Rådgivning.
| Sagsnummer: | 283/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved lånedokument af 3. marts 1987 ydede indklagede 2's afdeling i Randers et lån på 76.354 kr. til et firma drevet af den ene klagers bror og dennes ægtefælle. Til sikkerhed for lånet afgav klagerne selvskyldnerkautionserklæring ved påtegning af lånedokumentet. Denne påtegning fandt sted i klagernes eget pengeinstitut, indklagede 1, Kongebakken afdeling, Roskilde. Provenuet, 73.650 kr., overførtes den 9. marts 1987 til debitorernes driftskredit, der herefter udviste en positiv saldo på 574,85 kr. Kassekredittens maximum var angivet til 50.000 kr.
Ved tillæg til lånekontrakten af 20. august 1987 blev lånet forhøjet med 75.000 kr. til 150.000 kr. Provenuet heraf overførtes tillige til driftskreditten, der forinden overførslen udviste en negativ saldo på 72.767,27 kr. Ved tillæg af samme dag afgav klagerne selvskyldnerkautionserklæring for forhøjelsen. I forbindelse med forhøjelsen blev det aftalt, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.400 kr.
Den 2. marts 1988 tiltrådte klagerne, at debitorerne fik henstand med ydelsen pr. 1. marts 1988. Ved påtegning af skrivelse af 25. oktober 1988 tiltrådte klagerne endvidere, at debitor blev ydet henstand med ydelserne pr. 1. september, 1. oktober, 1. november og 1. december 1988, således at ydelserne blev tillagt lånets løbetid. Ved skrivelse af 18. december 1989 anmodede indklagede 2 om indbetaling af ydelserne pr. 1. oktober, 1. november og 1. december 1989, ialt 7.200 kr., inden den 29. december 1989. Da beløbet ikke blev indbetalt inden den givne frist, blev lånet opsagt til fuld indfrielse, og ved skrivelse af 10. januar 1990 blev kautionsforpligtelsen gjort gældende overfor klagerne.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor dem.
Såvel indklagede 1 som indklagede 2 har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede 1 ikke informerede dem om den med kautionsforpligtelsen forbundne risiko i forbindelse med afgivelse af kautionserklæringen. Klagerne har aldrig fået forevist virksomhedens regnskaber, ligesom klagerne ikke er blevet oplyst om, at låneprovenuet blev anvendt til indfrielse af eksisterende gæld. Indklagede 2 har endvidere undladt at forsøge at inddrive gælden hos debitorerne, men har i stedet overgivet sit krav på klagerne ifølge selvskyldnerkautionserklæringen til inkasso.
Indklagede 1 har anført, at indklagede 2 ved underskrivelse af kautionserklæringerne fremsendte dokumenterne til underskrivelse i klagernes eget pengeinstitut, indklagede 1. Afdelingen har i overensstemmelse med sædvanlig praksis alene påtaget sig at ekspedere indklagede 2's dokumenter til underskrift. Klagerne har således ikke kautioneret overfor forpligtelser hos indklagede 1, hvorfor rette indklagede i nærværende sag bør være indklagede 2.
Indklagede 2 har anført, at det må lægges til grund, at klagerne af deres eget pengeinstitut, indklagede 1, er blevet informeret om de generelle konsekvenser af en selvskyldnerkaution i forbindelse med underskrivelse af dokumenterne. Indklagede 2's afdeling har endvidere været i telefonisk kontakt med klagerne med hensyn til låneformål m.v., samt det forhold, at det oprindelige låneprovenu delvist blev anvendt til dækning af et overtræk på 20.516,15 kr. på en kassekredit. Den ene debitor havde på tidspunktet for ydelsen af lånet allerede afholdt en del udgifter til virksomheden via sin driftskredit, hvilket klagerne også blev orienteret om af indklagede. Klagerne var således fuldt ud bekendt med, at låneprovenuet delvist blev anvendt til allerede etablerede kreditfaciliteter. I forbindelse med forhøjelsen af lånet blev klagerne ligeledes mundtligt orienteret om, at en del af provenuet blev anvendt til inddækning af et overtræk på debitors driftskredit på 22.767,27 kr. Klagerne har således fuldt ud været orienteret om betydningen af den påtagne selvskyldnerkaution og om låneprovenuets anvendelse. Det må endvidere lægges til grund, at klagerne på grund af familieforholdet med debitor har haft rig mulighed for at indhente yderligere oplysninger om projektet. Da der er tale om en selvskyldnerkaution, er det ikke en betingelse for at kunne gøre kravet gældende hos kautionisten, at der har været foretaget udtømmende retsforfølgning mod debitorerne. Det er derimod tilstrækkeligt, at debitorerne misligholder den kautionssikrede fordring.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede 1, der alene skulle foretage ekspeditionen vedrørende klagernes underskrift som selvskyldnerkautionister, findes ikke efter det oplyste at have optrådt ansvarspådragende i denne forbindelse, hvorfor klagen for så vidt angår denne del af klagen ikke tages til følge.
Det findes ikke tilstrækkeligt godtgjort, at klagerne forinden underskrivelsen af kautionsdokumenterne af indklagede 2 er blevet informeret om, at en del af låneprovenuet, 20.516,15 kr. og 22.767,27 kr., ialt 43.243,42 kr., skulle dække overtræk på debitorernes driftskredit, således at debitorerne - for så vidt angår denne del af låneprovenuet - ikke blev tilført ny likviditet. Ankenævnet finder derfor, at indklagede 2 bør nedskrive klagerens kautionsforpligtelse forholdsmæssigt. For så vidt angår den øvrige del af kautionsforpligtelsen finder Ankenævnet ikke, at der foreligger forhold, som kan føre til yderligere nedsættelse af kautionsforpligtelsen.
Som følge heraf
For så vidt angår indklagede 1 tages klagen ikke til følge. Indklagede 2 bør anerkende, at klagernes kautionshæftelse nedsættes forholdsmæssigt til106.756,58 ---------- 150.000,00 Klagegebyret tilbagebetales klagerne.