Spørgsmål om forpligtelse til at opsige det sikrede engagement som følge af debitors flytning til udlandet.
| Sagsnummer: | 58 /2000 |
| Dato: | 15-09-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mette Frøland, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forpligtelse til at opsige det sikrede engagement som følge af debitors flytning til udlandet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerens kautionsforpligtelse for en kredit kan anses for bortfaldet som følge af, at indklagede ikke i forbindelse med debitors flytning til udlandet opsagde kreditten.
Sagens omstændigheder.
Den 30. september 1996 underskrev klageren, der da var bosiddende i udlandet, en særskilt kautionserklæring, hvorefter klageren indestod som selvskyldnerkautionist for en kredit ydet af indklagede til en debitor. Klageren har oplyst, at debitor og han var kærester indtil august 1996.
Debitor havde den 19. september 1996 underskrevet en kreditaftale vedrørende en kassekredit. Det fremgik, at der var tale om en forhøjelse på 38.191,53 kr., således at kreditten i alt var på 73.285,53 kr. Kreditten skulle afvikles med 3.000 kr. månedligt og indfries den 1. januar 1998. Af aftalen fremgår bl.a.:
"Lånebetingelser
1. Opsigelse/ophævelse:
.........
1.3. Uanset ovenstående kan banken ophæve lånet/kreditten uden varsel i tilfælde af anden misligholdelse, herunder i tilfælde af at De eller en kautionist:
.........
tager fast ophold uden for landets grænser, hvis der ikke forinden er truffet aftale om lånets/kredittens fortsatte afvikling,
......."
Formentlig i august-september 1997 flyttede debitor til Tyskland. Debitor solgte i denne forbindelse sin ejerlejlighed.
Ved skrivelse af 6. november 1997 rykkede indklagede debitor for afvikling af kassekreditten. Seneste ydelse var betalt pr. 1. oktober 1997; kredittens saldo var pr. 20. oktober 1997 44.016,85 kr. (negativ). Indklagede fremsendte kopi af rykkerskrivelsen til klageren.
Ved påtegning af 10. november 1997 på rykkerskrivelsen meddelte debitor indklagede, at hun ikke kunne betale, og at beløbet måtte "betales af kautionisten som skylder mig et større beløb". Klageren modtog fra indklagede meddelelse om debitors henvendelse.
Ved skrivelse af 14. november 1997 meddelte klageren indklagede, at han stillede sig uforstående over for debitors manglende betaling henset til debitors salg af sin ejerlejlighed, hvilken handel var berigtiget.
Under en efterfølgende korrespondance mellem indklagede og klageren, under hvilken denne modtog kopi af yderligere rykkerskrivelser, oplyste indklagede, at debitor ikke længere var kontoførende hos indklagede, idet debitors lønkonto var opgjort.
Ved skrivelse af 5. januar 1998 med kopi til klageren opsagde indklagede kassekreditten, hvis saldo blev opgjort til 46.356,42 kr. (negativ). Indklagede anmodede debitor om at rette henvendelse med henblik på at indgå afviklingsaftale. Ved skrivelse af 17. s.m. meddelte debitor, at hun ikke så sig i stand til at betale gælden, da hendes eneste indtægt var S.U.
Ved skrivelse af 13. februar 1998 rettede debitors advokat henvendelse til klageren og anførte, at forhøjelsen af kreditten primært var blevet brugt til indfrielse af klagerens gæld til et kreditkortselskab. Baggrunden herfor var, at klageren som bosiddende i udlandet ikke havde mulighed for at udnytte rentefradragsretten. Advokaten konkluderede, at lånet materielt var klagerens gæld og opfordrede klageren til at indfri denne.
Ved skrivelse af 25. februar 1998 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende over for klageren med 47.206,28 kr.
Under en yderligere korrespondance mellem indklagede og klageren protesterede klageren mod, at indklagede kunne gøre kautionsforpligtelsen gældende.
I marts 1998 overgav indklagede kravet mod klageren til inkasso ved advokat.
Efter at klageren igen havde taget ophold i Danmark, anmodede indklagedes advokat ved skrivelse af 27. januar 2000 klageren om at indfri kautionsforpligtelsen. Kravet blev opgjort til 66.624,02 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. februar 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke kan gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han bestrider, at forhøjelsen af kassekreditten skete til fordel for ham og med baggrund i, at han som bosat i udlandet ikke kunne udnytte rentefradragsretten. Debitors anvendelse af låneprovenuet berører ikke indklagedes forpligtelse over for ham. Debitor har gennem flere år modtaget betydelige summer fra ham og tilbagebetalte med låneprovenuet en del af sin gæld.
Den 18. juli 1997 kontaktede han telefonisk indklagedes juridiske afdeling, idet han havde erfaret, at debitor ville flytte til Tyskland. Han forklarede en medarbejder om sine bekymringer for lånets afvikling. Medarbejderen undersøgte sagen og vendte tilbage med oplysning om, at lånet ikke var misligholdt, og at man derfor ikke havde grund til at foretage sig noget.
Indklagede undlod at sørge for, at der blev indgået en særlig aftale med debitor om afvikling for tiden efter debitors fraflytning til udlandet. Som følge af, at der ikke blev indgået nogen særlig aftale, kunne indklagede, jf. herved kreditaftalens pkt. 1.3. f, have opsagt lånet uden varsel. Indklagede havde konkret en pligt til at benytte denne mulighed.
Indklagede burde til varetagelse af egne interesser samt loyalitetspligten over for ham have krævet en sådan afviklingsaftale. Dette så meget desto mere, da debitor efter alt at dømme havde midler fra salget af ejerlejligheden, ligesom lånet forfaldt til fuld indfrielse kort tid efter debitors flytning til udlandet.
I forbindelse med lukningen af debitors lønkonto, hvorfra kreditten hidtil var blevet afviklet, havde indklagede en særlig anledning til at opgøre hele engagementet. Dette må anses at være normal bankskik, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Indklagede fraveg imidlertid denne sædvanlige bankskik.
Debitors manglende betalingsvilje reducerer ikke indklagedes aftalemæssige og almindelige loyalitetsforpligtelse over for ham.
Indklagede har ved sin handlemåde forringet hans stilling som kautionist i så væsentlig grad, at han ikke længere bør være bundet af kautionsløftet.
Indklagede har anført, at man kunne, men ikke var forpligtet til at ophæve/opsige kreditten som følge af, at debitor flyttede til udlandet. I et tilfælde som det foreliggende, hvor låntager flytter til det nære udland for at studere, vil det normalt ikke være et krav, at lån/kreditter indfries.
På tidspunktet for debitors flytning til udlandet var kreditten ikke misligholdt.
Et pengeinstitut kan kun opsige et lån, når dette er misligholdt, eller der i øvrigt er en gyldig begrundelse for opsigelsen. En sådan begrundelse kan ikke være, at debitors øvrige engagement ophører.
Klageren har ikke lidt noget tab, da det er oplyst, at forhøjelsen af kreditten blev anvendt til indfrielse af klagerens gæld.
Indklagede er ved selvskyldnerkaution berettiget til at søge sig fyldestgjort hos kautionisten, straks lånet er misligholdt. Der er således ikke krav om, at indklagede skal søge gælden inddrevet hos debitor.
Det var indklagedes opfattelse, at debitor ville overholde lånets afvikling, selv om hun fraflyttede Danmark. Det var ikke et faresignal, at debitor ønskede sine løbende konti ophævet. Indklagede kan som følge af tavshedspligten ikke oplyse nærmere om debitors øvrige engagement.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I den foreliggende situation, hvor lånet hidtil var afviklet planmæssigt, og hvor debitor flyttede til Tyskland for at studere, findes indklagede ikke at have tilsidesat sine forpligtelser over for klageren som kautionist ved ikke i forbindelse med debitors flytning til udlandet at have stillet krav om indfrielse af lånet eller ændring af afviklingsaftalen. Dette gælder, selv om debitors øvrige engagement med indklagede, herunder debitors lønkonto, blev opgjort og lukket i forbindelse med flytningen. Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan bevirke, at klagerens kautionsforpligtelse ikke kan gøres gældende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.