Rådgivning ved indgåelse af aftaler om valutaswap og valutalån. Lukning af valutaswap og valutalån
| Sagsnummer: | 462/2011 |
| Dato: | 15-01-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Valuta - øvrige spørgsmål
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Rådgivning ved indgåelse af aftaler om valutaswap og valutalån. Lukning af valutaswap og valutalån |
| Indklagede: | vestjyskBANK |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en valutaswapaftale og et valutalån samt ansvar for lukning af aftalerne.
Sagens omstændigheder
Klageren kontaktede Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK) i marts 2008, da han ønskede lavere renteudgifter på sit kreditforeningslån og sit banklån. Klageren havde efter det oplyste et kreditforeningslån på 2.245.000 DKK til en rente på CIBOR 3 med tillæg af 0,64 % og et banklån på ca. 800.000 DKK til en rente på CIBOR 3 med tillæg af 1,85 %. På et møde i banken den 27. marts 2008 præsenterede banken et materiale vedrørende valutaswap og finansiering i CHF. Materialet indeholdt bl.a. en oversigt over rentespændet og kursudviklingen mellem DKK og CHF i perioden fra 1998 til 2007 og en beregning af rentebesparelsen ved uændret valutakurs og rentespænd. Materialet indeholdt endvidere følgende:
"… Break-even/ligevægtskurs ved uændret rentespænd mellem Cibor3 (4,89%) og LIBOR CHF 3M (3,22 %)
…
Ved uændret rentespænd på CHF kan kursen stige med 0,40 % pr. kvartal. Samlet kan eksempelvis CHF stige fra dagskursen 4,75 til kurs 5,17 svarende til en total stigning på 8,8 %.
…
Styrkelse/svækkelse af CHF vil betyde at den løbende besparelse vil ændre sig fra termin til termin. En 2 % ændring fra 4,75 til 4,845 vil betyde 354 DKK i mindre besparelse pr. termin.
…
SWAP bruges hvis et realkreditlån skal laves om til CHF. Swap er et inkonvertibelt instrument, Det betyder at det i aftale perioden på f.eks. 5 år vil koste penge at "lukke" forretningen. …"
Banken har fremlagt en erklæring af 27. januar 2012 fra klagerens rådgiver i banken, R og en medarbejder fra bankens investeringsafdeling, M1, der begge deltog i mødet med klageren den 27. marts 2008. I erklæringen er bl.a. anført, at fordele og risici vedrørende valutaswap og valutalån blev gennemgået på mødet, at klageren havde en høj risiko og var bekendt med risiciene, og at R og klageren efterfølgende løbende telefonisk drøftede kursen på CHF. Klageren har bestridt dette.
Den 16. september 2008 sendte banken en bekræftelse til klageren på en 5-årig valutaswapaftale, hvorefter banken skulle betale en variabel rente på CIBOR 3 måneder af en hovedstol på 2.245.000 DKK, og klageren skulle betale en variabel rente på CHF LIBOR 3 måneder af en hovedstol på 478.678,04 CHF i aftalens løbetid. Af bekræftelsen fremgik endvidere, at der skulle ske hovedstolsudveksling ved udløb den 30. september 2013, hvor klageren skulle betale en hovedstol på 478.678,04 CHF, mens banken skulle betale en hovedstol på 2.245.000 DKK.
Ifølge en oversigt udarbejdet af banken under klagesagen havde klageren en formue på ca. 3 mio. kr. i 2008, inklusiv en post aktier i et selskab, S, til en kursværdi på 2,25 mio. DKK. Klageren har oplyst, at hovedparten af aktierne var medarbejderaktier.
I oktober 2008 optog klageren efter det oplyste et CHF-lån i et andet pengeinstitut til finansiering af en vindmølle i Tyskland.
Den 14. november 2008 optog klageren og hans ægtefælle et 5-årigt valutalån på 160.000 CHF uden afvikling og til indfrielse den 24. november 2013. Renten var variabel. Af gældsbrevet fremgik, at klageren kunne opsige lånet til udløb ved en renteperiode.
Den 19. marts 2009 blev valutalånet forhøjet til 190.000 CHF. Aftalen indeholdt bl.a. følgende:
"… idet nærværende låneaftale kan føres i en eller flere udenlandske valutaer, bekræfter låntager(e) ved underskrivelsen af denne låneaftale, at låntager(e) er bekendt med samtlige konsekvenser heraf, herunder betydningen for restgælden omregnet til danske kroner. Låntager(e) hæfter tillige for ethvert kurstab realiseret ved omveksling til danske kroner. … vestjyskBANK er berettiget, men ikke forpligtet, til uden opsigelse af denne låneaftale eller forudgående underretning til låntager(e) at omveksle saldoen på de(n) af låneaftalen omfattede konto/konti til danske kroner, såfremt vestjyskBANK efter eget skøn må befrygte, at vestjyskBANK vil lide tab, såfremt omveksling udelades. …"
Klageren fik tilsendt årsopgørelser over valutalånets kursværdi for 2008, 2009 og 2010. Kursværdien var 796.688 DKK den 30. december 2008, 950.323 DKK den 30. december 2009 og 1.135.345 DKK den 30. december 2010.
Klageren fik endvidere tilsendt årsopgørelser over valutaswappens markedsværdi pr. 31. december. Af opgørelserne pr. ultimo 2008 og 2010 fremgik, at valutaswapaftalen havde en negativ markedsværdi på henholdsvis 169.524 DKK og 648.111 DK.
Den 11. november 2010 fik klageren udarbejdet en risikoprofil vedrørende sine pensioner og frie midler, hvoraf fremgik, at han ikke havde kendskab til komplekse produkter, at hans risikovillighed var 9 på en skala fra 1 til 10, at han forstod risikoen ved sine nuværende værdipapirer, og at risikoen ved enkelte værdipapirer og hans samlede investeringsrisiko var for stor i forhold til hans risikoprofil.
På et møde den 16. juni 2011 drøftede parterne kursstigningen på CHF. Af bankens plancher fra mødet fremgik bl.a.:
"Hvor store må tabene blive?
·Markedsværdi på valutaswappen -770.000
·Tab på valutalån"
I forlængelse af mødet kontaktede en medarbejder, M2, fra bankens investeringsafdeling klageren telefonisk vedrørende valutalånet. Banken har fremlagt en udskrift af telefonsamtalen, hvoraf bl.a. følgende fremgår:
"M2: ja du har snakket med [M1] angående en stoploss på chflån
Klageren: Ja
M2: … Det sku jeg bare lige have bekræftet om at der ligger en stoploss på 625 og når den så bliver ramt, så bliver afregning kørt frem til den dag hvor lånet har forfald så der kommer noget termin ovenpå
Klageren: ja, men er det 625 på det hele
M2: sådan på de 190.000 … det er sådan jeg har forstået det på [M1]
Klageren: OK jamen det er helt i orden
M2: sådan at vi går op i den og rammer 625 så
Klageren: ja så er vi ude af den
M2: så bliver den lukket ja
Klageren: det ville være rart hvis den faldt ha ha
M2: det ville være det allerbedste
Klageren: hvad tror I
M2: Jamen vi er bange for at den på kort sigt godt kunne finde at køre op ad
Klageren: det tror I
M2: det er problemet at de nyheder der kommer fra Grækenland som regel er dårlige og i dag har den lige været oppe og vende over 22
Klageren: ja jeg har godt set det, jeg har fulgt lidt med i det
M2: det er ikke utænkeligt at du bliver ramt på den her
Klageren: nej
Klageren: nej men lad os bare gøre det
M2: jeg lægger stoppet ind på 625
Klageren: ja
M2: det er bare i orden
Klageren: det er godt. Tak for det …"
Den 20. juni 2011 sendte banken et beslutningsreferat til klageren vedrørende mødet den 16. juni 2011, hvoraf bl.a. følgende fremgik:
"Som opfølgning på vores møde i torsdag, fremsendes hermed beslutningsreferat på hvad vi aftalte:
·Der er etableret Stop Loss på 6,25 på CHF 190.000,- Aftalen er effektueret. CHF lånet indfries pr. 21.07.2011
·Der er etableret Stop Loss på swap 6,35 på SWAP CHF 478,678,04 - Aftalen er effektueret. …"
Ved e-mail af 7. juli 2011 anmodede banken klageren om at bekræfte aftalen om stop loss på 6,35 CHF på valutaswappen. I en senere e-mail af samme dato bekræftede klageren "stop loss på 6,35 CHF."
Valutaswapaftalen og valutalånet blev efter det oplyste lukket til de aftalte stop loss kurser.
Parternes påstande
Den 13. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal dække en del af det opståede tab.
vestjyskBANK har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at bankens rådgivning var mangelfuld. Banken gennemgik en oversigt over rentespændet og kursudviklingen mellem DKK og CHF i en 10-årig periode. Det fremgik, at rentespændet var ca. 2 %, og at kursen kunne stige og falde lidt. Banken burde have vist, at der i perioden 1978 til 1984 også var sket markante kursstigninger på CHF. Han fik ingen rådgivning om den store risiko ved CHF-finansieringen. Det er således ikke korrekt, at banken gav en omfattende gennemgang af en valutaswap.
Banken burde have taget stilling til, hvor meget han kunne tåle at tabe og burde have foreslået eller krævet et loft over tabet svarende hertil, f.eks. 5-10 %. Banken udarbejdede ikke en risikoprofil for ham i forbindelse med indgåelse af aftalerne.
Ved indgåelsen af aftale fik han at vide, at især boliglånet ikke var til at komme ud af, og at det krævede is i maven at optage et sådant lån. Lånet havde en 5-årig løbetid og skulle genforhandles efter fem år. Han hørte intet fra banken i tre år og gik derfor ud fra, at lånet ville løbe to år endnu, og at det ikke var muligt at komme ud før tid. Banken burde på et tidligere tidspunkt have indkaldt til møder og rådgivet om muligheder og risici. I telefoniske drøftelser med R faldt snakken nogle gange på kursen på CHF og aktierne i S. Dette var dog ikke hovedformålet med telefonkontakten med R. R beroligede ham med, at kursen på CHF nok skulle falde.
Han havde kun møder med banken ved indgåelsen af aftalerne og i juni 2011, hvor han fik at vide, at han havde et tab på 1,1 mio. DKK og skulle gå ud af CHF. Han valgte ikke selv at indsætte stop loss på mødet i 2011. Banken indkaldte ham til mødet og tvang ham ud af aftalerne. Han sagde til banken, at der ikke var et tab, før tabet var realiseret. Han ville ikke have sagt sådan, hvis han ønskede at gå ud af aftalerne. Han troede, at CHF-kursen ville falde. Han spurgte, om han kunne lave en modforretning, men banken fastholdt, at han skulle ud af CHF. Det var ikke en mulighed at blive i aftalerne.
Banken har anført, at han var risikovillig, da han ikke ønskede at sælge aktierne i S som anbefalet af banken. Aktierne blev købt som medarbejderaktier og er ikke relevante for sagen. Aftalen om CHF-lån i vindmøllen blev indgået efter aftalerne med banken. Risikoprofilen fra november 2010 blev udarbejdet i forbindelse med investering i aktier og har ikke betydning for sagen. Risikoprofilen viser, at han ikke har kendskab til eller forstår risikoen ved komplekse produkter.
Banken tilbød at stille en finansiering til rådighed med en billigere rente i to år. Han har lånt 500.000 DKK af sin mor og har solgt sin bil. På et tidspunkt bliver han nødt til at sælge sit hus for at afdrage på gælden.
Han er parat til at bære en del af tabet, men banken er ansvarlig for den mangelfulde rådgivning og bør bære en del af tabet.
vestjyskBANK har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klageren kontaktede banken på eget initiativ i marts 2008, da han ønskede at omlægge sine lån til CHF. Det var ikke almindeligt at tilbyde CHF-finansiering til bankens privatkunder. Mødet den 27. marts 2008 blev afholdt på klagerens initiativ. Klageren havde venner og kolleger, der havde opnået besparelser ved at omlægge lån til CHF. På mødet deltog klagerens bankrådgiver og en repræsentant fra bankens investeringsafdeling. Klageren fik på mødet en omfattende gennemgang af, hvad en valutaswap er og af kursudsving i CHF, herunder en udførlig rådgivning om den latente risiko, der var ved optagelse af valutaswap og valutalån. Klageren indgik herefter i september 2008 en aftale om en 5-årig valutaswap og i november 2008 en aftale om et lån i CHF.
Det har ikke været muligt at finde eller få oplyst, om der blev udarbejdet en risikoprofil for klageren udarbejdet i forbindelse med indgåelse af aftalerne. Klageren blev imidlertid grundigt og korrekt rådgivet om risici i henhold til god skik reglerne. Klageren var helt klar over, hvad det indebar at indgå aftale om valutaswap og valutalån, herunder risikoen for tab. Klageren kendte og accepterede risikoen for tab. Klageren må selv bære risikoen for optagelse af valutalånet og valutaswappen.
Klageren havde en formue på ca. 3 mio. kr., og banken fandt, at klageren økonomisk kunne bære risiciene i forbindelse med de indgåede aftaler.
Klageren havde tidligere udvist risikovillighed med hensyn til sine aktier i S. Banken rådede klageren til at sælge aktierne i S og sprede sin risiko i forbindelse med indgåelsen af aftalerne vedrørende CHF. Dette ønskede klageren ikke, da han var overbevist om, at aktierne ville stige i værdi. Af risikoprofilen fra november 2010 fremgik, at klagerens risikovillighed var meget høj.
Klageren blev ved indgåelsen af aftalerne rådgivet behørigt om risikoen ved dispositionerne. Banken havde derfor ikke forpligtet sig til fremover at orientere klageren om valutakursudviklingen. Banken orienterede dog løbende klageren om valutakursudviklingen i telefonsamtaler, i årsopgørelser vedrørende valutalånet for 2008, 2009 og 2010 og i årlige markedsværdiopgørelser vedrørende valutaswappen. Klageren havde adgang til netbank, hvor aktiebeholdningen fremgik.
Banken oplyste, at klageren kunne gå ud af lånet/swappen i den 5-årige løbetid, men at dette kunne medføre et kurstab, hvis kursen på CHF var steget. Banken har således ikke oplyst klageren om, at det ikke var muligt at gå ud af lånet/swappen i den 5-årige løbetid.
På mødet den 16. juni 2011 blev stop loss aftalt. Klageren valgte selv at indsætte stop loss. Klageren kunne ikke se, hvad fremtiden ville bringe og var indstillet på at begrænse tabet.
Klagerens salg af sin bil og optagelse af lån hos sin mor skete på hans egen foranledning og efter samråd med banken, men der var ikke tale om et krav fra bankens side. Klagerens rentebesparelse skal fradrages i opgørelsen af tabet.
vestjyskBANK har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at sagens afgørelse/pådømmelse forudsætter en bevisførelse bl.a. i form af parts- og vidneforklaringer samt afspilning af telefonsamtale, som ligger udenfor Ankenævnets kompetence.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at vestjyskBANK ved rådgivning af klageren i forbindelse med oprettelsen eller forhøjelsen af valutalånet begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger.Det findes ikke godtgjort, at banken påtog sig at overvåge kursudviklingen vedrørende klagerens valutalån. Ankenævnet finder det godtgjort, at lukning af valutalånet skete med klagerens samtykke.
Ankenævnet finder, at en afgørelse af, hvorvidt vestjyskBANK har pådraget sig et ansvar i forbindelse med klagerens indgåelse af valutaswapaftalen beror på, hvilken rådgivning klageren modtog. En afklaring heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen vedrørende valutalånet.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende valutaswapaftalen.