Spørgsmål om bindende løfte om opdeling af et fælles lån med to debitorer efter deres salg af en fast ejendom
| Sagsnummer: | 273/2017 |
| Dato: | 02-03-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Passivitet - hæftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om bindende løfte om opdeling af et fælles lån med to debitorer efter deres salg af en fast ejendom |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Sydbank gav et bindende løfte om at opdele et fælleslån med klageren og dennes tidligere samlever som debitorer efter parrets salg af deres faste ejendom.
Sagens omstændigheder
Klageren og dennes tidligere samlever, S, ejede en fast ejendom, som blandt andet var finansieret med et boliglån i Sydbank med både klageren og S som debitorer. Boliglånets størrelse er uoplyst. Til sikkerhed for lånet havde banken underpant i et ejerpantebrev på 216.637 kr. med pant i ejendommen.
I april 2013 blev ejendommen sat til salg til en udbudspris på 2.185.000 kr.
I oktober 2013 blev udbudsprisen nedsat til 1.945.000 kr.
Ved en købsaftale af 29. oktober 2014 blev ejendommen solgt for en købesum på 1.775.000 kr. med overtagelse den 1. december 2014.
Henholdsvis den 23. juni 2015 og den 2. juli 2015 underskrev klageren og S et gældsbrev til banken vedrørende et lån på 312.385,14 kr., som skulle afvikles med månedlige ydelser på 6.100 kr.
Parternes påstande
Den 31. august 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal opdele hans og S’ fælles lån i to uafhængige lån.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken indgik en bindende aftale med ham og S om at dele restgælden op i to separate lån, når ejendommen var solgt.
Aftalen var ikke betinget af en bestemt salgspris for ejendommen.
Banken informerede ikke om, at den, på baggrund af den efterfølgende lavere salgspris for ejendommen ikke ville acceptere at opdele restgælden. I så fald ville han ikke have accepteret salget, men genoptaget forhandlinger, eller aflyst salget.
Sydbank har anført, at et salg til udbudsprisen på 1.945.000 kr. ville have medført, at der manglede cirka 27.000 kr. for, at bankens pant ville blive fuldt inddækket. Banken accepterede udbudsprisen, og det blev oplyst, at banken var indstillet på en deling af det resterende boliglån på cirka 27.000 kr. Tilbuddet om opdeling blev givet ud fra en forudsætning om, at ejendommen ville blive solgt til udbudsprisen på 1.945.000 kr.
Salget for den lavere købesum på 1.775.000 kr. medførte ingen dækning til bankens pant.
Klageren blev gjort opmærksom på, at med den ændrede købesum var det ikke sikkert, at banken ville acceptere en deling af boliglånet. Efter en konkret vurdering i henhold til bankens kreditpolitik kunne banken ikke tilbyde en opdeling.
Banken har ikke givet tilsagn om, at det fælles boliglån kunne opdeles ved en salgspris på 1.775.000 kr., og banken er derfor ikke forpligtet til at opdele det fælles lån.
Klagerens underskrift på gældsbrevet vedrørende lånet på 312.385,14 kr., der erstattede det tidligere boliglån, og som indtil videre er blevet afviklet som aftalt, tyder på, at klageren var bekendt med og havde accepteret, at det fælles boliglån ikke blev opdelt.
Ankenævnets bemærkninger
I oktober 2013 udbød klageren og hans tidligere samlever en ejendom, som de ejede i fællesskab, til salg for 1.945.000 kr. Det er uklart i hvilket omfang Sydbank i den forbindelse gav tilsagn om, at opdele restgælden på et fælles boliglån, som parret havde i banken, når ejendommen var solgt, herunder om det var klart for klageren, at det var en betingelse fra bankens side, at ejendommen blev solgt til udbudsprisen.
I 2014 blev ejendommen solgt for en lavere købesum på 1.775.000 kr., og i 2015 underskrev klageren og den tidligere samlever begge uden forbehold som debitorer på et nyt gældsbrev til banken vedrørende restgælden på boliglånet.
Ankenævnet finder, at klageren ved underskrift på det nye gældsbrev accepterede, at et eventuelt tilsagn fra banken om opdeling af gælden var bortfaldet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.