Tab som følge af at kurssikring blev ophævet.
| Sagsnummer: | 202/1998 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Tab som følge af at kurssikring blev ophævet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes medvirken ved omprioriteringen af klagerens private ejendom samt to ejerlejligheder foretaget i 1993/1994.
Sagens omstændigheder.
Klageren indhentede primo november 1993 hos Realkredit Danmark tre lånetilbud med henblik på omprioritering af to ejerlejligheder samt klagerens private ejendom. Tilbudene vedrørte tre kontantlån på henholdsvis 491.000 kr., 430.000 kr. og 646.000 kr.
Indklagede har oplyst, at klageren efter indhentelse af lånetilbud rettede henvendelse til indklagedes Brabrand afdeling. På det første møde blev der indgået fastkursaftaler om hjemtagelse af de tre lån, og der blev aftalt straksindfrielse af eksisterende lån. På et møde et par dage efter blev fastkursaftalerne på foranledning af og uden omkostning for klageren ophævet, da klageren ikke ønskede at betale differencerenter i forbindelse med indfrielsen. Aftaler om omprioriteringsforløb blev derpå underskrevet. Indklagedes medarbejder gav udtryk for, at det var en uhensigtsmæssig fremgangsmåde at opsige lånene uden at kurssikre de nye lån.
Klageren har anført, at første møde fandt sted den 19. november 1993, hvor det aftaltes, at der ikke skulle ske kurssikring af de nye lån; straksindfrielse af de eksisterende lån var ikke på tale på dette tidspunkt. Først på et møde i januar 1994 blev det besluttet at opsige de eksisterende lån; samtidig blev kurssikring foretaget. Samme dag som kurssikring var besluttet, blev han kontaktet telefonisk af indklagedes medarbejder om kurssikringen, og det blev oplyst, at differencerenter ville udgøre et stort beløb, som han selv skulle finansiere. Det besluttedes derfor at ophæve de indgåede kurssikringsaftaler.
Under sagen er fremlagt tre "Aftalebilag vedr. konverteringer" underskrevet af klageren den 19. november 1993. På det aftalebilag, der vedrører klagerens private ejendom, er ved afkrydsning angivet, at det nye lån "hjemtages efter tinglysning af kreditforeningspantebrev, idet lånsøger ikke har ønsket at foretage nogen form for kurssikring". De to øvrige aftalebilag er underskrevet af klageren in blanco, men skal angiveligt vedrøre de to ejerlejligheder.
Samme dag fremsendte indklagede kreditforeningspantebrevene vedrørende de tre nye lån til tinglysning.
Den 21. januar 1994 underskrev klageren blanketter vedrørende opsigelse af de eksisterende lån i de tre ejendomme. Det fremgår heraf, at de to ejerlejligheder begge var belånt med tre lån, hvoraf det ene blev opsagt til indfrielse pr. 1. juli 1994, mens de to blev opsagt til indfrielse pr. 1. oktober 1994. For så vidt angår klagerens private ejendom blev ét eksisterende lån opsagt til indfrielse pr. 1. april 1994.
Indfrielse af de opsagte kreditforeningslån blev finansieret ved træk på klagerens kassekredit hos indklagede. I juni 1994 indhentede indklagede hos Realkredit Danmark nye lånetilbud vedrørende de to ejerlejligheder. For så vidt angår klagerens private ejendom blev der på et ikke oplyst tidspunkt ligeledes indhentet nyt lånetilbud.
I december 1994 blev lånene i de to ejerlejligheder og klagerens private ejendom hjemtaget og provenuet indsat på klagerens kassekredit.
Klageren har oplyst, at han solgte de to ejerlejligheder i henholdsvis marts og november 1995. Ved årsskiftet 1995 og 1996 omprioriterede han sin private ejendom.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. juni 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at baggrunden for beslutningen om ophævelsen af kurssikringen var indklagedes oplysning om, at straksindfrielse ville medføre betaling af betydelige beløb i differencerente, som skulle finansieres her og nu. Han erfarede imidlertid efterfølgende, at differencerentebeløbet var indregnet i lånetilbudene fra Realkredit Danmark. Han fik oplyst, at ved at undlade kurssikring behøvede han ikke at hjemtage de nye lån, før de gamle skulle indfries. Herved ville han undgå differencerenterne. Indklagede undlod at gøre opmærksom på konsekvenserne af et muligt kursskred i forbindelse med undladelse af at kurssikre, hvorfor der er tale om mangelfuld rådgivning. Han bestrider, at han har forholdt sig passiv, idet han, da han senere erfarede, at differencerenter var indregnet i lånetilbudene, kontaktede indklagede herom. Medarbejderens kommentar var, at det til gengæld havde været et godt år for kapitalpensioner, så det kunne opveje noget af smerten. Som følge af de betydelige kursfald, der indtraf i perioden fra januar 1994 til december 1994, led han tab, idet de nye lån som kontantlån blev hjemtaget til langt dårligere rente, end hvis kurssikringsaftalerne havde været fastholdt.
Indklagede har anført, at de to medarbejdere, som har kendskab til sagen, ikke længere er ansat hos indklagede. Den ene medarbejder har telefonisk oplyst, hvad denne i dag kan huske om sagen. Det var klagerens egen beslutning at ophæve de indgåede fastkursaftaler som følge af, at klageren ønskede at spare differencerenter. Medarbejderen gjorde udtrykkeligt klageren opmærksom på den foreliggende kursrisiko herved. De fremlagte "aftalebilag vedr. konvertering" viser, at klageren bevidst fravalgte kurssikring. Det måtte stå klageren klart, at han selv måtte tage konsekvenserne heraf. Klageren må ved at forholde sig passiv i næsten fire år være afskåret fra nu at gøre sine indsigelser gældende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er enighed om, at det på et tidspunkt blev besluttet at ophæve allerede indgåede kurssikringsaftaler vedrørende hjemtagelsen af de tre lån til brug for omprioriteringen af klagerens tre ejendomme, og at baggrunden herfor var et ønske om at spare differencerenter. Indklagede har anført, at medarbejderen udtrykkeligt gjorde klageren opmærksom på kursrisikoen herved, mens klageren har anført, at indklagede undlod at gøre opmærksom på konsekvenserne af et muligt kursskred. Ankenævnet finder imidlertid, uanset hvilken af de to forklaringer, der lægges til grund, at klageren måtte indse, at han ved at ophæve kurssikringen påtog sig en kursrisiko for den fremtidige kursudvikling. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.