Afgørelse

Indsigelse mod underskud på konverteringskonto.

Indledning.

Denne sag vedrører underskud som følge af betaling af delydelse samt differencerente i forbindelse med omlægning af klagerens fastforrentede realkreditlån til et rentetilpasningslån.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Morsø Bank (nu Fjordbank Mors af 2011 A/S). I december 2009 tog hun kontakt til banken med henblik på omlægning af hendes fastforrentede realkreditlån til et rentetilpasningslån.

Af bankens vejledende beregning for låneomlægningen af 11. januar 2010 fremgår blandt andet:

"…

I forbindelse med indfrielsen af de eksisterende lån, skal der betales delydelse fra seneste terminstidspunkt og frem til indfrielsestidspunktet.

…"

Klageren besluttede sig for at omlægge sit fastforrentede lån til et 30-årigt rentetilpasningslån med rentetilpasning hvert tredje år, samt afdragsfrihed de første tre år.

Af aftalen om hjemtagelse af realkreditlån, som er underskrevet af klageren den 14. januar 2010, fremgår, at indfrielse af det eksisterende lån skulle ske ved obligationsindfrielse.

Af betingelserne for hjemtagelsen af realkreditlånet fremgår, at klageren var forpligtet til på anfordring at betale eventuelle beløb, som ikke blev dækket af provenuet af det hjemtagne lån.

Den 25. januar 2010 blev klagerens oprindelige lån indfriet ved en straksindfrielse. Af realkreditinstituttets kvittering for indfrielsen fremgår blandt andet:

"…

Efter låneomlægningen var der et underskud på klagerens konverteringskonto på ca. 15.000 kr.

Klageren har oplyst, at banken 2-3 måneder efter låneomlægningen kontaktede hende vedrørende underskuddet. Klageren afviste at dække underskuddet, da hun mente, der burde være taget højde herfor i forbindelse med udarbejdelsen af lånetilbuddet.

Ved e-mail af 29. marts 2010 kontaktede banken atter klageren, da banken vedkendte sig, at man havde anvendt en forkert indfrielsesmetode. Af e-mailen fremgik blandt andet:

"…

Vi har beklageligvis lavet en fejl i forbindelse med indfrielsen af det gamle TK-lån – vi ændrede indfrielsesmetode i forhold til den beregnede og det kostede. Beregningen viser at en obligationsindfrielse havde været billigst både før og efter skat. Desværre valgte vi at indfri lånet som en straksindfrielse.

…"

Klageren anfægtede, at hun skulle betale det resterende beløb og indgav efterfølgende en klage til Ankenævnet, da der ikke kunne opnås enighed mellem parterne.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank skal erkende, at hun ikke hæfter for det resterende underskud på konverteringskontoen.

Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken forud for omlægningen af hendes lån flere gange bekræftede, at den tilbudte kurs kunne opretholdes, samt at de anførte omkostninger var de totale omkostninger.

Kort efter jul besluttede hun sig for at omlægge lånet til et variabelt lån med 3-årig løbetid og uden afdrag. Hun spurgte banken, om der skulle foretages nye beregninger, men det afviste banken, da man ikke mente, der ville være ændringer i beregningerne. Hun underskrev derfor papirerne og returnerede dem med det samme.

Først 2-3 måneder efter blev hun kontaktet af banken. Hun var uforstående overfor underskuddet, da hun sammen med bankens medarbejder meget omhyggeligt havde gennemgået omkostningerne ved udarbejdelsen af lånetilbuddet.

Der burde være taget højde for omkostningerne i lånetilbuddet. Hun har aldrig hørt om eller accepteret at skulle betale de ca. 8.500 kr. Det er derfor ikke hendes ansvar at dække de ekstra omkostninger.

Morsø Bank har blandt andet anført, at kursudviklingen, i perioden 11. januar 2010 og indtil omlægningen af lånet skete, medførte, at man burde have valgt en obligationsindfrielse, som oprindeligt planlagt.

Der er enighed om, at der skulle ske godtgørelse til klageren. Uenigheden angår udregningen af det nettobeløb, som klageren er blevet belastet med.

Ved bankens beregning af merudgiften er der taget udgangspunkt i beløbet anvendt til den faktiske indfrielse, kontra det beløb der i den vejledende beregning blev oplyst som værende nødvendigt til en obligationsindfrielse.

Klageren er uenig i det beløb, der i udregningen fratrækkes den beregnede merudgift. Det drejer sig om ydelsen på det eksisterende lån i perioden fra den 1. til den 24. januar 2010 svarende til 4.818 kr. og skattebesparelsen på 3.773 kr. i tilknytning til differencerenten på i alt 11.435 kr. Ydelsen skal betales uanset indfrielsesform og kan derfor ikke fordres godtgjort af banken. For så vidt angår differencerenterne skal banken alene dække nettoudgiften efter skat.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Banken begik en fejl i forbindelse med valget af indfrielsesmetode ved konverteringen af klagerens lån. Låneomlægningen medførte et underskud på konverteringskontoen på 15.677 kr. Banken har som følge af fejlen godtgjort klageren 7.086 kr. svarende til differencerenten fratrukket den skattefordel, som klageren har opnået herved.

Klageren skulle betale delydelse for det oprindelige lån i perioden 1. januar 2010 og frem til lånets indfrielse, uanset hvilken indfrielsesmetode banken havde anvendt.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte bankens beregning af klagerens tab som følge af indfrielsesmetoden.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.