Begrænset kaution. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement med indklagede. Anvendelse af provenu af ejerpantebrev delvis pantsat til sikkerhed for den kautionssikrede gæld. Spørgsmål om, hvorvidt der var afgivet løfte om saldokvittering med virkning for kautionisten.
| Sagsnummer: | 193 /1995 |
| Dato: | 14-05-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Begrænset kaution. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement med indklagede. Anvendelse af provenu af ejerpantebrev delvis pantsat til sikkerhed for den kautionssikrede gæld. Spørgsmål om, hvorvidt der var afgivet løfte om saldokvittering med virkning for kautionisten. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 22. august 1989 underskrev klageren en separat kautionserklæring, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til 32.146 kr. for et lån, som indklagede samme dag ydede en kunde P og dennes samlever med henblik på køb af hus. Det fremgår, at kautionisten som forudsætning for kautionen lagde vægt på, at et ejerpantebrev på 30.000 kr. i P's ejendom var stillet til sikkerhed for lånet. Lånets hovedstol på 64.292 kr. fremgår ikke af kautionsdokumentet, idet der alene er henvist til lånets kontonummer. I rubrikken med klagerens underskrift er fortrykt følgende: "Selvskyldnerkautionistens underskrift, samt kvittering for modtagelse af kopi af ovennævnte lånedokumenter og evt. sikkerhedsdokumenter."
Den 27. februar 1990 underskrev klageren en kautionserklæring, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for en kassekredit, maksimum 30.000 kr., som indklagede samme dag ydede P.
P's engagement med indklagede blev efterfølgende udvidet og forhøjet, uden at klageren modtog meddelelse herom. I forbindelse hermed blev ejerpantebrevet på 30.000 kr. i P's ejendom forhøjet til 75.000 kr.
Ultimo 1993 solgte P sin ejendom til samleveren, i hvilken forbindelse indklagede modtog i alt ca. 68.000 kr. i henhold til ejerpantebrevet. 30.000 kr. heraf blev anvendt til nedbringelse af lånet på oprindelig 64.292 kr.
Ved indklagedes skrivelser af 19. januar 1994 blev kautionen for kassekreditten på grund af misligholdelse gjort gældende over for klageren med 30.000 kr., ligesom klageren blev anmodet om at indbetale en restance på 1.800 kr. på lånet.
Ved skrivelse af 17. februar 1994 afslog klageren at indfri kautionen med henvisning til, at der var stillet sikkerhed for den kautionssikrede fordring umiddelbart efter kreditforeningslånene i P's ejendom, og at indklagede i strid med en aftale i forbindelse med kautionens etablering havde udvidet engagementet med P og undladt løbende at orientere ham om bevægelserne på kassekreditten. Ved skrivelse af 21. februar 1994 bestred indklagede, at der var indgået aftale som beskrevet af klageren.
Den 29. juni 1994 blev den samlede kaution på ca. 61.000 kr. med tillæg af rente fra den 1. april 1994 taget til inkasso. Klageren gjorde indsigelse overfor indklagedes advokat ved skrivelse af 6. juli 1994, idet han nu var blevet bekendt med salget til samleveren.
Omkring august 1994 solgte samleveren ejendommen til tredjemand, hvorved der fremkom et provenu på ca. 240.000 kr. På foranledning af en henvendelse fra indklagede i den forbindelse, indbetalte P ca. 110.000 kr. til indklagede. Indklagede har oplyst, at beløbet blev anvendt til afskrivning på P's øvrige mellemværender med indklagede. Indklagedes fordring mod P udgjorde efter det oplyste herefter ca. 160.000 kr.
Ved stævning indleveret til retten i Brædstrup den 12. oktober 1994 påstod indklagede klageren tilpligtet at betale 64.175,50 kr. med tillæg af rente, 15% p.a., fra den 1. juli 1994. Klageren nedlagde påstand om frifindelse.
I retsmøde den 22. februar 1995 afgav indklagedes afdelingsdirektør, sagsøgte og P forklaring. På klagerens anmodning blev sagen henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er ophørt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Rettens notat vedrørende de i retsmødet den 22. februar 1995 afgivne forklaringer er fremlagt under klagesagen.
Klageren har anført, at han ved underskrivelsen af kautionen på lånet betingede sig, at han til sikkerhed for kautionen skulle have pant i P's ejendom, hvilket han troede han fik i kraft af det oprettede ejerpantebrev. Indklagede oplyste, at kautionen var sikret umiddelbart efter kreditforeningens fordringer. Idet han alene har kautioneret for 32.146 kr., er han uforstående over for, at indklagede fortsat har et krav mod ham efter nedbringelsen af lånet med 30.000 kr. i forbindelse med salget til samleveren. Indklagede har undladt som aftalt løbende at orientere ham om kassekredittens bevægelser og har i strid med det aftalte udvidet engagementet med P uden at gøre ham bekendt hermed. Indklagede var endvidere uberettiget til at acceptere salget af ejendommen uden at orientere ham eller indhente hans samtykke. Samleverens videresalg af ejendommen skete med henblik på indfrielse af P's forpligtelser og dermed hans kautionsforpligtelse over for indklagede. P meddelte ham, at indklagede ved modtagelsen af de 110.000 kr. ville give saldokvittering, og at han herefter var frigjort for kautionen.
Indklagede har anført, at såvel kautionsdokumentet som lånedokumentet blev gennemgået med debitor og klageren ved kautionens stiftelse. Ved modtagelsen af provenuet på ca. 68.000 kr. var man alene var forpligtet til at indbetale 30.000 kr., svarende til ejerpantebrevets oprindelige pålydende, på det kautionssikrede lån. Da det af klageren forudsatte pantebrev på 30.000 kr. blev fuldt indfriet ved handelen, var man ikke forpligtet til at orientere klageren eller indhente dennes samtykke. Det bestrides, at der blev givet P tilsagn om saldokvittering i forbindelse med indbetalingen på 110.000 kr. Tværtimod blev det fremhævet over for P, at man ville gøre kautionen gældende overfor klageren, og at P derfor måtte påregne at blive mødt med et regreskrav fra klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved underskrivelsen af kautionsdokumentet af 22. august 1989 kvitterede klageren for modtagelse af lånedokumentet vedrørende det kautionssikrede lån, og Ankenævnet lægger til grund, at klageren var bekendt med, at dettes hovedstol var 64.292 kr. Klageren hæftede herefter med 32.146 kr. for hele hovedstolen på 64.292 kr.
Ifølge kautionsdokumentet var lånet tillige sikret ved et ejerpantebrev på 30.000 kr. med pant i debitors ejendom. Selv om ejerpantebrevet senere var blevet forhøjet til 75.000 kr., var indklagede i forbindelse med salget af ejendommen til debitors samlever berettiget til alene at indbetale 30.000 kr. af provenuet af ejerpantebrevet på det kautionssikrede lån, ligesom indklagede, da lånet blev krediteret værdien af det forudsatte pant, ikke var forpligtet til at indhente samtykke fra klageren forud for salget.
Det er ikke godtgjort, at der var indgået aftale om, at debitors engagement ikke måtte udvides uden samtykke fra klageren. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede havde påtaget sig en særlig forpligtelse til at holde klageren orienteret om bevægelserne på den kassekredit, for hvis maksimum på 30.000 kr. klageren havde kautioneret den 27. februar 1990.
Det er endelig ikke godtgjort, at indklagede forud for eller ved klagerens og dennes samlevers indbetaling af beløbet på 110.000 kr. i forbindelse med salget af ejendommen omkring august 1994 har givet tilsagn om, at indklagede herefter ville frafalde sit krav mod klageren.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.