Rådgivning om hæftelse for gæld efter samlivsophævelse/skilsmisse.
| Sagsnummer: | 323 /1997 |
| Dato: | 18-02-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Rådgivning om hæftelse for gæld efter samlivsophævelse/skilsmisse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På baggrund af en låneansøgning fra klageren og dennes daværende ægtefælle, H, den 22. april 1994 erklærede indklagede sig indforstået med at yde et lån på ca. 150.000 kr.
Klageren og H havde fælles bopæl i en ejerlejlighed, som var ejet af H. Lejligheden ønskedes solgt, i hvilken forbindelse der ifølge en ejendomsmæglerberegning ville opstå et underskud på ca. 110.000 kr., hvilket var baggrunden for låneansøgningen. H havde i øvrigt bl.a. et boliglån hos indklagede med restgæld på ca. 33.000 kr., mens klageren var gældfri.
Lejligheden blev solgt ved købsaftale af 13. juni 1994 med overtagelse den 1. september s.å.
I juli 1994 besluttede klageren og H at blive separeret, hvilket blev meddelt indklagede.
Under sagen er fremlagt en kassekreditkontrakt dateret 5. august 1994, hvorefter indklagede gav klageren og H tilsagn om en boligsalgskredit med en kreditramme på 40.000 kr. til brug ved ejendomshandelen.
Den 11. august 1994 underskrev klageren og H hver et gældsbrev til indklagede på henholdsvis 84.000 kr. og 31.000 kr. Ved kautionserklæring underskrevet af klageren samme dag påtog klageren sig kaution for H's forpligtelser i henhold til gældsbrevet på 31.000 kr. Det er oplyst, at gældsbrevene var udtryk for en ligedeling af H's gæld, idet H ud over gældsbrevet på 31.000 kr. var debitor på andre gældsposter.
I juni 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende etableringen af lånet på 84.000 kr. og kautionen for H's lån på 31.000 kr. Klageren anførte bl.a., at han havde underskrevet gældsbrevet og kautionen i den tro, at han var forpligtet hertil, og at han nu var blevet bekendt med, at han uanset ægteskabet med H ikke hæftede for H's gæld.
Den 1. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav i henhold til lånet og kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at både han og H var af den opfattelse, at hver af parternes gæld skulle deles med halvdelen til hver. Under denne urigtige forudsætning påtog han sig at overtage halvdelen af H's gæld. På tidspunktet for dokumenternes underskrift var indklagede bekendt med, at han og H skulle separeres, og man burde derfor have gjort opmærksom på, at han ikke var forpligtet til at overtage halvdelen af H's gæld. Først under et møde med en advokat i forbindelse med den endelige skilsmisse primo 1997 blev han bekendt hermed. Ved at undlade at rådgive om hans retsstilling i forbindelse med bodelingen har indklagede reelt varetaget H's interesse.
Indklagede har anført, at lånet til dækning af tabet ved salget af ejerlejligheden blev bevilget på grundlag af en samlet kreditvurdering af såvel H som klageren. Før separationen havde klageren erklæret sig indforstået med at dække en del af tabet ved salget af ejendommen. Afdelingen havde ikke anledning til at tro, at klageren efter separationen ikke længere var indforstået hermed, og afdelingen gik ud fra, at gældsdelingen var led i en samlet ordning mellem parterne. Klageren kunne ikke berettiget forvente, at indklagede ville kunne yde rådgivning om bodelingen. Det er ikke en pengeinstitutopgave på afdelingsniveau at yde juridisk rådgivning af denne karakter. Da begge parter var kunder hos indklagede, kunne indklagede ikke rådgive den ene part eventuelt mod den anden parts interesse. Såfremt klageren ønskede rådgivning vedrørende sin retsstilling, burde han have søgt advokatbistand.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved låneansøgningen af 22. april 1994 tilkendegav klageren over for indklagede, at han var indstillet på at hæfte for et lån til dækning af underskuddet ved salget af H's lejlighed. På den baggrund finder Ankenævnet, at indklagede berettiget kunne lægge til grund, at klagerens underskrivelse af gældsbrevet og kautionserklæringen i august 1994 var udtryk for klagerens beslutning om at vedstå dette, uanset at han og H i juli 1994 havde besluttet at lade sig separere. Ankenævnet finder derfor ikke, at indklagede havde særlig anledning til at vejlede klageren om hans retsstilling i forbindelse med bodelingen eller at anbefale klageren at søge ekstern rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.