Fastkursaftale. Indgåelse.
| Sagsnummer: | 20509044/2006 |
| Dato: | 21-06-2006 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Bent Olufsen, Jes Zander Brinch og Karen Havers-Andersen |
| Klageemne: |
Fastkursaftale - indgåelse
|
| Ledetekst: | Fastkursaftale. Indgåelse. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstituttet fremsendte den 23. maj 2005 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at hun havde indgået en fastkursaftale. Samme dag fremsendte instituttet en bekræftelse af fastkursaftale pr. 1. juli 2005 til klageren. I fastkursaftalebekræftelsen var det fremhævet, at klageren straks skulle henvende sig til instituttet, såfremt hun var uenig i en eller flere oplysninger. Af instituttets LånGuide, som var vedlagt lånetilbudet, fremgår det blandt andet, at låntager ved misligholdelse af en fastkursaftale er forpligtet til at dække instituttets tab. Instituttet erindrede den 13. juni 2005 klageren om, at hun havde indgået en bindende fastkursaftale, og anmodede hende om snarest muligt at fremsende tinglyst pantebrev eller garanti herfor, således at lånet kunne udbetales. Efter det oplyste gav klageren den 20. juni 2005 gennem en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for instituttet, besked om, at fastkursaftalen ikke ønskedes gennemført. Instituttet opgjorde den 23. juni 2005 tabet som følge af annullationen af fastkursaftalen til i alt 8.848 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod hende i anledning af annullationen af fastkursaftalen. Instituttet påstod frifindelse.
Over for Nævnet forklarede klageren, at instituttet udelukkende havde kommunikeret med hendes ægtefælle, selv om hun ejer ejendommen, og at hun på grund af ferie først i uge 24 blev bekendt med lånetilbud og fastkursaftale.
Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerens ægtefælle havde fuldmagt fra klageren til at handle på hendes vegne i forhold til instituttet. Nævnet fandt, at klageren ikke havde reageret uden ugrundet ophold i anledning af instituttets bekræftelse den 23. maj 2005 af, at der var indgået en fastkursaftale, og hvori det var fremhævet, at klageren straks skulle henvende sig til instituttet, såfremt hun var uenig i en eller flere oplysninger. Nævnet fandt ikke at kunne lægge klagerens ubestyrkede oplysninger til grund om, at hun på grund af ferie først fik kendskab til instituttets bekræftelse af fastkursaftalen i uge 24. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen, og instituttet blev frifundet.