Afvikling.
| Sagsnummer: | 78/1991 |
| Dato: | 30-08-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Afvikling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I henhold til lånedokument af 27. april 1987 ydede indklagedes Skæring afdeling klageren et billån på 124.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.600 kr., første gang 1. maj 1987. Sidste ydelse var angivet til "ca. 01. maj 92". Af låneaftalen fremgik i øvrigt, at:
"Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt ca. den anførte dato for sidste ydelse.
Ændres renten, er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato."
På lånedokumentets bagside var bl.a. anført:
"Rente af lånets restgæld beregnes efter bankens til enhver tid gældende sats for lån af denne art og debiteres (.....)"
Ved skrivelse af 5. december 1990 rettede klageren henvendelse til afdelingen, idet han ønskede oplyst udviklingen i rentetilskrivningen for lånet siden dettes optagelse tillige med angivelse for tidspunkt for ændring af rente samt det eksakte renteniveau. Endvidere forespurgte klageren om renten på et billån optaget med sikkerhed i en ny bil med en udbetaling på 50% af nyværdi.
I skrivelse af 11. december 1990 oplyste afdelingen, at klagerens billån forrentedes med en rente på 14,5% p.a. Endvidere oplystes tidspunktet for renteændringer i lånets løbetid, samt at renten havde varieret mellem 13% og 16,5% p.a. Endelig oplystes den aktuelle rente for billån til 14% p.a.
Efter yderligere at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens billån vil være afviklet med en månedlig ydelse på 2.600 kr. med sidste rate 1. maj 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med et påtænkt skifte mellem to af indklagedes afdelinger er blevet gjort opmærksom på, at billånets restløbetid med den nuværende ydelse vil blive overskredet med minimum 6 måneder, uagtet at han siden lånets etablering har afviklet dette i overensstemmelse med låneaftalen, ligesom han heller ikke i lånets løbetid har modtaget meddelelse om renteændringer eller ændringer i løbetid. Ved en sammenligning med udviklingen i den gennemsnitlige udlånsrente for banker og sparekasser udarbejdet på basis af Nationalbankens kvartalsoversigt november 1990, som viser, at den gennemsnitlige udlånsrente har været let faldende, ses det, at udviklingen i den forholdsmæssige rente på klagerens lån i samme periode har været støt stigende. Renteforløbet på klagerens lån har således ikke fulgt renteudviklingen på lånemarkedet i øvrigt. Rentefastsættelsen på klagerens lån synes vilkårlig, idet renten på lånet i december 1990 er 14,5%, mens indklagede på dette tidspunkt oplyser den aktuelle rente for billån til 14% p.a.
Indklagede har anført, at klageren har forpligtet sig til at forrente lånets restgæld med indklagedes til enhver tid gældende rente for lån af denne art, og klageren har således betalt indklagedes til enhver tid gældende rente for billån. Den gennemsnitlige udlånsrente for banker og sparekasser dækker over forskellige udlånstyper med divergerende rentesatser, hvorfor denne gennemsnitsrente ikke kan anvendes som sammenligningsgrundlag. Hertil kommer, at det i lånedokumentet angivne tidspunkt for lånets tilbagebetaling er beregnet ud fra rentesatsen ved aftalens indgåelse, hvorfor tidspunktet er anslået, og klageren har derfor måttet påregne, at der kunne blive tale om en længere tilbagebetalingsperiode. Den i lånedokumentet anførte bestemmelse, hvorefter der kan ske ændringer i ydelsens størrelse medfører ikke en forpligtelse for indklagede til at foretage en sådan regulering, og dette finder sædvanligvis heller ikke sted. På tidspunktet for lånets etablering var rentesatsen fælles for alle billån hos indklagede, og indklagede er først senere gået over til et system, hvorefter renten fastsættes indenfor et interval bl.a. afhængig af størrelsen af en kontant udbetaling. Dette er baggrunden for, at klagerens lån i december 1990 forrentedes med en højere rentesats, end den, der på dette tidspunkt oplystes for billån med en udbetaling på 50%.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen og Ole Simonsen udtaler:
Af det omhandlede lånedokument fremgår, at indklagede ved renteændringer kan forlange ydelsen ændret, således at lånets stipulerede løbetid bibeholdes. Indklagede har ikke benyttet sig af denne ret og kan ikke anses for forpligtet til at foretage ændringer af lånets ydelse med henblik på at opnå en amortisation af lånet i overensstemmelse med den stipulerede løbetid. Herefter, og idet det af klageren i øvrigt anførte ikke kan medføre, at der gives klageren medhold, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.
Medlemmerne Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen udtaler:
Lånedokumentet indeholder ingen angivelse af indklagedes rentesats på tidspunktet for lånets etablering i foråret 1987, og klageren fik først, da han i december 1990 rettede henvendelse herom til indklagede, meddelelse om de satser, hvormed lånet er forrentet siden dets etablering. Vi finder det uheldigt, at indklagede ikke har sikret låntager en let mulighed for at indrette sig i lyset af de foretagne renteændringer.
Under hensyn til, at klagerens lån efter det oplyste er blevet forrentet i overensstemmelse med indklagedes almindelige sats for sådanne lån, og idet det fremgår udtrykkeligt at linedokumentet, at den stipulerede løbetid er angivet med forbehold for ændringer af indklagedes rentesats for billån uden samtidig justering af den månedlige ydelse, finder vi imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tage klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.