Spørgsmål om ansvar i forbindelse med aftale om formuepleje.
| Sagsnummer: | 802/2009 |
| Dato: | 24-01-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar i forbindelse med aftale om formuepleje. |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med en formueplejeaftale.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1927, var kunde i Lokalbanken i Nordsjælland, nu Handelsbanken, hvor hun bl.a. havde et åbent værdipapirdepot nr. -676, som ved udgangen af 2005 havde en værdi på 1.271.267,30 kr. Depotet indeholdt bankaktier samt investeringsbeviser i Bank-Invest-afdelingerne Danske Aktier, Virksomhedsobligationer og Højrentelande.
Den 10. februar 2006 underskrev klageren en blanket om sin investeringsprofil. Det fremgår, at klageren havde erfaring med investering i obligationer, aktier og investeringsforeninger. Investeringsformålet var opsparing af frie midler. Klagerens marginalskat af kapitalindkomst var 59 %. Risikoprofilen var lav risiko beskrevet som "Sikkerhed og stabilitet. Jævnt afkast uden store kursudsving." Tidshorisonten var langsigtet, mere end syv år.
Den 8. maj 2006 underskrev klageren en aftale med banken vedrørende depotet (-676) og en tilknyttet kontantkonto. Af aftalen fremgår bl.a.:
"...
Formål
Med det formål at skabe bedst muligt afkast forvalter banken efter bedste skøn de værdipapirer og indeståender, der er omfattet af denne aftale (herefter kaldet "Aftalen").
Bemyndigelse
Du indgår i bankens formueplejekoncept, hvor du giver banken fuldmagt til at foretage og omlægge investeringer for din regning ud fra rammerne i nærværende aftale. Aftalen er indgået på de vedlagte vilkår, som er gennemgået med dig i forbindelse med din underskrift af Aftalen.
…
Du bekræfter med din underskrift at have modtaget kopi af Aftalen, de tilhørende vilkår samt den udfyldte investeringsprofil.
…"
Af vilkårene fremgår bl.a.:
"…
2. Investeringsprofil
Rammerne for dine investeringer (herunder oplysninger om investeringsformål, tidshorisont, skatteforhold, og risikoholdning) fremgår af din Investeringsprofil, der er udfyldt af kunderådgiveren i samarbejde med dig.
3. Bankens ydelser
Med udgangspunkt i bankens forventninger til den fremtidige udvikling på investeringsmarkederne, vurderer Investeringsafdelingen minimum hvert kvartal afkast-/risikoforholdet ved at investere i danske og udenlandske aktier, obligationer og andre investeringsmuligheder. På den baggrund fastlægges sammensætningen af værdipapirer i en række modelporteføljer.
Modelporteføljerne er baseret på en god risikospredning til forskellige markeder, lande og sektorer. De indeholder typisk investeringsforeninger, der investerer i danske og udenlandske aktier og obligationer samt evt. strukturerede (sammensatte) produkter og investeringsselskaber. Risikospredningen opnås nemlig oftest bedst og billigst gennem investeringsforeninger og -selskaber.
Endvidere vil sammensætningen af papirer ske under hensyntagen til, om det forventede afkast på det enkelte papir kan opnås inden for modelporteføljens angivne tidshorisont uden at løbe en stor risiko.
Hvis papirsammensætningen i dit depot afstikker væsentligt fra sammensætningen i modelporteføljerne, vil banken af egen drift og uden forudgående kontakt til dig foretage de handler, der igen bringer dit depot i bedst mulig balance med modelporteføljerne. Denne rebalancering omfatter den tilhørende afkastkonto, dog fratrukket det minimumsindestående, som du evt. har ønsket.
…"
Banken har under sagen fremlagt oversigter over formueplejeordningens indhold og værdi i de følgende år.
Ved udgangen af 2006 havde formueplejeordningen en værdi på 1.350.216 kr. fordelt med ca. 60 % i BankInvest Korte danske obligationer, Højrentelande og Højrente Lokal Valuta, ca. 20 % i BankInvest Danske Aktier og Europæiske Aktier og ca. 20 % i enkeltaktier, (Lokalbanken og D.A.R.T. Ltd.).
Ved udgangen af 2007 havde formueplejeordningen en værdi på 1.411.434 kr. I løbet af året var en del investeringsbeviser baseret på danske aktier blevet omlagt til nordiske aktier (Amber Nordic Alpha) samt kontanter.
Ved nota af 20. juni 2008 blev der købt for ca. 470.000 kr. obligationer 2 % Nykredit 2009 til depotet.
Ved nota af 2. september 2008 blev der købt for ca. 180.000 kr. obligationer 2 % Realkredit Danmark til depotet. Samme dag blev der købt enkeltaktier og aktiebaserede investeringsbeviser for i alt ca. 385.000 kr.
Den 18. december 2008 opsagde klageren formueplejeaftalen.
Ved udgangen af 2008 havde formueplejeordningen en værdi på 1.105.772 kr. fordelt med ca. 300.000 kr. i enkeltaktier og aktiebaserede investeringsbeviser, ca. 655.000 kr. i korte danske realkreditobligationer og ca. 150.000 kr. i kontanter.
Klageren har fremlagt en opgørelse, der viser et tab på 210.034,49 kr. på værdipapirerne i formueplejeordningen i perioden 2. september 2008 - 6. januar 2009.
Banken har opgjort klagerens tab på formueplejeordningen til 124.137 kr.
Afkastet af formueplejeordningen var i 2006 ca. 3 %, i 2007 ca. 2 % og i 2008 ca.÷19 %.
Parternes påstande.
Den 14. juli 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken (Lokalbanken i Nordsjælland) skal betale en erstatning 210.000 kr. eller et beløb efter Ankenævnets skøn.
Handelsbanken (Lokalbanken i Nordsjælland) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at bankens investeringer under formueplejeaftalen ikke stemte med hendes risikoprofil, som var lav risiko præciseret ved ønske om "sikkerhed og stabilitet" og et "jævnt afkast uden store kursudsving".
Valget af en forsigtig risikoprofil med et jævnt afkast var navnlig begrundet i hendes alder.
Hun stolede på, at banken disponerede i overensstemmelse med aftalen og havde ikke anledning til at reklamere.
Afkastet i 2006 og 2007 var jævnt og beskedent.
Så sent som den 2. september 2008, hvor finanskrisen var en realitet, fastholdt banken sin strategi med en uforholdsmæssig stor andel aktier og foretog nye køb af enkeltaktier. Fordelingen mellem aktier og obligationer var på daværende tidspunkt ca. 50/50.
Den lange investeringshorisont, der fremgår af investeringsprofilen, begrunder ikke, at der blev foretaget risikable investeringer. Hvis investeringerne begrundes med den lange investeringshorisont, var risikoprofilen overflødig.
Fra tidspunktet for handlerne den 2. september 2008 og til formueplejeaftalens ophør den 18. december 2008 skete der ingen handler. Det bestrides derfor, at banken med henblik på at reducere porteføljerisikoen hurtigt skulle have taget bestik af den opståede situation og reageret ved at ændre på klagerens depotsammensætning.
Størrelsen af det negative afkast i 2008 viser i sig selv, at investeringerne ikke stemte med risikoprofilen.
Udviklingen efter opsigelsen af formueplejeaftalen er sagen uvedkommende.
Handelsbanken (Lokalbanken i Nordsjælland) har anført, at investeringerne blev foretaget med udgangspunkt i den af klageren angivne investeringsprofil. På daværende tidspunkt var det sædvanligt at investere op til 50 % i aktier, når investor angav at have lav risiko og lang investeringshorisont. Investeringerne blev derfor foretaget på et fagligt forsvarligt grundlag.
Klageren blev løbende orienteret om investeringerne og depotets sammensætning, uden at dette gav anledning til indsigelser fra klagerens side.
Sammenholdt med klagerens lange investeringshorisont måtte den valgte lave risikovillighed forstås således, at der ikke alene kunne placeres midler i korte statsobligationer eller som kontant indskud. Dette understøttes af, at klageren ikke før i 2008 anfægtede, at der lå aktier i depotet.
Investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande og Højrentelande Lokal Valuta var i perioden fra investeringstidspunktet frem til den 22. april 2009 kategoriseret som lav risiko.
Reduktionen af danske aktier til fordel for nordiske aktier samt kontanter skete med henblik på at øge afkastet under en forventet uændret volatilitet.
Banken kunne ikke forudse krisen i 2008 eller dennes omfang, men reagerede hurtigt ved at tage bestik af den opståede situation. Likviditeten på obligationsplaceringen blev øget ved at investere direkte i korte realkreditobligationer. Kontantbeholdningen blev øget, og for så vidt angår aktieinvesteringerne skete der både en reduktion af enkeltaktier og en omlægningen til C20-selskaber.
Placeringen i 2008 med 58 % - 72 % i obligationer og resten i en kombination af aktier, investeringsforeninger og kontanter var inden for rammerne af formueplejeaftalen.
Det negative afkast på 19 % på klagerens depot kan sammenlignes med C20 som faldt med 46 % i 2008.
Aktierne, som klageren har beholdt, har medført pæne afkast i 2009 og 2010.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Erik Sevaldsen og Peter Stig Hansen – udtaler:
Klagerens ønske om en lav risiko udelukkede ikke, at en del af klagerens portefølje blev placeret i værdipapirer med en risiko, der oversteg risikoen på danske stats- og realkreditobligationer og værdipapirer, som kan sidestilles hermed.
I juni og september 2008 blev der gennemført en omlægning af formueplejeordningen, hvor hovedparten blev placeret i korte danske realkreditobligationer og kontant, mens den resterende portefølje bestod af enkeltaktier og aktiebaserede investeringsbeviser.
Sammenholdt med klagerens relativt lange investeringshorisont på over syv år finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fordelingen lå uden for rammerne af formueplejeaftalen.
To medlemmer – Maria Hyldahl og Hans Daugaard – udtaler:
Handelsbanken (Lokalbanken i Nordsjælland) havde indgået en aftale om formuepleje med klageren, hvoraf fremgik, at klagerens risikoprofil var "lav risiko". Ikke desto mindre placerede banken oprindeligt klagerens midler med kun 33 % i sikre stats- og realkreditobligationer, og resten blev placeret i usikre obligationer samt 40 % i aktier, heraf over 10 % i bankens egen aktie.
Banken har anført, at investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande og Højrentelande Lokal Valuta frem til april 2009 af udbyder var karakteriseret som lav risiko, hvorefter risikoklassifikationen blev ændret til en højere risikokategori. Vi lægger til grund, at en investering i de nævnte investeringsbeviser også oprindeligt var en højrisikoinvestering. I overensstemmelse med Ankenævnets praksis findes banken som den professionelle part under en formueplejeaftale at have et selvstændigt ansvar for at vurdere risikoen ved de af banken udvalgte værdipapirer.
Vi finder derfor, at Handelsbanken (Lokalbanken i Nordsjælland) ikke har investeret klagerens midler i henhold til formueplejeaftalen og dermed er erstatningsansvarlig. Banken har handlet i egen interesse ved på kundens vegne at vælge investeringer med høj risiko, hvilket øgede bankens provisionsindtægter, ligesom banken har handlet illoyalt ved under formueplejeaftalen at købe over 10 % egne aktier, en investering i en enkeltaktie, som er helt uforenelig med en lav risikoprofil.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.