Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse som kautionist for erhvervskassekredit. Indsigelse om gammel gæld.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hæftelse som kautionist for hendes tidligere ægtefælles erhvervskassekredit i Amagerbanken.

Sagens omstændigheder.

I 2001 ydede Amagerbanken en kassekredit til klagerens daværende ægtefælles personligt ejede virksomhed.

Den 14. september 2001 underskrev klageren en erklæring om ubegrænset kaution for engagementet.

Ved udgangen af 2001 var gælden på kassekreditten 115.968,30 kr.

Ved kreditaftale af 28. oktober 2003 blev kreditten forhøjet med 75.000 kr. til 150.000 kr.

Samme dag underskrev klageren en ny kautionserklæring til Amagerbanken, hvorefter hun hæftede for kassekreditten som kautionist, dog højst for 150.000 kr. I erklæringen bekræftede klageren, at hun havde modtaget det seneste regnskab for virksomheden, og at Forbrugerrådets og Finansrådets pjece om privat kaution var udleveret og gennemgået. Af kautionserklæringen fremgår blandt andet:

"…

Herudover bekræfter jeg, at Amagerbanken har oplyst mig om debitors øvrige kreditaftaler med Amagerbanken, herunder den aktuelle størrelse af debitors gæld for lån og kreditramme samt udnyttelse af kredit.

…"

I sommeren 2004 ydede banken virksomheden et lån 527.400 kr.

Den 15. november 2005, hvor saldoen på kreditten var 416.412,10 kr., blev kredittens maksimum ved en ny kreditaftale forhøjet med 280.000 kr. til 430.000 kr. Klageren underskrev samtidig en ny erklæring om kautionen, som uændret var begrænset til 150.000 kr. Erklæringens fortrykte tekst var enslydende med erklæringen af 28. oktober 2003.

Efter det oplyste fik banken endvidere håndpant i et af klageren udstedt ejerpantebrev på 50.000 kr. med pant i klagerens bil.

Ved brev af 20. juli 2006 blev erhvervsengagementet opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse. Ved brev af samme dato blev klageren informeret om opsigelsen.

Amagerbanken har oplyst, at man i den efterfølgende periode forsøgte at formå ægtefællen til at indgå en tilfredsstillende afviklingsordning. Et pant blev realiseret, hvorved udlånet på oprindeligt 527.400 kr. blev indfriet og kreditten blev nedbragt.

I slutningen af 2007 rykkede banken for inddækning af restgælden på kassekreditten, hvor saldoen nu var 544.479,56 kr. Banken sendte kopi af rykkerbrevene til klageren.

Ved anbefalet brev af 3. januar 2008 til henholdsvis virksomheden og klageren meddelte banken, at gælden ville overgå til inkasso, hvis den ikke var betalt senest den 10. januar 2008.

Ved breve af 11. januar 2008 meddelte banken, at gælden var overgået til inkasso.

Efter det oplyste ophørte klagerens samliv med ægtefællen i 2009.

Ved stævning af 1. oktober 2009 anlagde banken retssag mod klageren om betaling af 150.000 kr. vedrørende kautionen og 50.000 kr. vedrørende ejerpantebrevet, i alt 200.000 kr., med tillæg af procesrente fra sagens anlæg samt omkostninger.

Ifølge et supplerende processkrift af 23. februar 2010 udarbejdet af bankens advokat havde klageren oplyst, at bilen i januar 2008 var blevet totalskadet, og at hun havde modtaget en erstatning herfor på ca. 11.000 kr.

Den 25. marts 2010 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.

Banken har under sagen bl.a. fremlagt breve til klageren i januar årene 2005 - 2010 om maksimum på den kautionssikrede kredit fremsendt, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 7. Af brevene fra og med 2007 fremgår, at kredittens maksimum "udgør 0,00 kr." Om baggrunden herfor har banken anført, at maksimum på kreditten blev nulstillet den 20. juli 2006 som følge af, at ægtefællens engagement var blevet opsagt som misligholdt.

Banken har endvidere fremlagt kontoudskrifter for kassekreditten for perioden 31. marts 2004 - 30. december 2008. Banken har oplyst, at man ikke er i besiddelse af kontoudskrifter fra før denne periode.

Banken har meddelt, at man har besluttet ikke at foretage yderligere over for klageren for så vidt angår ejerpantebrevet. Sagen begrænses således til kautionsforpligtelsen på 150.000 kr.

Parternes påstande.

Den 7. april 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken skal frafalde sit krav i henhold til kautionen.

Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens rådgivning om kautionen var mangelfuld, og at kautionen i realiteten vedrørte gammel gæld.

Forhøjelserne af kassekreditten vedrørte eksisterende overtræk, og hun kautionerede således for gammel gæld.

I perioden 2003 – 2006 blev kreditten anvendt til betaling af ydelser på lånet, som hun ikke kautionerede for.

Banken undlod at informere hende om overtrækkene på kreditten. Hun fik derfor ikke rimelig mulighed for at stoppe yderligere kredit på den kautionssikrede konto. Endvidere kunne hun have forlangt, at der var blevet etableret en afdragsordning med virksomheden med henblik på at friholde hende for kautionsforpligtelsen.

Virksomhedens samlede gæld på 890.000 kr. blev afviklet med kun 5.000 kr. måned, hvilket vidner om, at virksomhedens lånemuligheder var udtømt, og at engagementet var forbundet med stor risiko. Banken udlod at informere hende herom.

Banken har alene støttet sit krav på kautionserklæringen fra 2005. Papirerne vedrørende kautionen blev underskrevet i hjemmet uden nogen form for rådgivning fra bankens side. Banken kunne ikke uden videre gå ud fra, at hun på baggrund af kautionen i 2003 var bevidst om risikoen i 2005.

Hun havde ikke noget kendskab til virksomheden.

Hun erindrer ikke at have modtaget bankens breve om varsling af lukning af virksomhedens engagement.

Banken har i strid med god bankskik tilbageholdt oplysninger og bevidst undladt at rådgive hende om risikoen ved kautionsforpligtelsen.

Banken har varetaget sine egne interesser ved at søge at opnå sikkerhed for sit engagement med virksomheden, som banken vidste havde været insolvent i årevis.

Amagerbanken har anført, at klageren gentagne gange ved sin underskrift har bekræftet at være gjort bekendt med konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder den 28. oktober 2003 ved gennemgang og udlevering af Forbrugerrådets og Finansrådets pjece om kaution.

Klageren bekræftede endvidere, at hun havde modtaget kopi af seneste regnskab fra ægtefællens virksomhed, at kautionsforpligtelsen ikke udelukkede banken fra at yde ægtefællen nye lån eller kreditter, og at hun var blevet oplyst om ægtefællens øvrige kreditaftaler med banken.

Klageren må antages løbende af have været bekendt med ægtefællens økonomiske situation. Som ægtefælle havde klageren naturlig tilgang til oplysninger om virksomheden, og havde således adgang til løbende at vurdere kautionsforpligtelsen.

Klagerens kautionsforpligtelse sikrer ikke gammel gæld.

En eventuel manglende rettidig information forud for opsigelsen af kreditten den 20. juli 2006, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 1, medfører ikke, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, idet kautionsforpligtelsen er begrænset til 150.000 kr. Klageren har ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at hendes regreskrav mod låntager er blevet forringet som følge af mangelfuld særskilt underretning.

Banken har årligt givet klageren meddelelse om kautionsforpligtelsen, jf. § 48, stk. 7.

Ved kautionserklæringen af 15. november 2005 påtog klageren sig ikke en ny kautionsforpligtelse men bekræftede alene den kautionsforpligtelse, som hun allerede havde påtaget sig den 28. oktober 2003.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved kautionserklæringen af 13. september 2001 påtog klageren sig ubegrænset kaution for ægtefællens virksomheds nyetablerede kassekredit hos Amagerbanken.

Ved kautionserklæringen af 28. oktober 2003 skete der ikke en udvidelse af klagerens hæftelse, som tværtimod blev begrænset ved et "loft" på 150.000 kr. Denne hæftelse blev uændret videreført ved kautionserklæringen af 15. november 2005, hvorved klageren endvidere fik information om, at banken havde udvidet engagement med låntager.

På baggrund af kautionserklæringernes udformning, Forbrugerrådets og Finansrådets pjece om privat kaution og de fremlagte breve fra banken til klageren må det lægges til grund, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning om kautionsforpligtelsen.

Der er ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at Amagerbanken er forpligtet til at frafalde sit krav mod klageren i henhold til kautionen, hverken helt eller delvist.

Som følge af det anførte træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.