Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for rådgivning vedrørende kurssikring.

Sagsnummer: 215/1996
Dato: 15-10-1996
Ankenævn: Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for rådgivning vedrørende kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Primo januar 1996 henvendte klageren sig til indklagedes Store Heddinge afdeling medbringende et lånetilbud fra Realkredit Danmark på et 30-årigt kontantlån på 905.000 kr. baseret på 8% obligationer samt en underskrevet fastkursaftale fra Realkredit Danmark. Tilbudet var indhentet til brug for omprioritering af klagerens ejendom. Kursen på obligationerne var efter tilbudet 96,65.

Ifølge klageren frarådede indklagedes medarbejder hende under et møde den 17. januar 1996 at foretage kurssikring, idet han oplyste, at kurserne var meget stabile, og at det derfor var unødvendigt at ofre penge på kurssikring. Hun forklarede, at hendes svoger havde oplyst, at det var vigtigt at kurssikre, hvortil rådgiveren svarede, at hendes svoger åbenbart var en forsigtig mand, der ville hende det godt, men at der ikke var nogen grund til at kurssikre her og nu. Kurssikring kunne foretages straks, hvis kurserne faldt. Hun anmodede herefter medarbejderen om at sørge for kurssikring, hvis kurserne faldt. Ifølge indklagede blev spørgsmålet om kurssikring drøftet i lyset af, at kursen på de underliggende obligationer var steget to point i forhold til kursen anført i lånetilbudet. Indklagedes medarbejder redegjorde for fordele og ulemper, hvorefter klageren besluttede at undlade kurssikring. Klageren blev oplyst om, at kurssikring kunne gennemføres på et hvilket som helst tidspunkt inden hjemtagelsen.

Den 18. januar 1996 underskrev klageren en omprioriteringsaftale. Heraf fremgår bl.a.:

"Jeg er blevet orienteret om mulighederne for at indgå aftaler om sikring af fast låneprovenu, fast rentesats eller fast indfrielsesbeløb. Hvis sådanne aftaler indgås, henvises der til særskilte kontrakter herom."

Ud for punktet "Kurskontrakt ønskes:" er anført: "Nej".

Ved et møde den 15. februar 1996 udtrykte klageren bekymring over kursudviklingen. Kursen var da faldet til 95,50. Rådgiveren beregnede, at forskellen på denne kurs og den oprindelige kurs i lånetilbudet betød en merudgift efter skat på 50 kr. pr. måned. Kurssikring blev ikke drøftet i denne forbindelse.

Indklagede anmodede den 16. februar 1996 Realkredit Danmark om afregning af lånet, hvilket fandt sted den 27. s.m. på grundlag af kursen den 22. s.m., 93,55.

Klageren har ved klageskema af 29. maj 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at "nedbringe min obligationsrestgæld med ca. 50.000 kr. med samtidig nedsættelse af den årlige ydelse på lånet."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun gjorde indklagede bekendt med sin svogers instruks. På trods heraf frarådede indklagede hende at kurssikre. Hun ønskede at kurssikre, men rådgiveren oplyste, at kurserne var meget stabile, og at det derfor var unødvendigt, ligesom kurssikring kunne foretages straks, hvis kurserne faldt. Hun anmodede om, at kurssikring i så fald blev foretaget, hvilket hun regnede med, at bankrådgiveren ville sørge for. Det bestrides, at indklagede redegjorde for fordele og ulemper ved kurssikring. Kursen faldt fra det tidspunkt, hvor hun anmodede om kurssikring til lånets udbetaling fra 98,65 til 93,55, hvilket medførte en stigning i den årlige ydelse på 6.000 kr. og en forøgelse af obligationsgælden med 50.000 kr.

Indklagede har anført, at man ikke har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af omprioriteringen. Muligheden for at foretage kurssikring blev drøftet forud for klagerens beslutning om at afvente udviklingen i håb om, at kurserne ville stige yderligere. Medarbejderen redegjorde for fordele og ulemper ved kurssikring, hvorefter klageren besluttede at undlade kurssikring. Klageren blev oplyst om, at kurssikring kunne gennemføres på et hvilket som helst tidspunkt inden hjemtagelsen. Klageren har fulgt kursbevægelserne i hele ekspeditionstiden uden at benytte sig af muligheden for at kurssikre. Klageren kunne frem til udgangen af januar have kurssikret til et højere niveau end det, der er anført i lånetilbudet.

Ankenævnets bemærkninger:

Tre medlemmer - Peter Blok, Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:

Det er ubestridt, at spørgsmålet om kurssikring af det nye lån i Realkredit Danmark blev drøftet på mødet den 17. januar 1996, og vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder begik ansvarspådragende fejl i forbindelse hermed. Dette gælder, selv om det i overensstemmelse med klagerens forklaring lægges til grund, at medarbejderen anbefalede klageren indtil videre at undlade kurssikring. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at rådgivningen var baseret på forventninger til kursudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at hun derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Vi finder det endvidere ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder påtog sig at sørge for kurssikring af lånet, såfremt kurserne begyndte at falde. Det må således lægges til grund, at klageren var bekendt med, at hun, såfremt hun på et senere tidspunkt ønskede at kurssikre, selv måtte tage initiativ hertil.

Som følge af det anførte stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.

Et medlem - Leif Nielsen, som i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:

Det må lægges til grund, at klageren på mødet den 17. januar 1996 tilkendegav, at hun ønskede at kurssikre lånet i Realkredit Danmark, men at indklagedes medarbejder frarådede dette og overtalte klageren til at undlade kurssikring. Jeg finder, at medarbejderen herved begik en ansvarspådragende fejl, og stemmer derfor for at pålægge indklagede at erstatte klageren det tab, hun har lidt ved, at lånet ikke blev kurssikret den 17. januar 1996.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.