Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

Sagsnummer: 214111840 /2015
Dato: 18-09-2015
Ankenævn:
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelse.
Indklagede: Totalkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

21411184
Bidragsforhøjelse.
Klageren optog i oktober 2010 et rentetilpasningslån F3 med afdragsfrihed hos det indklagede realkreditinstitut. Aftalegrundlaget indeholdt bestemmelser om, at der som en del af ydelserne skulle betales et bidrag, som fastsattes af instituttet, der ligeledes i lånets løbetid kunne ændre størrelsen og beregningsmåden for bidrag. I november 2011 og i maj 2013 varslede instituttet bidragsforhøjelser på klagerens lån, hvilket indebar en samlet stigning i bidraget fra 0,5 pct. til 0,9368 pct. årligt. Klageren protesterede i juni 2014 til instituttet over bidragsforhøjelserne. Instituttet fastholdt forhøjelserne og redegjorde nærmere for hjemlen og årsagen til forhøjelserne. Instituttet varslede i august 2014 prisændringer pr. 1. januar 2015 over for klageren, hvilket betød, at bidragssatsen steg til 1,0244 pct. årligt og kursfradraget fra 0,10 til 0,30 pct. kurspoint.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at bidraget på hendes lån skulle sættes ned til 0,6 pct. p.a. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at der i aftalegrundlaget var en klar hjemmel til, at instituttet kunne forhøje bidraget. Som sagen var oplyst, havde klageren ikke over for denne klare hjemmel, som klageren gennem sin accept af lånet havde tiltrådt, sandsynliggjort, at hun var blevet tilsikret eller på anden måde var blevet stillet i udsigt, at bidraget på hendes lån ikke kunne stige eller kun kunne stige til 0,6 pct. p.a. Nævnet fandt, at bidragsforhøjelsen, der var foretaget ensartet for grupper af kunder og lån, ikke kunne anses for vilkårlig. Uanset bidragsforhøjelsernes forholdsvis høje stigningstakt fandt Nævnet, at de heller ikke kunne anses for åbenbart urimelige. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at bidragssatsen lå på niveau med eller under, hvad der var sædvanligt i branchen, og at det antagelig ikke kun var kommet bag på låntagerne, men også på realkreditbranchen, at kapitalkravsændringer, kapitalfrembringelsesomkostninger m.v. samt ratingbureauernes krav om yderligere kapitalbuffere havde gjort det nødvendigt med bidragsforhøjelser på det aktuelle niveau og med den skete frekvens. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.


K E N D E L S E

afsagt den 18. september 2015



JOURNAL NR.: 2014-01-11-184-T


INSTITUT: Totalkredit A/S


KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 27. august 2015


SAGSBEHANDLER: Cand.jur. Keld Overvad Steffensen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller
Morten B. Pedersen
Jacob Elverum
Mads Laursen




SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren optog i oktober 2010 et rentetilpasningslån F3 på 780.000 kr. med afdragsfrihed hos det indklagede realkreditinstitut.

Af låne- og pantsætningsaftalen for lånet fremgår blandt andet følgende:

”Pantebrevsformular
For denne låne- og pantsætningsaftale gælder den vedhæftede Justitsministeriets almindelige betingelser AB, medmindre andet udtrykkeligt er anført.


Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen. Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets almindelige betingelser AB skal forstås som en henvisning til bestemmelser fastsat af …(indklagedes)… bestyrelse med hjemmel i …(indklagedes)… vedtægter.

Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende låne- og pantsætningsaftale.


Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.

Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.

…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidraget og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.


JUSTITSMINISTERIETS ALMINDELIGE BETINGELSER AB

1. Debitor er personlig ansvarlig for opfyldelse af forpligtelserne efter dette pantebrev og underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af vedtægterne, herunder eventuelle bestemmelser om solidarisk ansvar.”

Indklagedes Långuide indeholder følgende afsnit om bidrag:

”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelsen af lånet.

Ændring af bidrag
Bidrag kan ændres i lånets løbetid efter …(indklagedes)… beslutning.

…(Indklagede)… kan forhøje bidraget med tre måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Bidragsforhøjelsen kan ske som følge af øgede omkostninger, herunder skatter og afgifter, eller tab og nedskrivninger eller i øvrigt, hvis det er ønskeligt for …(indklagede)… af indtjeningsmæssige grunde, herunder – men ikke alene – behov for forbedring af kapitalgrundlaget.

…(Indklagede)… kan ændre beregningsmetoden for bidraget med tre måneders varsel til en termin, med virkning fra førstkommende termin, hvis det er ønskeligt for …(indklagede)… af administrative, markedsmæssige eller konkurrencemæssige grunde.”

Den 21. november 2011 varslede indklagede prisforhøjelser over for klageren:

”Nye priser på realkreditlån
…(Indklagede…) oplever ligesom de øvrige realkreditinstitutter stigende krav til, hvor meget kapital, vi skal have som sikkerhed for kundernes lån. Samtidig er kapitalen blevet dyrere at anskaffe. Det betyder, at …(indklagedes)… omkostninger er steget.

Fra 1. april 2012 forhøjer vi derfor for første gang i …(indklagedes)… 20-årige historie bidragssatsen på alle realkreditlån. Det forhøjede bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af juni måned 2012.

Hvor meget bidragssatsen forhøjes, afhænger af hvilket lån du har. På lån med fast rente og afdrag forhøjes bidragssatsen med 0,05 procentpoint. Alle andre lån forhøjes med 0,10 procentpoint.

Hvad betyder det for dig?
Bidragssatsen på dit lån ændres fra 0,5000 til 0,6000 procent årligt.

Som tommelfingerregel kan du regne med, at for hver million, du har lån, vil det øge bidraget med følgende beløb pr. måned:

Med afdrag afdragsfri
Fastforrentede lån
- Før skat 45 kr. 85 kr.1
- Efter skat 30 kr. 60 kr.1
Lån med variabel rente
- Før skat 85 kr. 85 kr.
- Efter skat 60 kr. 60 kr.
1 Når den afdragsfrie periode ophører, vil bidragssatsen falde med 0,05 procentpoint.”

Ved brev af 27. maj 2013 varslede indklagede på ny prisforhøjelser over for klageren:

”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital, vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.

Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.

Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.

Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F3) variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,6000
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,9368
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 780.000,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 3.151,31
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr.
656,76

…”

Klageren protesterede ved brev af 28. juni 2014 til indklagede over bidragsforhøjelserne:

”Jeg vil gerne klage, da jeg ligesom …(en klager, som havde indgået forlig med indklagede)… ikke har optaget mit lån som et bidrags-tilpasningslån, men som et rentetilpasningslån. Jeg kan forstå den stigning på 0,1 procent, der kom i 2012, men en stigning fra 0,5% til 0,9368% (næsten det dobbelte) på 3 år, synes jeg ikke er acceptabelt. Jeg skal være forberedt på, at renten kan stige, men denne forholdsvis store stigning på bidrag, har jeg ingen chance for at gardere mig mod.

Jeg håber, I vil se på sagen, og at udfaldet bliver positivt, ellers må jeg gå videre med klagen.”

Indklagede besvarede den 14. juli 2014 klagerens henvendelse:

”…(Indklagedes)… adgang til at hæve bidraget fremgår af låneaftale og pantebrev, og det er yderligere uddybet i Långuiden, som du fik udleveret ved optagelse af lånet.

Vi kan dog godt forstå din ærgrelse over, at vi hæver bidragssatsen, og vi ville gerne have undgået det.

Men …(indklagedes)… indtjening er helt afgørende for, at vi også i fremtiden er i stand til at yde boliglån til konkurrencedygtige priser. Vi bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån, og derfor er vi nødsaget til at hæve bidragssatsen. På den måde bringer vi bidragssatserne op på et niveau, der harmonerer med de markedsmæssige vilkår, som gælder i dag.

Bidragsforhøjelsen på eksisterende og nye lån vil tilsammen dække en del af de ekstraomkostninger, som vi i dag har i forbindelse med at yde realkreditlån. Vi effektiviserer løbende og gennemfører omkostningsbesparelser, men for at opfylde de kommende lovkrav er vi nødt til også at øge indtægterne på vores udlån.

Du skal vide, at selvom bidragssatsen stiger, så er realkreditlån fortsat en meget attraktiv måde at finansiere dit hus på.

Vi har gennemgået dine lån, og de oplyste bidragssatser er korrekt fastsat, jf. …(indklagedes)… prisliste, som du kan finde på …(indklagedes hjemmeside)….

I forbindelse med udfærdigelsen af et lånetilbud bliver der foretaget en belåningsvurdering af ejendommen og på baggrund af denne belåningsvurdering bliver der fastsat et belåningsinterval for det nye lån. Belåningsintervallet fastsættes for hele lånets løbetid og danner grundlag for bidragssatsen.”

Indklagede varslede ved brev af 28. august 2014 nye prisændringer over for klageren:

”Nye priser på realkreditlån
1. januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssats og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.

Realkreditlån fra …(indklagede)… vil fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på.

Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.

Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F3) variabel rente
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 780.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,9368
Ny årlig bidragssats fra 01. januar 2015 i pct. 1,0244
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 170,82
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,20
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende rentetilpasning (før skat) 65
…”

Herefter blev sagen indbragt for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at bidraget på klagerens lån skal sættes ned til 0,6 pct. p.a.

Indklagede påstår frifindelse.





KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren finder det urimeligt, at bidragssatsen er steget tre gange inden for fire år, så den pr. 1. januar 2015 runder en fordobling af bidraget, siden hun købte huset i november 2010.

En sådan udvikling var ikke til at forudse, og det fortsætter tilsyneladende.

Hun stiller spørgsmål ved, om det kan forholde sig sådan, at indklagede blot kan blive ved med at forhøje bidragssatsen, som det passer indklagede.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren pr. 5. oktober 2010 fik udbetalt et afdragsfrit kortrentelån F3 på 780.000 kr. Lånet refinansieres næste gang pr. 30. september 2016. Lånets afdragsfrihed udløber den 30. juni 2020.

Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af låne- og pantsætningsaftalen fra 2010. Denne suppleres af indklagedes Långuide.

Af såvel låne- og pantsætningsaftalen som Långuiden fremgår det, at bidragets størrelse og beregningsmåde fastsættes af indklagede ved lånets udbetaling, og at indklagede i lånets løbetid kan ændre såvel størrelsen som beregningsmåden for bidrag. Långuiden indeholder desuden en angivelse af, hvilke forhold som kan udløse sådanne ændringer.

Indklagede har varslet bidragsstigninger over for klageren. Varslingerne er sket i overensstemmelse med gældende regler, ankenævnspraksis og ovenstående aftalegrundlag mellem klageren og indklagede.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at indklagede er berettiget til at hæve bidragssatsen som varslet over for klageren.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Der er i aftalegrundlaget en klar hjemmel til, at indklagede kan forhøje bidraget. Som sagen er oplyst, har klageren ikke over for denne klare hjemmel, som klageren gennem sin accept af lånet har tiltrådt, sandsynliggjort, at klageren er blevet tilsikret eller på anden måde er blevet stillet i udsigt, at bidraget på hendes lån ikke kunne stige eller kun kunne stige til 0,6 pct. p.a.

Nævnet finder, at bidragsforhøjelsen, der er foretaget ensartet for grupper af kunder og lån, ikke kan anses for vilkårlig. Uanset bidragsforhøjelsernes forholdsvis høje stigningstakt finder Nævnet, at de heller ikke kan anses for åbenbart urimelige. Nævnet bemærker i den forbindelse, at bidragssatsen ligger på niveau med eller under, hvad der er sædvanligt i branchen, og at det antagelig ikke kun er kommet bag på låntagerne, men også på realkreditbranchen, at kapitalkravsændringer, kapitalfrembringel-sesomkostninger m.v. samt ratingbureauernes krav om yderligere kapitalbuffere har gjort det nødvendigt med bidragsforhøjelser på det aktuelle niveau og med den skete frekvens.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen
Formand Sekretariatschef