Rådgivning om kurssikring.
| Sagsnummer: | 414 /1998 |
| Dato: | 18-05-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Rådgivning om kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar som følge af mangelfuld rådgivning om kurssikring i forbindelse med en omprioritering af klagernes ejendom.
Sagens omstændigheder.
Under et møde i indklagedes Albertslund afdeling den 9. juli 1998 blev det drøftet at omlægge et eksisterende 8% obligationslån med en restgæld på ca. 822.000 kr. i klagernes ejendom til et 5% obligationslån på 910.000 kr. Den aktuelle kurs på 5% obligationer var 92,57039. Indklagede beregnede, at klagerne ved omlægningen kunne opnå en ydelsesbesparelse på netto 5.102 kr. det første år. I beregningen var indregnet 10.399 kr. til differencerenter ved straksindfrielse af det eksisterende lån.
Ved skrivelse af 17. juli 1998 meddelte indklagede klagerne, at Danske Kredit havde bevilget den under mødet skitserede omlægning.
Under et nyt møde hos indklagede den 23. juli 1998 underskrev klagerne en omprioriteringsaftale, hvorefter indklagede skulle forestå hjemtagelsen af omprioriteringslånet og indfrielsen af det eksisterende lån. Ifølge aftalen skulle omprioriteringslånet hjemtages, når pantebrevet var tinglyst. Rubrikkerne i aftalen vedrørende kurssikring blev ikke afkrydset, men muligheden for at kurssikre blev drøftet under mødet. En rubrik med teksten "Der indgås ikke kurskontrakt/fastkursaftale." blev afkrydset af indklagedes medarbejder efterfølgende, ifølge indklagede efter en telefonsamtale med den ene af klagerne den 24. juli 1998.
Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder lagde stor vægt på, at det var deres egen beslutning, om de ville kurssikre. De forstod dog på medarbejderen, at det var bedst ikke at kurssikre. Det blev fremhævet, at kurssikring var forbundet med omkostninger, og at tinglysningsekspeditionen ville tage ca. 8 uger, hvorfor det var for tidligt at kursfastsætte. De fik oplyst, at de til enhver tid kunne ombestemme sig og kurssikre. Kurserne forventedes at stige som følge af et forøget antal omprioriteringer efter sommerferien. Medarbejderen oplyste, at hun havde lidt tab ved at have kurssikret i forbindelse med en omprioritering af sin egen ejendom. Det blev ikke oplyst, at det var en dårlig idé ikke at låse kursen, ligesom indklagede undlod at beregne de økonomiske konsekvenser ved eventuelle kursudsving. Det bestrides, at indklagede oplyste, at kursfaldet allerede havde medført en difference på 3.500 kr.
Indklagede har anført, at klagerne under mødet blev rådgivet om og opfordret til at kurssikre det nye lån. Klagerne ønskede ikke at kurssikre, da kursen på lånet var faldet siden udstedelsen af lånetilbuddet. Dette havde medført et kurstab på ca. 3.500 kr., som klagerne ville forsøge at optjene i forventning om kursstigning. Det blev endvidere oplyst, at ekspeditionstiden for tinglysning i den aktuelle retskreds var ca. 8. uger.
Den 24. juli 1998 rettede indklagede telefonisk henvendelse til klagerne med oplysning om den aktuelle kurs på de obligationer, der lå til grund for lånetilbuddet. Indklagede har anført, at man på ny opfordrede klagerne til at kurssikre, men at de fortsat ikke ønskede dette. Klagerne har bestridt, at indklagede opfordrede til kurssikring. De blev spurgt, om de stadig stod fast ved, hvad der var aftalt, hvilket de bekræftede.
På baggrund af en telefonisk henvendelse fra indklagede til klagerne den 28. juli 1998 blev det eksisterende lån opsagt til indfrielse pr. den 1. oktober 1998. Indklagede fremsendte samme dag en skriftlig opsigelse, som blev underskrevet af klagerne.
I perioden ultimo august til ultimo september 1998 var der løbende kontakt mellem klagerne og indklagede.
Klagerne har anført, at de på grund af faldende kurser ønskede at sætte omprioriteringssagen i bero, hvilket viste sig ikke at være muligt på grund af opsigelsen af det eksisterende lån. De forhørte sig om muligheden for i stedet at hjemtage et 6% lån, da kursen herpå var bedre, men da den ekspederende medarbejder var på kursus, var det ikke muligt at få beregnet konsekvensen heraf. Det blev efterfølgende oplyst, at de havde tabt 10.000 kr. ved ikke at kurssikre, men at der var taget højde herfor ved de beregninger, der lå til grund for omprioriteringen. Det bestrides, at de blev opfordret til at kurssikre.
Indklagede har anført, at klagerne løbende blev orienteret om kursudviklingen og blev opfordret til at kurssikre. Den 1. september 1998 var provenuet af omprioriteringslånet reduceret med ca. 10.000 kr. på grund af kursfald. Denne reduktion svarede til det beløb, som i beregningen var afsat til differencerenter, som klagerne ved indfrielsen til termin ikke ville komme til at betale. En kurssikring på dette tidspunkt ville derfor ikke medføre underskud ved omprioriteringen. Den 23. september 1998 meddelte klagerne, at de overvejede i stedet at hjemtage et 6% lån. Hertil blev meddelt, at dette skulle ske hurtigst muligt, da lånet snart skulle udbetales.
Den 25. september 1998 blev omprioriteringslånet kurssikret. Lånet blev hjemtaget den 1. oktober 1998 til kurs 88,23991. For fastkursaftalen beregnedes et gebyr på 600 kr.
Klagerne har anført, at kursen blev fastlåst til 88,33, hvilken kurs blev bekræftet af en navngiven medarbejder. Indklagede har anført, at man ikke erindrer, at der skulle være aftalt kurs 88,33, og at denne kurs ikke kan identificeres.
Ved sagens afslutning udviste klagernes omprioriteringskonto et underskud på 26.185,26 kr.
Parternes påstande.
Den 1. december 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille dem, som om omprioriteringslånet var afregnet til kurs 92,57039, svarende til kursen den 9. juli 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede har handlet ansvarspådragende ved at foranledige det eksisterende lån opsagt før hjemtagelsen af det nye lån, og at indklagede har ydet mangelfuld rådgivning om kurssikring. Indklagede burde have opfordret dem til at kurssikre og burde have oplyst om risikoen ved at undlade kurssikring. På baggrund af indklagedes rådgivning var det deres klare opfattelse, at omkostningerne ved kurssikring var for store, og at det var bedst for dem at undlade kurssikring. På grund af den ekspederende medarbejders fravær blev de henvist til andre medarbejdere, som ikke var i stand til at yde den rådgivning under forløbet, som de kunne forvente. Det fastholdes, at kursen den 25. september 1998 blev fastlåst til kurs 88,33. Under hensyn til forløbet burde indklagede have afstået fra at opkræve gebyret på 600 kr. for fastkursaftalen. I forbindelse med indgåelsen af fastkursaftalen erkendte afdelingens souschef, at sagen ikke var blevet behandlet som den burde.
Indklagede har anført, at man har ydet klagerne en grundig og fyldestgørende rådgivning om kurssikring, og at man gentagne gange opfordrede klagerne til at kurssikre. Klagerne modtog envidere en skriftlig vejledning om kurssikring sammen med lånetilbuddet. Det beror således alene på klagernes beslutning, at der ikke er kurssikret. Afdelingen har til enhver tid stået til rådighed for klagerne. Det bestrides, at man i afdelingen har givet udtryk for, at der var lavet fejl i sagen. Man har udelukkende søgt at få belyst, hvori klagen bestod.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt, at spørgsmålet om kurssikring af omprioriteringslånet blev drøftet med klagerne på mødet den 23. juli 1998, og at klagerne herefter traf beslutning om at undlade kurssikring. Klagerne fik oplyst, at de senere kunne ombestemme sig og foretage kurssikring, men uanset faldende kurser lod klagerne først lånet kurssikre den 25. september 1998, kort tid før hjemtagelsen. Det var ingen fejl, men i overensstemmelse med en sædvanlig fremgangsmåde, at det eksisterende lån blev opsagt til indfrielse forud for hjemtagelsen af det nye lån. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at der er begået ansvarspådragende fejl af indklagedes medarbejder. Dette gælder, selv om det i overensstemmelse med klagernes forklaring lægges til grund, at medarbejderen ikke positivt tilrådede dem at kurssikre.
Det er ikke godtgjort, at klagernes repræsentant i forbindelse med kurssikringen den 25. september 1998 fik oplyst en kurs på 88,33.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.