Omlægning af kautionssikret lån m.m.
| Sagsnummer: | 378/1997 |
| Dato: | 20-04-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omlægning af sikrede lån
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Omlægning af kautionssikret lån m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 12. august 1988 ydede indklagede klagerens søn og svigerdatter et lån på 83.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.250 kr., første gang den 1. september 1988. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist gældsbrevet (lån nr. -091).
Af påtegning af 24. november 1988 på gældsbrevet fremgår, at klageren accepterede "udsættelse af afdrag i 2 måneder". Ved skrivelse af 27. september 1990 meddelte klageren accept af, at debitor blev fritaget for "at indbetale afdrag" på lånet for en periode af 5 måneder fra den 1. oktober 1990. Ved skrivelse af 18. april 1991 gav klageren tilladelse til, at debitor undlod "at indbetale afdrag" på lånet den 1. maj, 1. juni og 1. juli 1991. Den 1. juli 1991 underskrev klageren en erklæring om, at lånet "er nedbragt til kr. 56.085,15 og er afdragsfri fra den 1/8-91 frem til den 1/8-92, dog således at der fra den 1/2-92 betales renter".
I forbindelse med klagerens søns og svigerdatters skilsmisse i foråret 1993 frigav indklagede ægtefællen som debitor som et led i opdelingen af parternes engagement. Den 18. marts 1993 blev der oprettet nyt gældsbrev for kautionslånet (lån -091). Af gældsbrevet, der alene angav klagerens søn som debitor, fremgår:
"Underskrevne:
[klagerens søn]
erkender at skylde [indklagede] kr. 38.061,46 (det lånte beløb - nuværende restgæld). Det lånte beløb og påløbne renter i alt kr. 54.818,78 (se opgørelse under "Kreditomkostninger") - forudsat uændret rentesats - tilbagebetales med 45 ydelser på hver kr. 1.200,00, og 1 ydelse (sidste ydelse) på kr. 818,78, i alt 46 ydelser. Ydelserne forfalder til betaling den 1. i hver måned, første gang den 01.04.93.
......
AFREGNING
Det lånte beløb, nuværende restgældkr. 38.061,46"
Den 19. marts 1993 fremsendte indklagede gældsbrevet til klageren, der ikke bor i den landsdel, hvor indklagede driver virksomhed. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår ved afkrydsning "ifølge aftale". Ved tilbagesendelsen af gældsbrevet afkrydsede klageren ud for "tilbagesendes i godkendt stand" og anførte "idet jeg regner med at blive orienteret, såfremt der sker ændringer m.m." Gældsbrevet blev underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist. Klagerens underskrift er anbragt ved siden af sønnens underskrift som debitor. Sønnen var ifølge gældsbrevet eneste debitor.
Ved skrivelse af 28. september 1993 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med to ydelser. Klageren bestrider at have modtaget skrivelsen, der i adresseangivelsen ikke angiver lejlighedsnummeret på den lejlighed, som hun bebor.
Ved skrivelse af 7. september 1994 meddelte indklagede klageren, at debitor ikke havde indbetalt på lånet siden 13. juli 1994. Ved påtegning på skrivelsen meddelte klageren indklagede, at hun havde taget kontakt til sønnen om betalingen.
Ved skrivelse af 25. januar 1995 fremsendte indklagede til klageren udskrift over samtlige indbetalinger på lånet siden 1. januar 1994 med bemærkning om, at der ikke var indbetalt ydelser i december måned 1994. Ved skrivelse af 22. februar 1995 meddelte indklagede klageren, at debitor senest havde indbetalt 1.100 kr. samme måned, hvorfor der manglede 100 kr. I skrivelsen oplyste indklagede, at man siden sommeren 1993 jævnligt havde rykket debitor; siden foråret 1994 var al post kommet retur med oplysning om, at adressaten var ubekendt efter adressen. Klageren underrettede herefter indklagede om sønnens adresse.
Ved skrivelser af 27. juli og 25. august 1995 meddelte indklagede klageren, at ydelserne for juli og august ikke var betalt, og at lånet ville blive overgivet til inkasso, såfremt 2.400 kr. ikke var modtaget den 8. september 1995. Klageren meddelte indklagede, at hun havde haft kontakt med sin søn, som havde oplyst, at der allerede var indbetalt et mindre beløb, og at indklagede ville modtage et større beløb i løbet af ugen.
Ved skrivelse af 26. oktober 1995 til klageren meddelte indklagede, at debitor efter klagerens seneste meddelelse havde indbetalt 500 kr. den 31. august og 1.200 kr. den 11. september. Klageren blev opfordret til at foranledige, at debitor på ny indbetalte på lånet.
Ved skrivelse af 25. januar 1996 meddelte indklagede klageren, at man siden skrivelsen af 26. oktober 1995 havde modtaget 800 kr. Klageren blev opfordret til at foranledige debitor til senest den 2. februar 1996 at indbetale mindst 1.200 kr.
Ved skrivelse af 16. april 1996 meddelte indklagede, at debitor ikke overholdt de aftalte ydelser, hvorfor klageren blev anmodet om senest den 30. s.m. at indbetale 1.200 kr.
Ved skrivelse af 25. februar 1997 meddelte indklagede klageren, at seneste indbetaling på lånet var foretaget den 4. november 1996, og at lånet ville blive overgivet til inkasso, såfremt man ikke modtog mindst 1.200 kr. senest den 7. marts 1997.
Ved skrivelse af 27. februar 1997 svarede klageren, at hun ville foranledige de 1.200 kr. indbetalt, når hun havde modtaget en opgørelse over indgåede afdrag i 1996 og skyldigt beløb pr. 31. december 1996.
Ved skrivelse af 14. april 1997 meddelte klageren indklagede, at hun under henvisning til en række konkrete omstændigheder ikke fandt, at indklagede kunne gøre kautionen gældende. Indklagede afviste klagerens indsigelser. Efter yderligere korrespondance parterne imellem overgav indklagede i juni 1997 sagen til inkasso mod klageren. Den 17. oktober 1997 udtog indklagedes advokat stævning mod klageren med påstand om betaling af 40.824,43 kr. med tillæg af rente. Sagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Indklagede har fremlagt en oversigt over lånets afvikling, hvoraf fremgår:
År Renter Ydelse Saldo Ultimo 1988 kr. 4.411,51 kr. 9.000,- kr. 78.411,51 1989 kr. 10.977,39 kr. 22.500,- kr. 66.888,90 1990 kr. 9.505,10 kr. 20.250,- kr. 56.144,00 1991 kr. 9.080,52 kr. 4.500,- kr. 60.724,52 1992 kr. 8.836,94 kr. 24.750,- kr. 44.811,46 1993 kr. 6.426,40 kr. 10.800,- kr. 40.437,86 1994 kr. 5.898,19 kr. 1.900,- kr. 44.436,05 1995 kr. 6.023,12 kr. 8.700,- kr. 41.759,17 1996 kr. 5.204,18 kr. 7.400,- kr. 39.563,35
Indklagede har desuden fremlagt kontoudskrifter for lånet for perioden 31. december 1992 - 31. december 1996.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at undlade at gøre kautionsforpligtelsen gældende samt at betale erstatning for omkostninger 4.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med afgivelsen af den fornyede kautionserklæring i marts 1993 undlod at gøre opmærksom på, at der var tale om lånet fra 1988 og altså ikke et nyt lån. Hun finder ikke, at angivelsen i gældsbrevet - "det lånte beløb - nuværende restgæld" - angiver, at der var tale om en videreførsel af det oprindelige lån. Indklagede undlod tillige at meddele, at meddebitor blev frigivet som debitor. Ved underskrivelsen i marts 1993 var det således hendes opfattelse, at der var tale om et nyt lån, da hverken debitorerne eller ydelsen på lånet var identiske med det oprindelige lån. For så vidt angår de afvigelser i lånets afvikling, som hun forud for marts 1993 havde givet tilsagn om, fremgår det, at hun alene accepterede, at afdrag ikke betaltes. Dette måtte naturligt forstås således, at renter skulle betales, jf. herved også erklæringen fra juli 1991, hvoraf direkte fremgår, at der for en periode i hvert fald skulle betales renter. Indklagede har ikke meddelt, at der ikke blev betalt renter. Indklagede har, efter at hun afgav kautionen, ydet sønnen yderligere lån, men indklagede har undladt at besvare hendes anmodning om at oplyse om disse lån. Hun finder, at sådanne oplysninger er af betydning, idet lånene muligt, da hun kautionerede i marts 1993, var misligholdte, uden at dette blev oplyst over for hende. Indklagede har yderligere tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet der ikke er givet underretning ved anbefalet skrivelse i forbindelse med henstand med afdrag ud over 6 måneder. Fra lånets forlængelse i marts 1993 og frem til februar 1997 er der udeblevet 33 ydelser, heraf 8 delvise udeblivelser, og 25 ydelser er helt udeblevet. Hun er alene blevet underrettet om, at 6 ydelser helt eller delvis udeblev, og disse er næsten til 100% foranlediget indbetalt. Ved de fremsendte rykkerskrivelser er hun ikke blevet gjort opmærksom på, at lånet ud over den aktuelt udeblevne ydelse var i restance. Indklagede har endvidere uden hendes samtykke frigivet den ene af de oprindelige debitorer.
Indklagede har anført, at frem til marts 1993 gav klageren tilsagn om, at der i perioder ikke betaltes på lånet, og dette er baggrunden for, at dette ikke var indfriet ved ændringen i marts 1993. Af det i marts 1993 etablerede gældsbrev fremgår, at der ikke var tale om et nyt lån. Efter skilsmissen i 1993 var debitor i formentlig en meget lang periode uden arbejde, hvorfor det ikke kan være en overraskelse, at betalingsevnen ikke var god.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den af klageren den 1. juli 1991 underskrevne erklæring fremgår, at lånet var nedbragt til 56.085,15 kr. Klageren gav ved erklæringen tilladelse til, at lånet kunne være afdragsfrit i perioden 1. august 1991 til 1. august 1992, dog at der fra 1. februar 1992 skulle betales renter. Ankenævnet finder herefter, at klageren ved lånets omlægning i marts 1993 måtte være klar over, at lånet fra marts 1988 ikke i fuldt omfang kunne være afviklet ved betaling af den sædvanlige ydelse på 2.250 kr. månedligt. Ankenævnet finder derfor at måtte tilsidesætte klagerens indsigelse om, at hendes kaution er afgivet for gammel gæld, idet der alene var tale om en fornyet kautionserklæring for den restgæld, hun allerede havde kautioneret for.
For så vidt angår klagerens indsigelse om, at hun ikke havde givet tilladelse til, at den tidligere svigerdatter udgik som debitor, bemærkes, at det klart fremgår af gældsbrevet af 18. marts 1993, at sønnen var enedebitor. Ankenævnet lægger herefter til grund, at klageren var klar over, at sønnens tidligere ægtefælle ikke længere var debitor for den restgæld, der var omhandlet i gældsbrevet.
For så vidt angår indklagedes underretning til klageren om opståede restancer bemærkes, at skrivelsen af 28. september 1993, der ikke var sendt anbefalet, og som klageren bestrider at have modtaget, ikke kan anses for afgivet over for klageren. Indklagede har herefter ikke forholdt sig som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 41. Imidlertid er det ikke godtgjort, at klagerens regreskrav mod debitor blev forringet som følge heraf.
Ankenævnet finder efter det anførte intet grundlag for at anse klageren for frigjort fra kautionsforpligtelsen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.