Forrentning af låneomkostninger m.v.
| Sagsnummer: | 66 /1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Forrentning af låneomkostninger m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 26. juni 1986 gav indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren og dennes ægtefælle et lånetilsagn på 137.971 kr. med tillæg af 4.354 kr. til dækning af lånets etableringsomkostninger til køb af en personbil samt indfrielse af et tidligere ydet billån opgjort pr. 4. juni 1986 til 68.273,34 kr. Ifølge lånetilsagnet skulle lånet ydes på de i et løsørepantebrev på 137.971 kr. anførte vilkår. Af dette fremgår følgende:
"Pantebrevet forrentes med en var. rente på p.t. 11,750% p.a. fra den 1-7 86 at regne. Renten tilskrives hver måned og reguleres i forhold til Kbh. Fondsbørs obligationsrentegennemsnit for obligationer med en restløbetid på under 3 år.
Den til enhver tid værende pantegæld tillige med rente afvikles ved betaling af en fast månedlig ydelse på kr. 2.690,00, der forfalder den 1ste i en måned, første gang den 01.08.86. Pantebrevet forfalder til fuld indfrielse uden varsel den 01.07.92. I opkrævningsprov. beregnes p.t. kr. 10,- pr. ydelse, som løbende tilskrives renten."
Den 1. juli 1986 underskrev klageren og ægtefællen en fuldmagt, hvorefter indklagede kunne udbetale 137.971 kr. til bilforhandleren. Af fuldmagten fremgår desuden følgende:
"Samtidig giver jeg [indklagede] tilladelse til uden yderligere meddelelse, at tillægge lånet, ialt kr. 4.354,00, til dækning af stempel kr. 1.045,00, tinglysningsafgift kr. 400,00, gebyrmærke til panthaverdeklaration kr. 150,00, samt etableringsprovision kr. 2.759,00."
Den 2. juli 1986 fremsendte indklagede en bekræftelse på, at lånet var afregnet til bilforhandleren; bilagt var en beregning over afvikling af lånet. Beregningen er foretaget på grundlag af en hovedstol på 137.971 kr. med 72 afviklingsterminer og en rente på 11,75% p.a. I handelen indgik klagerens og ægtefællens daværende bil, idet denne solgtes til bilforhandleren for 68.000 kr., som krediteredes det tidligere ydede billån. Dette lån blev indfriet den 15. juli 1986 efter en samme dag foretaget indbetaling på 293,34 kr.
I skrivelse af 23. oktober 1990 anmodede klageren og ægtefællen indklagede om at begrunde en forskel på 18.134 kr. mellem den faktiske restgæld og den restgæld, der fremgik af beregningen af 2. juli 1986.
I skrivelse af 5. november 1990 meddelte indklagede, at der ved beregningen pr. 2. juli 1986 var taget udgangspunkt i hovedstolen på 137.971 kr., men ikke medregnet låneomkostningerne på 4.354 kr. Rentesatsen var variabel i det faktiske forløb, men fast i det stipulerede beløb. Enhver rentejustering ville derfor medføre, at beregningen skulle tages med forbehold.
I maj/juni 1992 anmodede klageren om dokumentation for rentejusteringen. I skrivelse af 23. juni 1992 henviste indklagede til skrivelsen af 5. november 1991 (formentlig rettelig 1990).
I telefax af 19. januar 1993 anmodede klageren og dennes ægtefælle om dokumentation for rentejusteringen i den forløbne periode. I skrivelse af 27. s.m. beklagede indklagede, at der i en periode var blevet beregnet en for høj rente, og refunderede 4.200 kr. i for meget betalt rente.
Den 13. maj 1993 fremsendte indklagede en oversigt over den gennemsnitlige obligationsrente opdateret efter Københavns Fondsbørs' ultimokurslister. Det fremgår heraf, at obligationsrenten ultimo juni 1986 var 9,30%.
I skrivelse af 8. juni 1993 meddelte klageren, at han med udgangspunkt i en obligationsrente den 1. juli 1986 på 9,57%, hvilken sats han havde fra dagbladet Politiken, havde foretaget en beregning over rentetilskrivninger og afdrag på lånet. Ifølge denne havde han indbetalt 4.542 kr. for meget. Med udgangspunkt i en obligationsrente på 9,30% ville restgælden udgøre 348 kr.
I skrivelse af 22. juli 1993 fremsendte indklagede en ny beregning af rentetilskrivningen. På baggrund af denne blev lånet krediteret med 7,247,74 kr. i for meget debiteret rente. Restgælden var herefter 5.096,82 kr. Ved beregningen var anvendt rentesatser, der tog udgangspunkt i den den 13. maj 1993 fremsendte oversigt over ultimokurser med tillæg af 2,45 procent-point.
I skrivelse af 19. oktober 1993 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse senest den 26. oktober 1993 på grund af misligholdelse. Restgælden var opgjort til 5.513,61 kr.
I skrivelse af 26. oktober 1993 meddelte klageren, at han ikke kunne acceptere størrelsen af restgælden på lånet.
Ved skrivelse af 4. november 1993 tog indklagedes advokat sagen til inkasso og anmodede klageren om inden 7 dage at indbetale 7.358,80 kr. Advokaten indgav umiddelbart efter anmodning til fogedretten, hvor fogedforretning berammedes til den 28. december 1993.
I skrivelse af 11. november 1993 meddelte klageren advokaten, at restsaldoen på lånet ikke kunne accepteres. I skrivelse af 5. december 1993 anmodede klageren og dennes ægtefælle om kopi af det dokument, som omhandlede forrentningen af låneomkostningerne.
Ved fogedretsmøde den 28. december 1993 blev sagen udsat.
Ved skrivelse af 30. december 1993 fremsendte advokaten kopi af indklagedes skrivelse af 26. juni 1986 og kopi af fuldmagt af 1. juli 1986. Fordringen blev opgjort til 9.366,79 kr. incl. omkostninger.
Klageren har ved klageskema af 2. februar 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at klarlægge fundamentet for ovennævnte lån, og at det tidligere billån efterprøves og modregnes i det nye billån. Klageren har derudover påstået indklagede tilpligtet at anerkende, at lånet opgøres på det tidspunkt, hvor pantebrevet på 137.971 kr. var betalt, og afregnes uden yderligere tillæg.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt kopi af Københavns Fondsbørs' obligationsrentegennemsnit for den 30. juni og 1. juli 1986. Det fremgår heraf, at gennemsnitsrenten for obligationer med en restløbetid under 3 år de pågældende dage udgjorde henholdsvis 9,24 og 9,28.
Klageren har anført, at fundamentet for lånet er uklart. Det er forkert at tillægge låneomkostningerne pantebrevsrestgælden og forrente det samlede beløb med pantebrevsrenten. Gælden i henhold til pantebrevet afvikles først, og der er derfor intet grundlag for at debitere rente af låneomkostninger. Udgangspunktet for beregningen bør være obligationsrenten den 1. juli 1986. Denne udgjorde ifølge dagbladet Politiken den 2. juli 1996 9,57%. Opgørelsen af det tidligere ydede billån pr. 4. juli 1986 er forkert, idet renten ikke er beregnet i overensstemmelse med pantebrevsvilkårene.
Indklagede har anført, at klageren ved sin underskrift på fuldmagt vedrørende udbetaling af lånebeløbet til bilforhandleren har bekræftet, at omkostningerne 4.354 kr. kunne tillægges det bevilgede lån, således at det samlede lån blev på i alt 142.325 kr. Beregningen af låneafviklingen af 2. juli 1986 er foretaget med udgangspunkt i det oprindelige lån på 137.971 kr. uden tillæg af omkostninger. Beregningen er vejledende og skal tages med forbehold. Københavns Fondsbørs' obligationsrentegennemsnit for obligationer med en restløbetid på under 3 år viser, at gennemsnitsrenten den 30. juni og 1. juli 1986 var henholdsvis 9,24% og 9,28%. Renten er ifølge pantebrevet 11,75%, hvilket var henholdsvis 2,49 og 2,47 procent-point over obligationsrenten den 30. juni og 1. juli 1986. Rentesatsen på pantebrevet er herefter løbende blevet reguleret i forhold til obligationsrentegennemsnittet for obligationer med en restløbetid på under 3 år med et tillæg på 2,45 procent-point. Tillægget er mindre end det tillæg, man har været berettiget til at oppebære i henhold til pantebrevets ordlyd.
Ankenævnets bemærkninger:
Af lånetilsagn af 26. juni 1986 fremgår det, at lånet på 137.971 kr. med tillæg af omkostninger på 4.354 kr. ydedes på de vilkår, der fremgår af den tilsagnet vedlagte pantebrevskopi. Klageren har ved fuldmagt af 1. juli 1986 og ved løsørepantebrev på 137.971 kr. accepteret vilkårene for lånet, herunder forrentning af låneomkostningerne. Ankenævnet finder det godtgjort, at forrentningen er sket i overensstemmelse med de aftalte vilkår. Det krav, der gøres gældende vedrørende det tidligere ydede billån, vedrører renter, der er betalt i 1986 og tidligere. Dette krav må anses for forældet ifølge § 1 i 1908-loven om forældelse af visse fordringer, og forældelsesfristen er ikke afbrudt.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.