Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Uoverensstemmelse mellem kontonummer og kontohavers navn.

Sagsnummer: 8/2006
Dato: 04-05-2006
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Uoverensstemmelse mellem kontonummer og kontohavers navn.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører overførsel af et beløb fra udlandet, hvor beløbet ikke som tilsigtet blev overført til klageren på grund af fejlagtigt kontonummer.

Sagens omstændigheder.

I november 2005 overførte et tysk pengeinstitut på vegne en tysk virksomhed indenfor sejlsportsbranchen 12.000 EUR og 4.403,40 EUR til indklagede med angivelse af, at beløbene skulle indsætte på et bestemt IBAN-kontonummer, ligesom klagerens navn var oplyst. Det oplyste kontonummer tilhørte ikke klageren, men en anden kunde hos indklagede.

Indklagede har anført, at man den 15. december 2005 modtog en anmodning om tilbageførsel af beløbene som følge af, at de fejlagtigt ikke var tilgået klageren. Man kontaktede kontohaveren for den konto, hvorpå beløbene var indsat, men denne afviste at medvirke til en tilbageførsel, da den pågældende selv havde et tilgodehavende hos den tyske virksomhed. Indklagede meddelte dette til det tyske pengeinstitut med oplysning om, at man ikke kunne hæve og tilbageføre beløbene uden kontohavers accept.

Klageren rettede efterfølgende henvendelse til indklagede med anmodning om, at beløbet blev tilbageført til det tyske pengeinstitut. Dette afviste indklagede.

Indklagede har fremlagt kopi af et telefaxbrev af 3. januar 2006 fra den tyske virksomhed til den faktiske beløbsmodtager, hvoraf fremgår, at den fejlagtige overførsel beroede på virksomhedens bogholderi.

Af SWIFT User Handbook fremgår:

"…

DENMARK (continued)

Execution of Clean Payment Orders

Customer transfers with a valid account number allocated to field 59 (Beneficiary Customer) will, as a general rule, be executed to the credit of that account without any checking of its compliance with the customer name provided in that field.Vallid Danish account numbers include bank or branch identification and consist of ten to fourteen ligits.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 18. januar 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale beløbene til ham eller refundere dem til afsender.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de overførte beløb fejlagtigt blev indsat på en konto tilhørende en tredjemand på trods af, at kontohavers navn ikke var identisk med hans navn, der fremgik af overførselsanmodningen.

Det overførte beløb tilhører ikke beløbsmodtageren eller indklagede. Beløbet burde rettelig være returneret til afsender eller videretransporteret til ham.

Selvom indklagede muligt kunne have overset uoverensstemmelsen mellem IBAN-nummeret og hans navn, der ikke svarer til kontohavers, burde indklagede efter at være blevet gjort opmærksom på fejlen have redresseret denne.

Det er kun i junglen, at dyrene beholder det, som de måtte finde på deres vej.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger nogen formueretlig tvist mellem klageren og indklagede. Klageren bør henvende sig til den tyske virksomhed og forlange betaling, da der ikke er betalt med frigørende virkning til ham.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke uden kontohavers accept kan tilbageføre beløbene fra den konto, hvorpå beløbene indgik. Indklagede forsøgte forgæves at indhente kontohaverens samtykke hertil.

Indklagede har ikke begået nogen fejl, da beløbene er indsat på kontoen svarende til IBAN-nummeret.

Det tyske pengeinstitut kunne ved opslag i SWIFT User Handbook have gjort sig bekendt med, at der ikke ville ske krydscheck af navnet på betalingsmodtager og kontohaver for det anførte IBAN-nummer.

Indklagedes adfærd har ikke medført noget tab for klageren, da han fortsat har sit fulde tilgodehavende hos den tyske virksomhed, der ikke har betalt med frigørende virkning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens krav mod indklagede angår betaling af et beløb, som indklagede har afvist at betale. Da der således foreligger en formueretlig tvist mellem indklagede og klageren, tages indklagedes afvisningspåstand ikke til følge.

Indklagede har ikke begået fejl i forbindelse med overførslen af beløbet til den pågældende tredjemands konto, idet det ikke påhvilede indklagede at kontrollere, om det oplyste navn på betalingsmodtager svarede til det angivne IBAN-kontonummer.

Selv om indklagede nu har modtaget oplysning om, at indsættelsen af beløbene på den pågældende tredjemands konto beror på en fejl fra den tyske virksomheds side, kan det ikke pålægges indklagede mod den pågældendes protest at tilbageføre beløbene til den tyske virksomhed eller overføre dem til klageren. Denne må således henvises til at fastholde sine krav over for den tyske virksomhed og kræve betaling fra denne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.