Forkert beregnet ydelse, bl.a. som følge af manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 138/1995 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, bl.a. som følge af manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I overensstemmelse med tilbud af 10. august 1988 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et billån. Lånets hovedstol var på 181.120 kr., hvoraf 10.802 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 3.545 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge lånetilbudet ville være afviklet over ca. 5 år. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 14,4% p.a. Ifølge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. oktober 1988.
Ved skrivelse af 27. oktober 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld, som var ca. 75.000 kr.
På baggrund af henvendelsen konstaterede indklagede, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet den månedlige ydelse skulle have været 4.252 kr., for at lånet ved uændret rente kunne afvikles over 60 måneder. Med den faktiske ydelse på 3.545 kr. udgjorde løbetiden ved uændret rente ca. 80 måneder. Også renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet var afviklet ved månedlig betaling af 3.545 kr. i 60 måneder, dog med regulering som følge af renteændringer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt beregninger, der viser, at et lån med hovedstol på 181.120 kr. ved en månedlig ydelse på 3.545 kr. og en rente på 14,40% vil være afviklet på ca. 80 måneder, mens et lån med hovedstol på 170.318 kr., svarende til hovedstolen på klagerens lån med fradrag af etableringsomkostninger, ved samme ydelse og samme rente vil være afviklet på ca. 72 måneder.
Klageren har anført, at indklagede bør være bundet af aftalen om afvikling af lånet over 60 måneder med en ydelse på 3.545 kr. med regulering som følge af renteændringer. Indklagede begik alvorlige fejl ved beregningen af lånets ydelse.
Indklagede har anført, at fejlberegningen i forbindelse med lånets etablering ikke har medført, at klageren er blevet ringere stillet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede ved beregningen af lånets ydelse dels begik en fejl, som bestod i, at der ikke blev taget hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 10.802 kr., dels fejlagtigt beregnede ydelsen på grundlag af en løbetid på 6 år.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:
Den fejl, som bestod i, at der ved fastsættelsen af lånets ydelse ikke blev taget hensyn til etableringsomkostningerne, er - set i lyset af en række tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.