Indløsning af udenlandsk check. Returnering.
| Sagsnummer: | 344 /2001 |
| Dato: | 02-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen. |
| Klageemne: |
Rente - øvrige spørgsmål
Check - udenlandsk check |
| Ledetekst: | Indløsning af udenlandsk check. Returnering. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører forrentningen af et krav opstået i forbindelse med indløsning af en udenlandsk check, som blev returneret.
Sagens omstændigheder.
Den 27. september 1999 indløste indklagede en til klageren udstedt udenlandsk check på 4.000 GBP svarende til 46.809,60 kr. Checken var udstedt af klagerens bror, som bor i Irak, og trukket på broderens konto i et pengeinstitut i England.
Af notaen vedrørende indklagedes køb af checken fremgår bl.a.:
"Købte udenlandske checks afregnes under forbehold af, at betrukne pengeinstitut honorerer disse. I modsat fald returneres checken(e), og beløbet trækkes på Deres konto omvekslet til gældende salgskurs på returneringstidspunktet.
[Indklagede] forbeholder sig ret til at efterbelaste uforudsete omkostninger samt renter ved eventuelt forsinket honorering."
Checkbeløbet blev indsat på klagerens konto hos indklagede. Henholdsvis den 28. og 29. september 1999 blev der hævet 1.000 kr. på kontoen. Den 30. september 1999 blev der hævet 35.000 kr.
Den 8. oktober 1999 meddelte indklagedes engelske korrespondentbank, at checken ikke blev honoreret. Af checkens forside fremgår følgende begrundelse for afvisningen:
"PAYMENT PROHIBITED BY GOVERNMENT ORDER"
Med valør den 8. oktober 1999 hævede indklagede checkbeløbet på klagerens konto. Der opstod herved et overtræk på 41.148,36 kr.
Ved gældsbrev af 11. oktober 1999 ydede indklagede klageren et lån på 47.732,32 kr. til en rente på 12,75% p.a. Lånet forfaldt til fuld indfrielse den 10. november 1999. Låneprovenuet, der var på 46.712 kr., blev krediteret klagerens konto.
Den 12. november 1999 underskrev klageren et nyt gældsbrev vedrørende lånet, hvorefter dette skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. første gang den 31. december 1999. Renten var variabel 13,25% p.a.
Klageren havde et yderligere lån hos indklagede, som var etableret i 1998.
Ved gældsbrev af 14. februar 2000 blev klagerens to lån samlet til et lån, idet lånet vedrørende checken blev indfriet ved en forhøjelse af det "gamle" lån med 46.470 kr. til 92.419,10 kr. Ydelsen var 1.500 kr. pr. måned og renten var variabel 12,25% p.a. Af gældsbrevets særlige bestemmelser fremgår:
"Låneforhøjelsen er kun midlertidig til der findes en løsning på en returcheck på GBP 4.000,00."
Ved skrivelse af 2. februar 2001 opsagde indklagede klagerens engagement på grund af misligholdelse.
Den 25. juni 2001 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 102.260,80 kr. som "forrentes fra 20. juni 2001 med bankens rentesats for misligholdte fordringer af den pågældende art, som i øjeblikket er 22% om året. Renten, der er variabel, beregnes dagligt og tilskrives årligt bagud (løbende rente)".
Ved skrivelse af samme dato bekræftede indklagede en aftale med klageren om afvikling af gælden med 500 kr. hver den 1., første gang den 1. august 2001, og at aftalen skulle tages op til behandling senest den 1. november 2001 med henblik på væsentlig forhøjelse af den månedlige betaling.
Indklagede har under sagen oplyst, at det er forkert, at der i det frivillige forlig står, at renten er 22%. Den rigtige rentesats var 16%.
Parternes påstande.
Den 1. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde renter af kravet vedrørende checken.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ventede et par dage med at hæve pengene vedrørende checken. Herefter blev de via indklagede videresendt til en ven i Jordan. Først ca. en uge senere krævede indklagede pengene tilbage, fordi kontoen i England blev spærret som konsekvens af FN's sanktioner mod Irak.
Indklagede havde haft nok tid til at opdage, at kontoen var spærret, og burde have orienteret ham herom.
Det er urimeligt, at han skal betale renter af beløbet, som indklagede opfatter som et lån.
På grund af sproglige problemer misforstod han, hvad forliget handlede om. Det var ikke hans mening at indgå en afdragsordning med indklagede, da det drejer sig om hans vens penge. Via en tolk er han blevet bekendt med, at indklagede har sammenlagt hans gamle lån med checkbeløbet. Denne sammenlægning er han ikke interesseret i, og han er heller ikke i stand til at betale afdragene.
Han er villig til at betale afdragene til den udenlandske check, men uden renter, da han ikke mener, at han er ansvarlig for fejlen.
Indklagede har anført, at checken blev indløst med forbehold for, at checken blev honoreret af det udenlandske pengeinstitut, hvilket fremgår tydeligt af notaen. Det var derfor berettiget at hæve checkbeløbet på klagerens konto, da man fra den udenlandske korrespondentbank fik meddelelse om, at checken ikke blev honoreret.
Som følge af returneringen af checken kom klagerens konto i overtræk i tre dage, idet der allerede den 11. oktober 1999 blev ydet et lån på checkbeløbet. Forrentningen skete herefter i henhold til de af klageren underskrevne gældsbreve og senest i henhold til forliget af 25. juni 2001.
Det er uforståeligt, at klageren nu påberåber sig sproglige problemer. Klageren har ikke tidligere i kundeforholdet haft problemer med at forstå dansk.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår tydeligt af notaen vedrørende indløsningen af checken, at indklagede forbeholder sig ret til at afkræve klageren renter i forbindelse med forsinkelser omkring honorering af en udenlandsk check. I den konkrete sag har indklagedes beregning af rente i henhold til forbeholdet begrænset sig til overtræksrente på klagerens konto i tre dage, idet checkbeløbet blev hævet på kontoen med valør samtidig med returneringen af checken den 8. oktober 1999 og finansieret ved et lån allerede den 11. oktober 1999.
Den efterfølgende forrentning er sket i henhold til de mellem klageren og indklagede indgåede låneaftaler og senest det indgåede forlig. Indklagede har under sagen oplyst, at rentesatsen på 22% ifølge forliget er forkert, og at den korrekte rentesats er 16%. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at han er helt eller delvis frigjort fra forpligtelserne i henhold til aftalerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.