Forudsætninger for medhæftelse på tidligere stiftet lån.
| Sagsnummer: | 27 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Forudsætninger for medhæftelse på tidligere stiftet lån. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens påtagelse af debitorforpligtelse for lån ydet til klagerens samlever.
Sagens omstændigheder.
Klageren flyttede i august måned 2003 sammen med S på S' ejendom. S havde hos indklagede to lån, lån -76 med en restgæld på ca. 50.000 kr. og lån -41 med en restgæld på ca. 71.000 kr. Indklagede havde sikkerhed i et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i ejendommen tilhørende S.
Klageren har anført, at det blev aftalt mellem hende og S, at hun skulle overtage halvdelen af den faste ejendom samt halvdelen af gælden. Indklagede har anført, at klageren og S i september 2003 rettede henvendelse, hvor de præsenterede et projekt for en ombygning af ejendommen. Som led i finansieringen heraf skulle der optages et nyt kreditforeningslån, idet ejerpantebrevet på 250.000 skulle rykke herfor. Efter en gennemgang af parrets økonomi accepterede man at lade ejerpantebrevet rykke. Klageren ville indtræde som meddebitor på de to lån -76 og -41.
Af indklagedes skrivelse af 24. oktober 2003 til S fremgår, at indklagede accepterede at rykke for hjemtagelsen af et realkreditlån på 1.120.000 kr., hvis provenu skulle anvendes til indfrielse af eksisterende prioriteter samt en ombygning på 75.000 kr. Omlægningen skulle finansieres ved et kortvarigt lån 75.000 kr. til S med sikkerhed fra dennes far. Af skrivelsen fremgår endvidere:
"Før ovennævnte lån kan træde endeligt i kraft, er det som aftalt, endvidere en betingelse at vi har dokumentation for at [klageren] er fri af sine tidligere forpligtelser, eksempel ved indlevering af kopi af underskrevet skøde."
Den 31. oktober 2003 underskrev klageren og S gældsbrev vedrørende lån -76 med en restgæld på 50.637,27 kr. Under sikkerheder er anført, at effekter i et bestemt sikkerhedsdepot var deponeret af S "og/eller" af klageren. Klageren og S underskrev samme dag gældsbrev vedrørende lån -41 med en restgæld på 72.140,64 kr.; under sikkerheder er tilsvarende som vedrørende lån -76 anført.
Klageren har anført, at der blev udarbejdet et skøde om overdragelse af den ideelle anpart til hende. Skødet blev dog aldrig underskrevet, fordi hun og S gik fra hinanden i december 2003.
Den 14. januar 2004 underskrev klageren nyt gældsbrev vedrørende lån -76, som klageren herefter var enedebitor for. Lånets hovedstol var 58.000 kr., hvoraf en forhøjelse udgjorde 8.799,77 kr. Den 15. s.m. overtog S lån -41 som enedebitor.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. januar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for lån -76, samt at tilbagebetale allerede betalte ydelser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det I forbindelse med etableringen af gældbrevene i oktober 2003 var et krav fra indklagede, at hun skulle hæfte for begge lån. Hendes forudsætning var, at hun blev medejer af huset, hvilket indklagedes navngivne medarbejder var klar over.
I forbindelse med etableringen af gældsbrevet i januar 2004 blev hun under et møde rådgivet til at underskrive lånedokumentet vedrørende lån -76. Hun underskrev i den tro, at hun oprindeligt hæftede for gælden, men blev senere klar over, at dette ikke var tilfældet. Hun har således overtaget S tidligere stiftede gæld.
Indklagede burde have rådgivet bedre, således at hun ikke blev påført et tab på 50.000 kr. i form af hæftelsen for S' lån. Hun havde ingen interesse i at påtage sig en sådan forpligtelse, når hun ikke blev medejer af ejendommen.
Som professionel rådgiver omkring økonomiske forhold burde indklagede have rådgivet/vejledt bedre, da lånene blev opdelt.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med klagerens og S' oplysning om en fremtidig fælles økonomi og fælles byggeprojekt mv. foretog en kreditvurdering med henblik på rykningen af ejerpantebrevet. Vurderingen tog udgangspunkt i et fælles budget.
Det bestrides, at det var en forudsætning for klagerens medhæftelse, at hun blev skødehaver på ejendommen. Klageren gav på intet tidspunkt udtryk herfor og har i givet fald forholdt sig passiv ved ikke at afkræve S skøde på en del af ejendommen.
Indklagede har hverken krævet, at klageren skulle indtræde som solidarisk hæftende medskyldner for de to bestående lån, eller at hun skulle overtage lån -76 som enedebitor i forbindelse med parrets bodeling.
Baggrunden for det citerede afsnit fra skrivelsen af 24. oktober 2003 var, at dette var en betingelse for, at man ville give S et yderligere midlertidigt lån på 75.000 kr. samt lade ejerpantebrevet i ejendommen rykke for yderligere belåning. Det har betydning, at parrets fælles økonomi så ud til at kunne bære den øgede gældssætning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 31. oktober 2003 underskrev klageren kreditaftaler, hvorefter hun indtrådte som meddebitor på samleverens to lån -76 og -41. Det fremgår ikke af aftalerne, at klagerens medhæftelse forudsatte, at hun blev medejer af samleverens ejendom, og efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede var bekendt med, at dette var klagerens forudsætning. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at de af klageren underskrevne kreditaftaler af 31. oktober 2003 var uforbindende for klageren, da der i januar 2004 - efter samlivets ophævelse - blev indgået aftale om, at klageren skulle overtage lån -76 som enedebitor, medens hendes tidligere samlever skulle overtage lån -41 som enedebitor. Ankenævnet finder derfor heller ikke grundlag for at tilsidesætte den af klageren underskrevne kreditaftale af 14. januar 2004 vedrørende lån -76 som ugyldig.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.