Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i foråret 1996.
| Sagsnummer: | 356/2001 |
| Dato: | 14-02-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i foråret 1996. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse klagerens med optagelse af et kontantlån baseret på 30-årige 6% obligationer i foråret 1996.
Sagens omstændigheder.
Den 6. februar 1996 underskrev klagerne en købsaftale om overtagelse af en fast ejendom. Købesummen på 679.000 kr. skulle finansieres ved bl.a. et kontantlån i Nykredit baseret på 30-årige 6% obligationer. Af købsaftalen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Uanset ændringer i ejerskiftelånet er køber berettiget til at træde tilbage fra handlen, såfremt 1. års bruttoydelse, jvf. pkt. 14 stiger med mere end 5%. …
Ved købers evt. valg af anden obligationsrentesats end nævnte i denne købsaftale, handles alene på kontantværdien, og køber kan i dette tilfælde ikke gøre 5% stigningen gældende for ophævelse af handlen. V/kurs over 100, må udbetaling i ikke blåstemplet obl.serie ikke ske, idet sælger ellers beskattes af overkursen."
Den 2. april 1996 blev der hjemtaget et kontantlån i Totalkredit på 535.000 kr. baseret på 30-årige 6% obligationer til kurs 80,70 svarende til en obligationsgæld på 662.949 kr.
Ved skrivelse af 22. december 2000 rettede klagerne via deres advokat henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med låneoptagelsen. Klagerne gjorde gældende, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning havde pådraget sig erstatningsansvar for kurstabet på obligationerne vedrørende ejerskiftelånet.
Indklagede afviste klagernes krav om erstatning.
Klagerne har under sagen fremlagt årsopgørelser, der viser, at kursen på obligationerne vedrørende lånet ved udgangen af 1996, 1997 og 1998 var henholdsvis 88,80, 99,20 og 100.
Indklagede har med udgangspunkt i de nugældende skatteregler/satser beregnet følgende vedrørende hjemtagelse af kontantlånet på basis af henholdsvis 6%, 7% og 8% obligationer:
Obl. Rente | Obl. Gæld | Mdl. nettoydelse | Nutidsværdi af nettoydelse |
6% | kr. 662.949 | kr. 2.922 | kr. 806.949 |
7% | kr. 607.264 | kr. 2.962 | kr. 817.753 |
8% | kr. 560.209 | kr. 3.004 | kr. 829.368 |
Parternes påstande.
Den 11. oktober 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning svarende til kurstabet. Klagerne, der har lagt til grund, at lånet blev hjemtaget til kurs 80, har beregnet kurstabet til 133.750 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at ejerskiftelånet på baggrund af indklagedes rådgivning i forbindelse med ejendomshandlen blev hjemtaget som et kontantlån baseret på 30-årige 6% obligationer til ca. kurs 80.
Indklagede burde have rådgivet dem til at hjemtage lånet på basis af obligationer med en højere kuponrente, hvorved kurstabet ikke var blevet så betydeligt. Indklagede har ved at have undladt dette ydet mangelfuld rådgivning og bør erstatte deres tab.
Umiddelbart efter låneoptagelsen faldt renten, hvilket medførte, at kursen på de bagvedliggende obligationer relativt hurtigt steg til kurs 100. Deres tab kan derfor opgøres til 133.750 kr.
Indklagede har anført, at klagerne i forbindelse med ejendomshandlen blev rådgivet korrekt om alle finansieringsmuligheder og selv traf det endelige valg.
Det var jf. købsaftalens bestemmelser ikke muligt at foretage finansiering på grundlag af 9% obligationer, idet kursen var over 100.
Valg af kuponrente på de obligationer, hvorpå et kontantlån baseres, beror på en afvejning af fordele og ulemper bl.a. i forbindelse med forventningerne til den fremtidige renteudvikling.
Det var på daværende tidspunkt sædvanligt at vælge den laveste månedlige ydelse fremfor at "spekulere" i en kommende renteudvikling.
Ved optagelse af et kontantlån på basis af højt forrentede obligationer opnås - mod betaling af "en præmie" både på kort og langt sigt i form af en højere ydelse - mulighed for en efterfølgende konvertering. En sådan konverteringsmulighed forudsætter et rentefald. Ved et stigende renteniveau giver valget af finansiering på basis af en lavere forrentet obligation en større konverteringsfordel sammen med den lavere ydelse.
På grund af den særlige bestemmelse i købsaftalen om 5% stigningen var det forbundet med risiko at vælge en anden obligationsrentesats.
Klagerne har haft en økonomisk fordel af finansieringen i form af lavere månedlig nettohusleje.
Der opstår kun et tab, såfremt klagerne foretager en indfrielse af lånet eller ved en konvertering opnår en mindre gevinst.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at det i forbindelse med låneoptagelsen i foråret 1996 påhvilede indklagede at rådgive klagerne om de aktuelle finansieringsmuligheder, herunder fordele og ulemper ved henholdsvis obligationslån og kontantlån samt fordele og ulemper ved hjemtagelse på basis af obligationer med henholdsvis en lav og en høj kuponrente.
Indklagede har anført, at klagerne blev rådgivet om alle finansieringsmuligheder og herefter valgte det optagede lån. Klagerne har anført, at lånet blev optaget på baggrund af indklagedes rådgivning, og at indklagede burde have rådgivet dem til at hjemtage ejerskiftelånet på basis af obligationer med en højere kuponrente.
På baggrund af parternes modstridende opfattelse af den ydede rådgivning findes en afgørelse af dette spørgsmål at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.