Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for rådgivning i 2005 af mindreårig kunde om køb af Roskilde Bank aktier.

Sagsnummer: 969/2010
Dato: 09-03-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Michael Reved
Klageemne: Forældelse - rådgivning
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for rådgivning i 2005 af mindreårig kunde om køb af Roskilde Bank aktier.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter




Indledning

Denne sag vedrører om Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med hendes køb af aktier i banken i 2005.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i maj 1988, var kunde i Roskilde Bank, hvor hun havde en opsparingskonto. Klageren har oplyst, at indeståendet på kontoen stammede fra gaver og fritidsjobs.

Den 8. september 2005 købte klageren 36 styk Roskilde Bank tegningsretter til kurs 61,75 for i alt 2.223 kr. På det grundlag tegnede klageren den 13. september 2005 seks styk Roskilde Bank aktier til kurs 300 for i alt 1.800 kr.

Den 11. november 2005 købte klageren yderligere 14 styk Roskilde Bank aktier for i alt 10.850 kr. (kurs 775).

Indeståendet på opsparingskontoen udgjorde herefter knap 13.000 kr.

Efter et aktiesplit i november 2006 i forholdet 1:2 havde klageren 40 styk Roskilde Bank aktier. På det grundlag blev klageren i forbindelse med en emission i banken i 2007 tildelt 40 tegningsretter. Klageren solgte tegningsretterne den 3. april 2007 for i alt 1.300 kr. (kurs 32,50).

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 28. december 2010 indgav klageren en klage over Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) til Ankenævnet.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne. …”

Klageren blev ikke tilbudt erstatning, da hendes aktier var købt udenfor de perioder, der var nævnt i forligsaftalen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for hendes tab på Roskilde Bank aktier.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun i forbindelse med henvendelser om Visa/dankort, valutaveksling og indbetalinger blev anbefalet at købe aktier i banken.

Ifølge bankrådgiveren ville aktierne blive mere værdifulde i løbet af de efterfølgende år. Som ung aktionær ville hun få højere rente på opsparingen og mulighed for at optage lån.

Rådgivningen var uacceptabel i forhold til hendes alder.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med aktiekøbene.

Aktiekøbene skete ikke på baggrund af bankens kampagnebreve eller bankens eventuelle henvendelser herom.

Forbrugerombudsmanden har ikke fundet anledning til at udvide sin undersøgelse af Roskilde Banks salg af egne aktier til perioden før 2006. Det kan derfor ikke lægges til grund, at forholdene i banken i efteråret 2005 svarede til Forbrugerombudsmandens vurdering af de to aktiesalgskampagner i 2006 og 2007, som er omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Klageren traf selv beslutning om aktiekøbene.

Klageren rådede selv over indeståendet på opsparingskontoen, selvom hun endnu ikke var fyldt 18 år, jf. værgemålsloven § 42.

Klageren havde frem til 2008 rig mulighed for at sælge aktierne.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren erhvervede i 2005 i alt 20 styk aktier i Roskilde Bank for en del af indeståendet på hendes opsparingskonto i banken. Indeståendet var efter det oplyste midler, som klageren, der er født i 1988, frit kunne råde over som mindreårig.

På baggrund af klagerens unge alder finder Ankenævnet, at Roskilde Bank havde en særlig pligt til at rådgive udførligt om risikoen ved at investere i aktier. Det gælder i hvert fald, når der er tale om investering i bankens egne aktier. Det påhviler herefter banken at godtgøre, at klageren fik fyldestgørende rådgivning vedrørende sin investering.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har løftet denne bevisbyrde. Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har derfor pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Ankenævnet finder det under de foreliggende omstændigheder ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren var i undskyldelig uvidenhed om sit krav fem år før klagen blev indgivet til Ankenævnet den 28. december 2010, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, jf. § 30, stk. 3. Hendes erstatningskrav er derfor ikke forældet.

Ankenævnet finder herefter, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale en erstatning til klageren svarende til den samlede anskaffelsessum på 14.873 kr. med fradrag af 1.300 kr. vedrørende salg af tegningsretter, eller 13.573 kr. Beløbet skal tillægges renter fra indgivelsen af klagen den 28. december 2010.

Ankenævnets afgørelse

Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage til klageren betale 13.573 kr. med tillæg af renter efter rentelovens bestemmelser fra indgivelsen af klagen den 28. december 2010.

Klageren får klagegebyret tilbage.



Berigtiget den 30. april 2015