Lånekategori.
| Sagsnummer: | 421/1992 |
| Dato: | 24-06-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Lånekategori. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 20. september 1990 ydede indklagedes Randers afdeling klageren et lån på 12.600 kr. Provenuet heraf skulle anvendes til indskud i en bolig, klageren havde lejet. Det var i gældsbrevet anført, at renten for tiden udgjorde 18% p.a. Renten svarede til indklagedes rente for blancolån med tillæg af 1%. Til sikkerhed for lånet var der afgivet selvskyldnerkautionserklæring af en privat person.
I juni 1992 rettede klageren henvendelse til indklagede og klagede over, at hendes lån forrentedes højere end indklagedes øvrige boliglån. Indklagede meddelte ved skrivelse af 2. juli 1992, at renten på lånet fra 19% p.a. ændredes til 18% p.a.; ved skrivelse af 3. juli 1992 oplyste indklagede, at kun lån til ejerbolig placeres under kategorien "boliglån", hvorfor klagerens lån er placeret under kategorien "andre lån".
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at anerkende, at hendes lån skal forrentes som boliglån, subsidiært at indklagede ikke har været berettiget til at forrente hendes lån med 1% over standardlånesatsen i perioden frem til 2. juli 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den principale påstand anført, at lånet, der er anvendt til indskud i en lejlighed, burde placeres under kategorien "boliglån" og således forrentes med en betydeligt lavere rentesats. Da hun underskrev gældsbrevet var hun overbevist om, at den tilbudte rente på 18% svarede til indklagedes standardrentesats for boliglån. Klagerens lån er endvidere sikret ved kaution, hvilket er en betydelig bedre sikkerhed, end pant i fast ejendom ville have været. Til støtte for sin subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede ikke har været berettiget til at beregne sig 1% over standardudlånssatsen.
Indklagede har anført, at et lån til indskud/depositum i en lejebolig ydes som et almindeligt udlån, som i gennemsnit forrentes ca. 3% højere end boliglån. Rentesatsen på lånet fastsættes ud fra en konkret kreditvurdering af kunden. I den konkrete sag blev renten aftalt til 18% p.a., hvilket også fremgår af gældsbrevet, som klageren selv har underskrevet. Heraf fremgår ligeledes, at renten er variabel, og at den til enhver tid kan ændres af indklagede uden varsel. Baggrunden for at klagerens lån forrentedes med et tillæg af 1% var, at klageren var en ny kunde, som indklagede intet kendskab havde til i forvejen, hvortil kom, at klagerens oplysninger om sine økonomiske forhold ikke gav grundlag for en lavere rentesats. På tidspunktet for lånets etablering angav indklagedes pristavler en rentesats for "andre lån" på 16-18%, i hvilken gruppe blancolån er placeret. I juni 1992 forhøjede indklagede sine rentesatser generelt, og i den anledning blev renten på klagerens lån forhøjet til 19% p.a. På foranledning af klageren og dennes kautionist nedsatte indklagede senere renten til 18% p.a., således at lånets rentesats herefter følger blancolånesatsen. Indtil denne rentenedsættelse har lånet under hele forløbet været forrentet med indklagedes til enhver tid gældende almindelige rente for blancolån med tillæg af 1%. Klageren er løbende blevet orienteret om renteudgiftens størrelse via årsopgørelser samt om renteændringer på førstkommende kontoudtog.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder, at det beror på indklagedes egen afgørelse, hvorledes de enkelte lånekategorier afgrænses, og indklagede kan derfor ikke pålægges at henføre klagerens lån under kategorien boliglån. Det kan heller ikke anses for uberettiget, at indklagede ved lånets etablering fastsatte renten som den til enhver tid gældende basisrente for blancolån med tillæg af 1%, hvorved bemærkes, at begyndelsesrenten fremgår af gældsbrevet og således må anses for accepteret af klageren. Det må endvidere lægges til grund, at lånets rente har været fastsat i overensstemmelse hermed i tiden frem til den 2. juli 1992, da renten blev nedsat med 1%, således at den herefter følger basisrenten for blancolån. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
Vi finder anledning til at påpege, at indklagede i sin skiltning med rente anvender betegnelsen "boliglån" på en måde, som må antages at virke vildledende, idet betegnelsen i strid med, hvad der følger af en umiddelbar naturlig forståelse, alene omfatter ejerboliglån og ikke lejeboliglån.
Da klageren må antages at have accepteret den i gældsbrevet angivne begyndelsesrente, som oversteg boliglånsrenten, finder vi imidlertid ikke tilstrækkeligt holdepunkt for at give klageren medhold, men stemmer som flertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.