Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for fremfinding af kontoudskrifter m.v.

Sagsnummer: 296/1989
Dato: 18-10-1989
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne: Gebyr - udskrift
Ledetekst: Gebyr for fremfinding af kontoudskrifter m.v.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 23. maj 1989 anmodede klagerens revisor indklagede om at fremsende samtlige årsopgørelser for alle konti, bilagsdokumentation for førte posteringer og kontospecifikationer vedrørende klageren personlig og nogle klageren tilhørende selskaber.

Ved skrivelse af 29. maj 1989 oplyste indklagede, at man tidligere ad flere gange havde tilstillet klageren det ønskede materiale, men at det påny kunne fremfindes, dog mod et gebyr på 300 kr. i timen.

Efter brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremsende det ønskede materiale til ham uden opkrævning af gebyr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han på intet tidspunkt har modtaget nogen former for kontoudtog eller lignende dokumentationsmateriale for 1988 vedrørende de omhandlede selskaber.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand oplyst, at man således som det er sædvanligt har fremsendt kredit og debetopgaver over posteringsforløbet, kontoudskrifter og årsudskrifter vedrørende samtlige konti, som klagerens koncern har haft hos indklagede. En del af materialet er fremsendt to gange. Indklagede hår vedstået sit tilbud om påny at fremsende materialet mod et gebyr på 300 kr. i timen.

Ankenævnets bemærkninger:

Da klagerens påstand om intet materiale at have modtaget vedrørende 1988 findes ganske usandsynlig, lægges det til grund, at klageren og hans selskaber har modtaget kontoudskrifter m.v. i sædvanligt omfang. Fremfinding og kopiering af det af klageren ønskede materiale må derfor anses for en ekstraydelse, for hvilken indklagede er berettiget til at forlange betaling. Den krævede timeløn findes ikke at være urimelig stor.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.