Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for rådgivning ved indgåelse af valutarenteswap og for lukning af valutarenteswappen. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar for rådgivning ved indgåelse af valutarenteswap og for lukning af valutarenteswappen samt spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK). Klageren var endvidere i nogle år ansat som pensionskonsulent i banken.

I januar 2006 indgik klageren en kreditrammeaftale med Ringkjøbing Bank på 1 mio. danske kroner (DKK) til brug for investering i værdipapirer, med en tilknyttet stop loss klausul. Aftalen ophørte indenfor et år.

På et møde i banken i 2008 præsenterede banken et materiale vedrørende ”Swap af realkreditlån fra DKK til CHF” for klageren. Materialet indeholdt blandt andet en oversigt over rentespændet mellem DKK og schweizerfranc (CHF) i perioden fra 1997 til 2006, en oversigt over kursudviklingen mellem DKK og CHF i perioden fra 1998 til 2007 og en beregning af rentebesparelsen ved uændret valutakurs og rentespænd. Materialet indeholdt endvidere følgende:

"… Break-even/ligevægtskurs ved uændret rentespænd mellem Euribor3 renten (4,53%) og LIBOR CHF 3M (3,05 %) …

Ved uændret rentespænd på CHF kan kursen stige med 0,37 % pr. kvartal. Samlet kaneksempelvisCHF stige fra dagskursen 4,635 til kurs 5,01 svarende til en total stigning på 8,1 %. …

Styrkelse/svækkelse af CHF vil betyde at den løbende besparelse vil ændre sig fra termin til termin. En 2 % ændring fra 4,65 til 4,74 vil betyde 610 DKK i mindre besparelse pr. termin. …

SWAP bruges hvis et realkreditlån skal laves om til CHF. Swap er et inkonvertibelt instrument. Det betyder at det i aftale perioden på f.eks. 5 år vil koste penge at "lukke" forretningen. …"

Klageren havde to variabelt forrentede realkreditlån hos DLR på henholdsvis 186.000 euro og 298.000 euro (EUR) med en restløbetid på knap 30 år. Klageren havde endvidere to andre realkreditlån på henholdsvis 829.903 DKK og 1.470.000 DKK. Af en låneindstilling af 11. juni 2008 fremgik, at klageren ønskede en aftale om en valutarenteswap med en hovedstol på 3 mio. DKK, og at formålet med swappen var at ændre klagerens variabelt forrentede realkreditlån til variabel rente i CHF.

Den 19. september 2008 sendte banken en bekræftelse til klageren på en femårig valutarenteswapaftale, hvorefter klageren skulle betale en variabel rente på LIBOR 3 måneder af en hovedstol på 635.680 CHF, og banken skulle betale en variabel rente på Euribor 3 måneder af en hovedstol på 400.000 EUR i aftalens løbetid. Af bekræftelsen fremgik endvidere, at der skulle ske hovedstolsudveksling ved udløb den 30. september 2013, hvor klageren skulle betale en hovedstol på 635.680 CHF, mens banken skulle betale en hovedstol på 400.000 EUR. Bekræftelsen blev underskrevet af klageren den 22. september 2008.

Den 20. februar 2009 underskrev klageren en rammeaftale om handel med derivater med et rammebeløb på 2.980.000 DKK og et risikobeløb på 298.000 DKK. Ifølge aftalens pkt. 8 ”Stop-loss” kunne banken kræve forretninger lukket helt eller delvist eller stille krav om yderligere sikkerhed, hvis et urealiseret tab oversteg risikobeløbet. Rammeaftalen indeholdt endvidere blandt andet følgende:

”Indgåelse af forretninger med Derivater under Rammeaftalen kan medføre betydelige risici. Dette skyldes bl.a. at værdien af forretningen påvirkes af valutakurs- og renteudsving på de finansielle markeder. …

Du er bekendt med, at Rammeaftalens beløbsstørrelse ikke er et udsagn for det maksimale tab, som du kan tabe på forretningen, men at din tabsrisiko er større end Rammeaftalens beløbsstørrelse. …”

Da kursen på CHF var stigende, kontaktede banken klageren for at drøfte indsættelse af en stop loss kurs. Der blev herefter indsat en stop loss kurs på 570. Banken har anført, at stop loss kurs på 570 blev aftalt med klageren. Klageren har anført, at stop loss kursen blev fastsat efter krav fra banken.

Den 26. august 2010 blev 50 % af valutarenteswappen lukket til kurs 570 med et tab for klageren på 367.655 DKK.

Den 30. august 2010 sendte banken en bekræftelse til klageren vedrørende den reducerede valutarenteswap, hvorefter klageren skulle betale en variabel rente på LIBOR 3 måneder af en hovedstol på 317.840 CHF, og banken skulle betale en variabel rente på Euribor 3 måneder af en hovedstol på 200.000 EUR i aftalens løbetid. Af bekræftelsen fremgik endvidere, at der skulle ske hovedstolsudveksling ved udløb den 30. september 2013, hvor klageren skulle betale en hovedstol på 317.840 CHF, mens banken skulle betale en hovedstol på 200.000 EUR. Bekræftelsen blev underskrevet af klageren den 14. oktober 2010.

Ved et brev af 24. september 2010 sendte banken en ny rammeaftale til klageren. Af brevet fremgik:

”… Jeg kan oplyse at loftet på swap-forretningen ligger på 5,85, men at der ikke bliver etableret en lukkeforretning. Ved dette niveau skal det videre forløb aftales, samt vilkår herfor.”

Den 14. oktober 2010 underskrev klageren den fremsendte rammeaftale og et ”Tillæg til rammeaftale for handel med finansielle instrumenter (Valutarenteswaps)” om et rammebeløb på 2 mio. DKK og et sikkerhedsbeløb på 400.000 DKK. Ifølge rammeaftalen kunne banken kræve forretninger lukket helt eller delvist uden forudgående underretning eller stille krav om yderligere sikkerhed, hvis sikkerhedsbeløbet med fradrag af et tab udgjorde mindre end 5 % af rammebeløbet. Ifølge tillægget til rammeaftalen kunne banken løbende nedskrive rammebeløbet, således at sikkerhedsbeløbet med fradrag af et tab udgjorde 20 % af rammebeløbet.

Den 14. oktober 2010 underskrev klageren endvidere en investeringsprofilaftale vedrørende opsparing af frie midler med en tidshorisont på 10 år, hvoraf fremgik, at hans risikovillighed var 10 på en skala fra 1 til 10, at han havde fået forklaret sit risikotal, at dette afspejlede hans risikovillighed korrekt, og at han forstod risikoen ved sine nuværende værdipapirer.

I e-mail af 20. december 2010 til banken bekræftede klageren, at han havde aftalt med sin investeringsrådgiver i banken, at ”vi lige ser tiden an til det nye år” og at ”I ikke lukker ned uden at vi har talt sammen selv om den kommer over 5.85.” Banken bekræftede samme dag, at den var enig i dette.

Klageren sendte den 1. september 2011 en e-mail til banken med følgende indhold:

”Vi har dags dato aftalt stop-loss på ovennævnte til kurs 675.”

Klageren har henvist til en forudgående e-mail af 31. august 2011, som hverken klageren eller banken har kunnet fremlægge.

Den 6. september 2011 blev valutarenteswappen lukket til kurs 675 med et tab for klageren på 704.086 DKK.

Efter det oplyste var kursen på CHF pr. den 30. september 2013 faldet til 600.

Ved e-mail af 26. marts 2014 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning om valutarenteswapaftalen og lukning af swappen. Den 12. maj 2014 afviste banken klagerens indsigelser.

Parternes påstande

Den 26. maj 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal erstatte hans tab på valutarenteswapaftalen.

vestjyskBANK har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uopfordret anbefalede ham at indgå valutarenteswapaftalen. Banken og et par af hans kolleger anførte, at en valutarenteswap var en god mulighed for at få en rentebesparelse, og at der var tale om et sikkert produkt. Han blev fristet af rentebesparelsen. Banken undlod at oplyse, at der var tale om et meget risikofyldt produkt.

Han ville aldrig have indgået aftalen, hvis han var blevet gjort bekendt med risikoen. Bankens plancher viste alene renteforskellen de seneste 10 år. Hvis han havde fået oplysning om udviklingen i 70’erne, ville han ikke have indgået aftalen. Han er assurandør og har ingen bankuddannelse.

Banken indkaldte ham først til møde, da han havde tabt ca. 350.000 DKK. Han meddelte banken, at han var uforstående overfor tabet, og at der måtte være sket en fejl.

Valutarenteswapaftalen indeholdt ikke oplysninger om et loft, og han modtog ikke rådgivning om stop loss i forbindelse med indgåelsen af aftalen. Han fik imidlertid ikke lov til at fortsætte aftalen, selvom aftalen var indgået for en femårig periode.

Han oplyste på flere møder med banken, at han ønskede at fortsætte aftalen til udløb den 30. september 2013. Forud for mødet den 1. september 2011 aftalte han med sine rådgivere i banken i e-mails af 20. december 2010 og i en e-mail 31. august 2011, at han måtte fortsætte aftalen til udløb den 30. september 2013. Banken brød denne aftale. Han er ikke i besiddelse af e-mailen af 31. august 2011 og går ud fra, at banken kan fremskaffe denne.

Han havde ikke mulighed for at sige nej til kurslofterne, som banken lagde ind. Lofterne bevirkede, at han blev påført et stort tab. Hvis han havde beholdt swappen til udløb, havde tabet været 400.000 DKK mindre.

Kravet er ikke forældet. Aftalen løb frem til den 30. september 2013.

Han var tvunget til at efterkomme bankens krav om en ny aftale. Han fremsatte allerede på mødet med banken om det første stop loss krav om, at banken skulle bære en del af tabet, da han ikke havde haft mulighed for at stoppe inden det store tab på 350.000 DKK. Han fremsatte straks efter lukningen den 6. september 2011 krav om erstatning.

vestjyskBANK har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at aftalen om valutarenteswap blev indgået på klagerens initiativ, da han ønskede en rentebesparelse.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Klageren modtog fyldestgørende rådgivning om risikoen ved en valutarenteswap på mødet i banken i forbindelse med indgåelse af aftalen. Klageren havde en meget høj risikograd og havde fuldt kendskab til betydningen af sine investeringer, herunder risikoen ved valutarenteswappen. Klageren var bekendt med risikoen for tab, men valgte på trods heraf at indgå aftalen. Under sin ansættelse i banken var klageren placeret i samme lokale som fondsafdelingen, var en del af fondsmiljøet og havde endvidere kendskab samt interesse for investering. Klageren havde tidligere lånt 1 mio. DKK til investering i aktie- og obligationsbaserede investeringsbeviser.

Det fremgår af investeringsprofilaftalen, at klageren var meget risikovillig. Investeringsprofilaftalen blev udfyldt kort efter, at klageren havde tabt 367.655 DKK.

Stop loss kursen blev indsat efter aftale med klageren. Banken er ikke i besiddelse af en e-mail af 31. august 2011, som klageren påberåber sig.

Klagerens eventuelle krav er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Forældelsesfristen løb fra den 15. september 2008. Klageren var i hvert fald den 26. august 2010, hvor valutarenteswappen delvist blev lukket ned på grund af stop loss, vidende om risikoen for tab. Forældelsesfristen løber derfor i hvert fald fra den 26. august 2010.

Klagerens eventuelle krav er bortfaldet på grund af passivitet. Aftalen blev indgået i 2008, og stop loss blev effektueret i 2010 og 2011. Klageren rejste først indsigelse overfor banken den 26. marts 2014.

vestjyskBANKhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ligger udenfor Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets bemærkninger

På et møde med klageren i 2008 gennemgik Ringkjøbing Bank (nu vestjyskBANK) et præsentationsmateriale vedrørende en valutarenteswap. Klageren indgik herefter aftale om en femårig valutarenteswap, hvorefter han skulle betale en variabel rente på LIBOR 3 måneder af en hovedstol på 635.680 CHF, og banken skulle betale en variabel rente på Euribor 3 måneder af en hovedstol på 400.000 EUR.

Den 20. februar 2009 underskrev klageren en rammeaftale om handel med derivater med et rammebeløb på 2.980.000 DKK og et risikobeløb på 298.000 DKK, hvorefter banken kunne kræve forretninger lukket helt eller delvist eller stille krav om yderligere sikkerhed, hvis et urealiseret tab oversteg risikobeløbet.

I forlængelse af drøftelser mellem banken og klageren blev der indsat en stop loss kurs på 570. Banken har anført, at stop loss kurs på 570 blev aftalt med klageren. Klageren har anført, at stop loss kursen blev fastsat efter krav fra banken. Den 26. august 2010 blev 50 % af valutarenteswappen lukket til kurs 570 med et tab for klageren på 367.655 DKK.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald i den 26. august 2010, hvor 50 % af valutarenteswappen blev lukket til kurs 570 med et tab for klageren på 367.655 DKK, havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med indgåelsen af aftalen om valutarenteswappen og den delvise lukning den 26. august 2010 var derfor forældet den 26. maj 2014, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Klagerens risikovillighed blev efter investeringsprofilaftale af 14. oktober 2010 vedrørende opsparing af frie midler med en tidshorisont på 10 år fastlagt til 10 på en skala fra 1 til 10.

Ifølge rammeaftalen og tillægget til rammeaftalen af 14. oktober 2010 kunne banken uden forudgående underretning kræve forretninger vedrørende valutarenteswappen lukket helt eller delvist, hvis sikkerhedsbeløbet på 400.000 DKK med fradrag af et tab udgjorde mindre end 5 % af rammebeløbet på 2 mio. DKK, hvilket svarede til et tab på mere end 300.000 DKK. I e-mails af 20. december 2010 bekræftede parterne at se tiden an til det nye år, og at aftalen ikke ville blive lukket uden varsel, selvom kursen kom over 585. Klageren bekræftede i en e-mail af 1. september 2011, at der samme dato var ”aftalt stop-loss på ovennævnte til kurs på 675”. Den 6. september 2011 blev valutarenteswappen lukket til kurs 675 med et tab 704.086 DKK. Ankenævnet finder herefter ikke, at bankens lukning af valutaswapaftalen var i strid med parternes aftale, eller at det i øvrigt oplyste om klagerens forhold kan føre til et andet resultat.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.