Spørgsmål om bank burde have rådgivet om andre lånemuligheder end den kernekredit klagerens mor valgte som nedsparingslån
| Sagsnummer: | 394 /2011 |
| Dato: | 04-10-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om bank burde have rådgivet om andre lånemuligheder end den kernekredit klagerens mor valgte som nedsparingslån |
| Indklagede: | Sparbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører et lån optaget af klagerens nu afdøde mor, M, der var kunde i Sparbank. Klageren gør gældende, at banken har tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse over for M ved at anbefale hende at etablere en kernekredit i stedet for en anden type nedsparingslån, hvorved hun kom til at betale for meget i rente.
Sagens omstændigheder
M ønskede i 2005 en nedsparingskredit, idet hun havde en stor opsparet friværdi i sit hus. I februar 2005 etablerede hun en "kernekredit" på 100.000 kr. i Sparbank med en rentesats på 6,5 %. I september 2008 blev kreditten forhøjet med 100.000 kr. Renten var da steget til 9,85 %. Hun betalte 2.500 kr. i gebyr for forhøjelsen.
Kreditten blev etableret uden sikkerhedsstillelse.
Den 7. november 2010 afgik M ved døden.
Ved brev af 18. december 2010 rettede klageren henvendelse til banken, idet hun var utilfreds med, at renten på M’s kernekredit var på 10,1 %.
Ved brev af 13. januar 2011 afslog banken at imødekomme klagen.
Under sagen har banken udarbejdet en beregning, hvor udviklingen i saldoen på en boligkredit med laveste rentesats sammenholdes med udviklingen i saldoen på kernekreditten. Af beregningen fremgår, at restgælden på en boligkredit på det tidspunkt, hvor M’s kredit blev indfriet, ville have været 4.642,81 kr. lavere end den faktiske saldo på kernekreditten ved indfrielsen. Banken har tilbudt klageren at indbetale 4.642,81 kr. til dødsboet efter M mod, at klagen til Ankenævnet trækkes tilbage. Dette har klageren afslået.
Parternes påstande
Den 16. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank skal anerkende, at M fik en dårlig rådgivning i forbindelse med etableringen af kernekreditten.
Sparbank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 4.642,81 kr. til M’s bo.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken gav M mangelfuld rådgivning, da M i 2005 etablerede kernekreditten.
Banken foretog ikke nogen kreditvurdering, idet den i så fald ville have opdaget et ejerpantebrev, som kunne være lagt til sikkerhed for en kredit.
M havde ingen gæld i sin ejendom.
Klageren har talt med en økonomikonsulent samt to andre banker, der mener, at M ikke er blevet rådgivet ordentligt og at en rente på mellem 4-6 % ville være acceptabelt på kreditten, der har sikkerhed for 4-500 %.
Banken har taget 2.500 kr. i gebyr i forbindelse med en forhøjelse af kreditrammen. Der er tale om et tryk på en taste. Resultatet er, at M har brugt 135.000 kr. og banken har taget 48.000 kr. – "godt gået" på fem år i en periode, hvor rente har været meget lav.
Sparbank har anført, at det var bankens vurdering, at omkostningerne til etablering af sikkerhed i M’s ejendom ville være for store i forhold til den rentebesparelse, M ville kunne opnå. Som følge heraf mundede bankens rådgivning ud i etableringen af en almindelig kredit. Det ejerpantebrev, som var tinglyst i M’s ejendom, var på 15.000 kr. og kunne således ikke have tjent til sikkerhed for kernekreditten, uden at M skulle have afholdt udgifter i forbindelse med forhøjelse af pantebrevet.
Etablering af en boligkredit med en lidt lavere rente end kernekreditten ville havde medført omkostninger på ca. 11.000 kr.
De renter og gebyrer, som banken har opkrævet hos M, var såvel sædvanlige som rimelige på det pågældende tidspunkt. Der er ikke udelukkende tale om at trykke på en knap, når en kreditramme skal forhøjes. Der skal foretages en ny bevilling, udarbejdes nyt dokument samt indhentes underskrift.
Banken har således hverken begået fejl eller ydet utilstrækkelig rådgivning. Renteudviklingen fra etableringen i 2005 til opgørelsen i 2010 har været både usædvanlig og uforudsigelig. Dette kunne hverken M eller banken have forudset, da aftalen blev indgået.
Bankens beregninger viser, at det først er fra januar 2010, at der ville være opnået en fordel ved en boligkredit frem for en kernekredit.
Til støtte for den subsidiære påstand bemærkes, at såfremt Ankenævnet finder, at bankens rådgivning burde have medført, at M havde fået en boligkredit med pant i ejendommen og lavere rente, skal godtgørelsen for den forskel, der er opstået udbetales til M’s bo. Bankens beregning tager udgangspunkt i den laveste rentesats for en boligkredit, idet den kernekredit, som M fik, blev forrentet til bankens laveste rentesats for dette produkt.
Ankenævnets bemærkninger
MARGIN: auto 0cm">Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Sparbank i forbindelse med etableringen af M’s kredit i 2005 begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. I den forbindelse lægger Ankenævnet til grund, at Sparbank ud fra de forudsætninger der var gældende på daværende tidspunkt berettiget kunne anse kernekreditten som den bedste løsning for M.Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.