Afgørelse

Forlænget løbetid. Indsigelse mod størrelse af rente på privatlån, der oprindeligt blev stiftet som et boliglån ydet på personalevilkår.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod renten og løbetiden på et lån.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 9. maj 1986 ydede indklagede klageren og dennes daværende ægtefælle, H, der var ansat hos indklagede, et boliglån på 92.500 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 950 kr. Renten var variabel 11 % p.a., og løbetiden blev under forudsætning af uændret rentesats angivet til 20 år. Indklagedes standardrentesats for boliglån var på daværende tidspunkt på 13 % p.a. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 93.500 kr. med pant i klagerens og H's ejendom. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:

"Rente af lånet beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for lån til private. Renten beregnes bagud og tilskrives fire gange om året.

Hvis renten sættes ned, vil lånet være betalt tilbage hurtigere end aftalt.

…

Tilsvarende vil løbetiden blive forlænget, hvis renten sættes op. Hvis det betyder, at løbetiden forlænges med mere end 3 måneder, kan banken forlange ydelsen forhøjet, så den aftalte løbetid bevares.

…

Såfremt ansættelsesforholdet til [indklagede] ophører, forfalder restgælden til fuld indfrielse."

I 1987 ophørte H's ansættelsesforhold hos indklagede.

I 1988 blev klagerens og H's ejendom solgt.

Den 28. december 1988 underskrev klageren og H et tillæg til låneaftalen, hvorefter ydelsen blev forhøjet til 1.200 kr. pr. måned.

I 1989 blev klageren og H skilt. I forbindelse hermed underskrev klageren den 26. oktober 1989 et tillæg til låneaftalen, hvorefter han overtog lånet, der blev angivet som et privatlån, som enedebitor.

Det fremgår, at rentetilskrivningen i årene 1990-93 oversteg de indbetalte ydelser, som uændret var 1.200 pr. måned, svarende til 14.400 kr. årligt.

I slutningen af 1994, hvor gælden var steget til ca. 101.000 kr., gjorde klageren indsigelse imod rentens størrelse. Indklagede redegjorde for renteudviklingen, som havde været stigende, og anførte, at lånet i forbindelse med ophøret af H's ansættelsesforhold og salget af ejendommen ikke var blevet indfriet, men var blevet videreført som et privatlån på almindelige kundevilkår, dog med en rentefavør på 0,5 % point.

Lånet blev efterfølgende fortsat afviklet med en månedlig ydelse på 1.200 kr.

Pr. den 31. december 2002 var restgælden på lånet 95.093,47 kr., og den aktuelle rente var 14,50 % p.a.

Indklagede har under sagen fremlagt en oversigt, der viser standardrentesatsen for Unilån (tidligere privatlån), og rentesatsen på klagerens lån i perioden 22. april 1996 - 12. juni 2003. Ifølge oversigten har renten på klagerens lån til stadighed været 0,5 % point lavere end standardrentesatsen.

Klageren har beregnet, at han i perioden 1990-2002 har indbetalt ydelser på i alt 187.200 kr., og at der i samme periode blev tilskrevet 189.509,83 kr. i renter. Restgælden steg således i den pågældende periode med 2.309,83 kr.

Parternes påstande.

Den 4. august 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte restgælden på lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at lånet fortsatte på uændrede vilkår efter ophøret af H's ansættelsesforhold og salget af ejendommen. Efter afhændelsen af ejendommen blev der aftalt en forhøjelse af ydelsen med henblik på at forkorte løbetiden.

Hverken han eller H har underskrevet en aftale med indklagede om, at lånet skulle ændres til kundevilkår.

I forbindelse med skilsmissen accepterede han at overtage lånet, idet indklagede tilbød at videreføre dette med de vilkår, som var gældende, da lånet var sikret med ejerpantebrevet. Det blev endvidere oplyst, at lånet ved uændret ydelse og rente ville være afviklet efter 8 år. Rentesatsen var 11 % og restgælden 92.783,64 kr.

Aftalen blev ikke overholdt af indklagede, idet renten kort tid efter, hvor en ny medarbejder hos indklagede erstattede den hidtidige, steg mere end almindeligt. Han gjorde flere gange forgæves opmærksom på, at indklagede brød aftalen.

Indklagedes udlånsrentesatser har nøje fulgt udviklingen i Nationalbankens diskonto. Fra lånets stiftelse i 1986 til han overtog lånet i 1989 var diskontoen 7 %. Lånets rente svarede således til diskontoen plus 4 % point. Den 20. marts 1990 steg diskontoen med 1 % point til 8 %, hvorfor renten på lånet burde været steget til 12 % p.a. Renten på lånet steg imidlertid væsentligt mere.

Selv om han har betalt alle ydelser i mere end 13 år, er restgælden på lånet steget. Indklagede burde have orienteret ham om, at gælden ikke blev afviklet, og at han således reelt havde et afdragsfrit lån. Tværtimod har han modtaget tilbud om ydelsesfritagelse.

Det forhold, at der er blevet fremsendt kontoudskrifter, fritager ikke indklagede for ansvaret for, at deres kunder ikke kommer i økonomisk uføre.

Efter henvendelsen i 1994 stod han tilbage med en følelse af afmagt. Han har først nu fået hjælp til at tage sagen op igen.

Indklagede har anført, at det må have stået klart for klageren, at prisfastsættelsen på lånet blev ændret som følge af ophøret af H's ansættelsesforhold og salget af den pantsatte ejendom. Man er ikke længere i besiddelse af materiale eller registreringer, der nøjagtigt viser, hvornår ændringen skete. Klageren har imidlertid årligt modtaget oplysninger om rentesatser og restgæld.

Efter klagerens overtagelse af lånet er dette til stadighed blevet forrentet med standardrentesatsen for lån uden sikkerhed med fradrag af 0,5 % point.

Klageren er på intet tidspunkt blev garanteret en forrentning svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 4 % point.

Man var berettiget men ikke forpligtet til at regulere ydelsen med henblik på at fastholde løbetiden.

Ved henvendelsen i 1994 fik klageren en redegørelse for forløbet samt oplysning om rentetilskrivninger, rentesatser, restgæld mv. Der blev ikke indgået aftale om at forhøje ydelsen med henblik på at tilpasse denne til renteniveauet.

Klageren har årligt modtaget oplysninger om rentesatser og restgæld og har således mange gange haft lejlighed til at forhøje ydelsen, såfremt han ønskede en kortere løbetid.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter at H var fratrådt sin stilling hos indklagede og efter salget af ejendommen, havde klageren ikke krav på, at lånet blev videreført som et boliglån med en rentefavør på 2 % point, og indklagede var berettiget til at forlange, at vilkårene blev ændret til almindelige vilkår for lån uden sikkerhed.

Det er ikke godtgjort, at indklagede gav tilsagn om en forrentning, der var mere fordelagtig end standardsatsen for privatlån med et fradrag på 0,5 % point, hvormed lånet til stadighed er blevet forrentet. Indklagede var ikke forpligtet til alene at regulere renten i overensstemmelse med udviklingen i diskontoen.

Forrentningen er løbende fremgået af de kontoudskrifter og årsoversigter, der er blevet fremsendt til klageren, ligesom det er fremgået, at ydelsen på 1.200 kr. pr. måned ikke var tilstrækkelig til at dække de løbende rentetilskrivninger, hvilket medførte, at lånet ikke blev nedbragt. Dette må i hvert fald have stået klart for klageren i forbindelse med henvendelsen i 1994, som imidlertid ikke gav klageren anledning til at forhøje ydelserne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.