Afgørelse

Overførsel af kurstabsfradrag

Det indklagede realkreditinstitut 1 havde fået salgsfuldmagt vedrørende en ejerlejlighed, hvori der indestod to kontantlån til institut 1. I november 1993 underskrev klagerne først en købsaftale, der var baseret på en finansieret handel, og hvoraf det fremgik, at klagerne ønskede finansiering via realkreditinstitut 2. Senere underskrev klagerne en købsaftale, som var baseret på en kontanthandel, og som var betinget af institut 2´s godkendelse. Denne betingelse blev senere frafaldet. Institut 1 indfriede i januar 1994 de to indestående kontantlån, hvortil der var knyttet amortisationskonti på i alt 138.710,48 kr. I september 1994 protesterede klagerne over for ejendomsmægleren over, at amortisationskontiene ikke var blevet overført, idet de havde opfattet det som en forudsætning for handlen. Dette bestred ejendomsmægleren og henviste til, at den manglende overførsel af kurstabsfradrag var en fejl fra realkreditinstitut 2´s side.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at realkreditinstitut 1 skulle godtgøre dem et beløb på 67.220,88 kr. på grund af manglende overførsel af kurstabsfradrag. Institut 1 påstod principalt frifindelse, subsidiært at kravet var opgjort forkert.

Klagerne anførte over for Nævnet bl.a., at institut 1 ikke ville acceptere, at institut 2 var låneformidler på en ejendom, hvor institut 1 var sælger, og at institut 1 indfriede de gamle lån primo januar 1994, inden de havde fået lavet et lånetilbud. Institut 1 anførte over for Nævnet bl.a., at normal praksis i sager, hvor sælger har afgivet salgsfuldmagt til institut 1 er, at handlen enten foretages som en kontanthandel eller finansieres med lån hos institut 1.

Flertallet i Nævnet fandt, at indfrielserne var blevet gennemført i overensstemmelse med parternes aftale, og fandt derfor ikke, at institut 1, der ikke skulle yde nyt lån i forbindelse med handlen, havde haft en rådgivningsforpligtelse i relation til kurstabsfradrag. Mindretallet fandt, at der på grund af institut 1´s forskellige roller som henholdsvis sælger i henhold til fuldmagt, realkreditinstitut og depositar burde stilles skærpede krav til instituttets handlemåde. Det mistede kurstabsfradrag havde sammenhæng med institut 1´s urimelige krav om, at handlen skulle gennemføres som en kontanthandel, fordi klagerne ikke ønskede realkreditbelåning hos institut 1. Institut 1, der dels måtte have haft kendskab til, at ejendommen skulle finansieres gennem institut 2, og dels havde kendt betingelserne for at opnå kurstabsfradrag, burde under de nævnte omstændigheder have informeret klagerne om betingelserne for opnåelse af kurstabsfradrag. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstitut 1 blev derfor frifundet.