Gyldighed. Kautionistens forudsætning om, at hans eget pengeinstitut kunne sige god for ham som kautionist.
| Sagsnummer: | 36/1997 |
| Dato: | 25-08-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Gyldighed. Kautionistens forudsætning om, at hans eget pengeinstitut kunne sige god for ham som kautionist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 10. marts 1992 underskrev klageren sammen med en medkautionist en kaution for sin svigersøns lån på 600.000 kr. hos indklagede. Kautionen var begrænset til 300.000 kr. "med tillæg af renter og omkostninger fra den dag påkrav sker". Svigersønnen drev en virksomhed som fiskeeksportør.
Kautionen afløste en kautionsforpligtelse, som klageren i 1988 havde påtaget sig for svigersønnens samlede engagement, for hvilket han sammen med to medkautionister havde kautioneret med i alt 500.000 kr. Ændringen den 10. marts 1992 var begrundet i den ene medkautionists død.
Forud for klagerens påtagelse af kautionsforpligtelserne havde indklagede indhentet soliditetsoplysninger hos hans pengeinstitut. Af en erklæring dateret den 16. januar 1986 fremgår, at pengeinstituttet fandt en kautionsforpligtelse på 200.000 kr. for klageren som enekautionist for stor. På en forespørgsel om klageren som medkautionist for 300.000 kr. meddelte pengeinstituttet den 15. januar 1988, at klageren "ikke er uden betydning som medkautionist, men såfremt kautionen bliver aktiv må en lang afviklingstid påregnes". Af en erklæring dateret 16. marts 1992 om klageren som medkautionist for 300.000 kr. fremgår bl.a.:
"Forbindelsen med os forløber uden anmærkninger, men vi vil med vort kendskab til kunden iøvrigt mene, at en kautionsforpligtelse af nævnte størrelse ikke kan tilrådes."
Lånet på 600.000 kr. skulle ifølge gældsbrevet afvikles med en månedlig ydelse på 15.000 kr., første gang den 1. april 1992.
Ifølge kontoudskrifterne for lånet blev dette afviklet som forudsat i hvert fald til og med 1. marts 1993.
Pr. 30. april 1993 trådte svigersønnen i betalingsstandsning.
Ved skrivelse af 4. juni 1993 til klageren gjorde indklagede med henvisning til betalingsstandsningen kautionen gældende, idet klageren blev anmodet om at indbetale "kr. 300.000 + renter á 14,5% p.a. til indfrielsesdagen". Ved skrivelse af 13. april 1994 meddelte indklagede, at debitors forretning var lukket, og anmodede klageren om sammen med kautionisten "at indbetale de 300.000 kr., som De i fællesskab kautionerer for".
Via sin advokat indledte klageren herefter en korrespondance med indklagede vedrørende kautionen.
Ved skrivelse af 14. december 1995 meddelte indklagede klageren, at der var indgået en afviklingsaftale med svigersønnen, og at klageren ikke ville blive afkrævet betaling, så længe aftalen blev overholdt.
Ved indklagedes advokats skrivelse af 6. november 1996 blev det meddelt klageren, at svigersønnen ikke havde overholdt afviklingsaftalen, og at han den 31. oktober 1996 havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten. Klageren blev anmodet om at indfri kautionen på 300.000 kr. med tillæg af renter 14,5% p.a. fra den 4. juni 1993 opgjort til 148.866,67 kr. og omkostninger i forbindelse med fogedforretningen, 1.702,50 kr., i alt 450.569,17 kr.
Ved klageskema af 29. januar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigøre ham for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det var en forudsætning for kautionen, at hans eget pengeinstitut kunne godkende ham som kautionist. På hans forespørgsel oplyste indklagede, at hans pengeinstitut havde sagt "100% god for ham". Efterfølgende kunne han konstatere, at indklagedes oplysning ikke var korrekt, og at hans forudsætning for kautionen således ikke var opfyldt. På baggrund af erklæringerne må det have stået indklagede klart, at han ikke ville være i stand til at opfylde de økonomiske forpligtelser, der ville følge, såfremt kautionsforpligtelsen blev aktuel. På grund af de nævnte forhold er det i strid med almindelig hæderlighed/handlemåde at gøre kautionsforpligtelsen gældende, jf. aftalelovens § 33 og/eller aftalelovens § 36.
Indklagede har anført, at ordlyden i erklæringerne fra klagerens pengeinstitut ikke gav anledning til at afvise klageren som medkautionist. Indklagede var ikke bekendt med, at klagerens kaution var betinget af, at hans pengeinstitut sagde god for ham. Klageren var fuldt bekendt med svigersønnens engagement med indklagede, ligesom han forstod kautionens omfang og konsekvenser. Det forhold, at efterfølgende soliditetsoplysninger forringes, medfører ikke, at kautionisten frigøres fra sin hæftelse i henhold til en allerede afgiven kaution.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren over for indklagede har betinget sin kaution af, at hans eget pengeinstitut kunne sige god for ham som medkautionist for det omhandlede beløb, eller at indklagede var eller burde have været bekendt med, at dette var en forudsætning for klageren. De oplysninger, som indklagede modtog i 1988, var ikke af en sådan karakter, at indklagede burde have afvist klageren som medkautionist.
Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan medføre, at den af klageren påtagne kautionsforpligtelse ikke er bindende for ham.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til den opgørelse af renter og omkostninger, som er indeholdt i skrivelsen af 6. november 1996 fra indklagedes advokat.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.