Transport af lån. Omkostninger.
| Sagsnummer: | 9902015/2000 |
| Dato: | 16-03-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Leif Nielsen, Per Englyst og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Omkostninger - transport
|
| Ledetekst: | Transport af lån. Omkostninger. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klagerens pengeinstitut anmodede i oktober 1997 instituttet om at flytte lånet til en ny af klageren erhvervet ejendom. Instituttet fremsendte den 31. oktober 1997 en allonge vedrørende transporten til klagerens pengeinstitut og oplyste, at instituttet ville sørge for tinglysning, når allongen var blevet returneret i underskrevet og bevidnet stand. Instituttet fremsendte den 17. december 1997 pantebrevet samt allongen vedrørende transport af pantebrevet til tinglysning. Efter anmodning fra Statsamtet redegjorde instituttet den 27. februar 1998 for, hvorfor instituttet fandt, at transporten skulle tinglyses stempelfrit – blot mod betaling af tinglysningsafgift på 1.200 kr., herunder henviste instituttet til, at der var tale om finansiering af et ejerskifte. Den 2. juni 1998 afsagde Statsamtet stempelresolution i henhold til hvilken der skulle betales 29.890 kr. i stempelafgift, beregnet som forskellen mellem det allerede erlagte stempel på 1,5 pct. ved pantebrevets oprindelige tinglysning og 5 pct. Instituttet klagede efterfølgende over stempelresolutionen til Told- og Skat, som den 23. oktober 1998 fastholdt afgørelsen. Instituttet bad herefter klageren om at indbetale beløbet til Statsamtet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle betale det resterende stempelbeløb. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at instituttet havde udformet allongen til pantebrevet og mod vederlag havde påtaget sig tinglysningsekspeditionen. Nævnet lagde til grund, at transporten efter stempelmyndighedernes opfattelse under forudsætning af korrekt stempelerklæring kunne ske stempelfrit, og at stempelmyndighederne kun havde forlangt opstempling til 5 pct., fordi allongen ikke indeholdt en korrekt stempelerklæring, og ikke blev påført en sådan inden for den gældende frist på 4 uger fra underskrivelsen. Nævnet bemærkede, at eventuelle tvivlsspørgsmål med hensyn til behovet for påtegning uden større besværligheder kunne have været søgt afklaret af instituttet, inden pantebrevets fremsendelse til tinglysning. Nævnet fandt under disse omstændigheder, at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar og tilpligtede derfor instituttet at betale klageren stempelbeløbet på 29.890 kr.