Afgørelse

Indsigelse mod kaution og hæftelse for lån, som kautionist optog til indfrielse af kautionen. Spørgsmål om misforhold mellem kautionsforpligtelsen og kautionistens økonomi.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod kaution og hæftelse for lån, som kautionist optog til indfrielse af kautionen. Spørgsmål om mangelfuld information i forbindelse med stiftelse af kautionen og om misforhold med klagers økonomi.

Sagens omstændigheder

Klagerens daværende ægtefælle, H, havde et lån hos Vestfyns Bank (nu Fynske Bank). Den 20. oktober 2009 blev lånet forhøjet til 140.898,53 kr.

Banken har oplyst, at klageren i en periode fra 1992 havde været kunde hos Vestfyns Bank, hvorefter han blev kunde i pengeinstitutterne P1 og P2. I 2011 blev klageren atter kunde hos banken, hvor han fik en såkaldt basiskonto, jf. kontoudskrift af 1. april 2011. Klageren og H havde efter det oplyste haft en fælles rådgiver, R, i Vestfyns Bank gennem længere årrække.

Banken har oplyst, at H på et ikke nærmere oplyst tidspunkt havde kautioneret overfor P1 for gæld i forbindelse med klagerens virksomhed, og at kautionen blev aktuel i forbindelse med, at virksomheden gik konkurs. Banken har endvidere oplyst, at klagerens mor i marts 2011 optog et lån på 41.000 kr. for at hjælpe klageren i forbindelse med konkursen.

I maj 2011 ville H søge gældssanering af blandt andet gælden til P1, der var opstået i forbindelse med H’s kaution for klagerens virksomhed.

Den 9. maj 2011 påtog klageren sig en kautionsforpligtelse for H’s lån hos Vestfyns Bank. Kautionsdokumentet er bortkommet.

Banken har oplyst, at bankens standardkautionsdokument, der var gældende på kautionstidspunktet, indeholdt følgende:

”… Udleveret Pjece

Det bekræftes herved af undertegnede selvskyldnerkautionist og undertegnede medarbejder i banken, at selvskyldnerkautionisten har modtaget og fået gennemgået pjece om kaution …”

Banken har endvidere oplyst, at bankens forretningsgang – Kreditpolitik blandt andet indeholder følgende:

”… Udlevering af pjece om kaution og gennemgang af denne med den potentielle kautionist, forud for kautionens indgåelse. Der skal også udleveres konkrete oplysninger om låntagers økonomi, som kan skærpe kautionistens agtpågivenhed og forståelse for indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.”

Banken har fremlagt lønsedler, hvoraf fremgik at klageren i perioden fra den 27. december 2010 til den 23. januar 2011 havde en indkomst på ca. 27.000 kr., hvoraf betaling for overarbejde udgjorde ca. 12.000 kr. Af årsopgørelsen for 2009 fremgik, at klageren havde en personlig indkomst på 157.078 kr., et indestående i pengeinstitut og værdipapirer på i alt 177.770 kr. og en gæld til realkredit- eller pengeinstitutter på 1.568.382 kr.

Efter det oplyste underskrev klageren og H i forbindelse med klagerens kaution en erklæring (herefter ’erklæringen’), hvorefter H forpligtede sig til at friholde klageren for ethvert tab i forbindelse med klagerens kaution for H’s lån. Erklæringen er bortkommet. Klageren har anført, at erklæringen blev udarbejdet af R, og at R oplyste, at klageren ikke ville have nogen risiko ved kautionen som følge af erklæringen. Banken har bestridt dette.

Den 31. maj 2011 blev der overført et beløb på 80.000 kr. fra klagerens konto i P2 til klagerens konto i Vestfyns Bank. Beløbet blev ifølge banken blandt andet brugt til indfrielse af klagerens gæld til hans mor vedrørende lånet på 41.000 kr.

Den 26. august 2011 anmeldte banken et krav på 131.077,07 kr. vedrørende H’s lån i forbindelse med gældssaneringssagen. Banken anførte samtidig, at lånet var sikret ved kaution.

Samme dag sendte banken en anmodning om overførsel af klagerens lønkonto hos P2 til Vestfyns Bank. Den 6. september 2011 blev klagerens budget- og lønkonto overført til banken.

Den 30. december 2011 sendte banken en meddelelse til klageren, hvoraf fremgik:

”Din kautionsforpligtelse for lån nr. … med [H]

Vi kan oplyse, at gælden på ovenstående lån udgør 128.275,31 kr. Kautionisten accepterer, at kaution dækker gammel gæld.”

Den 4. januar 2012 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et 15-årigt lån i banken på 131.717,86 kr., der blev brugt til indfrielse af kautionsforpligtelsen. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. I brev af 30. januar 2012 til den advokat, der forestod H’s gældssaneringssag, bekræftede banken, at det af banken anmeldte krav var indfriet af klageren som kautionist.

Den 1. marts 2013 anmodede klageren om, at banken nedsatte kravet mod ham til 65.000 kr. Klageren anførte, at banken havde haft den af parret underskrevne erklæring i sin varetægt, at H nu nægtede at opfylde sine forpligtelser i henhold til erklæringen, og at banken var ansvarlig for, at erklæringen var bortkommet.

Den 9. april 2013 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte en restgæld på 139.794,94 kr. pr. 1. november 2010. Ifølge forliget kunne klageren afvikle gælden ved betaling af i alt 65.000 kr. i syv rater i perioden fra den 20. april 2013 til den 20. oktober 2013. Ved manglende overholdelse af aftalen var klageren ifølge forliget forpligtet til at betale hele gælden. Af forliget fremgik endvidere, at det var en betingelse for forliget, at ”de af debitor afgivne oplysninger viser de reelle forhold omkring debitors aktuelle økonomiske situation”.

Klageren overholdt ikke forligets vilkår, og banken overgav sagen til fogedretten med anmodning om inddrivelse af den samlede gæld.

Den 14. november 2013 stillede klagerens advokat krav om, at klageren blev frigjort fra sin gældsforpligtelse.

Parternes påstande

Den 3. februar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal anerkende, at han er frigjort fra hæftelsen i henhold til gældsbrevet af 4. januar 2012 og det frivillige forlig af 9. april 2013.

Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har tilsidesat god pengeinstitutskik ved at acceptere kautionen i en situation, hvor bankens usikrede tilgodehavende hos H måtte anses for tabt eller som værende i stor risiko for at blive tabt.

H ville søge om gældssanering, men ønskede at bevare et godt forhold til banken. H ville derfor undgå, at banken led et tab. På R’s anbefaling kontaktede de en advokat, som oplyste, at det ikke var muligt at gennemføre en sådan løsning. De kontaktede atter R, som foreslog, at klageren skulle kautionere for H’s gæld til banken, og at klageren og H skulle oprette erklæringen, hvorefter H friholdt klageren for tab i forbindelse med kautionen. R oplyste, at denne løsning var risikofri for ham. På baggrund heraf påtog han sig kautionsforpligtelsen den 9. maj 2011. Han fik ikke gennemgået nogen pjece om kaution, og dette kan heller ikke lægges til grund, når kautionsdokumentet er bortkommet.

Han var enlig forsørger på kautionstidspunktet. Husstanden bestod af ham selv og hans mindreårige søn. Hverken årsopgørelsen for 2009 eller de fremlagte lønsedler, der vedrører to 14 dages perioder, viser en så betydelig indtægt, at kautionen var forsvarlig. Når der ses bort fra overarbejdsbetaling, var der tale om en beskeden indtægt.

R var en personlig bekendt af ham og H. R udarbejdede erklæringen som privatperson og på blankt papir. Erklæring indebar, at H påtog sig en gældsforpligtelse overfor ham. Erklæringen blev skrevet af R på R’s personlige computer, hvilket R erkendte på et møde i banken den 6. januar 2014. De underskrev begge erklæringen. Først underskrev han og siden H erklæringen. H afleverede erklæringen til R, der sendte erklæringen til ham. Han modtog imidlertid ikke erklæringen.

H har efterfølgende ikke villet anerkende at skylde ham noget beløb.

Fynske Bank har blandt andet anført, at klageren har påtaget sig en kautionsforpligtelse. Klageren tilbød at indtræde som kautionist for H’s gæld til banken. Det er beklageligt, at kautionsdokumentet er bortkommet. Bortkomsten har imidlertid ikke sammenhæng med god skik reglerne.

Kautionen fremgår af årsmeddelelsen, hvoraf det endvidere fremgår, at kautionen dækkede gammel gæld. Klageren har ikke gjort indsigelse mod årsmeddelelsen. Klageren har endvidere erkendt kautionsforpligtelsen i sin klage til banken af 1. marts 2013.

Klageren fik gennemgået Finansrådets pjece om kaution i overensstemmelse med bankens forretningsgang, jf. også bankens standardkautionsdokument. Klageren var via H’s tidligere kaution bekendt med konsekvenserne af en aktualiseret kaution. Det var gælden herfra, der indgik i gældssaneringen. Klageren kunne derfor ikke være uvidende om konsekvenserne af kautionen og var endvidere klar over, at der var tale om kaution for gammel gæld.

Banken advarede klageren mod at kautionere og gjorde det klart for klageren, hvilke konsekvenser kautionen kunne få for klageren i den aktuelle situation, hvor H samtidig overvejede at søge gældssanering. Klageren fastholdt imidlertid, at han ønskede at kautionere som gengæld for, at H havde kautioneret for ham, da han mente at ”skylde” H noget. Banken pressede ikke på nogen måde klageren til at kautionere. R oplyste ikke, at det var risikofrit for klageren at påtage sig kautionsforpligtelsen.

Banken sikrede sig, at kautionen ikke stod i misforhold til klagerens økonomi. Klageren havde en fast indkomst. Klageren oplyste flere gange, at han udover de fremlagte lønsedler kunne tjene alle de penge han ønskede ved arbejde i forbindelse med festivaler. I 2011 indfriede klageren efter tre ordinære ydelser for egne midler lånet på 41.000 kr., som hans mor optog i forbindelse med konkursen. Lånet blev brugt til køb af en bil til klageren fra konkursboet og til betaling af klagerens kreditorer. Klagerens økonomiske situation kan derfor ikke alene bedømmes ud fra lønsedler. På kautionstidspunktet bestod klagerens husstand alene af klageren selv, idet klagerens og H’s barn var fraflyttet klagerens bopæl. Det er således ikke korrekt, at klagerens husstand omfattede parrets barn.

Banken gennemgik regler og vilkår for gældssanering med klageren og H samt oplyste dem om, at en skyldner ikke kan påtage sig ny gæld, når gældssanering er indledt.

R var til stede ved udarbejdelse af den omtalte erklæring. Erklæringen var en hensigtserklæring om fremtidig tilbagebetaling af gæld mellem parterne. Gælden var opstået blandt andet som følge af skyldige børnepenge og efterskoleophold. Klagerens og H’s barn boede hos H, der var blevet registreret i RKI på grund af klagerens manglende betaling. R advarede parterne om konsekvenserne af erklæringen. Erklæringen blev ikke udarbejdet på R’s computer. Parterne udarbejdede selv erklæringen, der blev indleveret til banken, som videresendte erklæringen med almindelig post. Banken har ikke en kopi af erklæringen.

R har ikke en personlig relation til klageren eller H. Underskrift af dokumenter i forbindelse med klagerens kundeforhold i banken har af og til fundet sted på R’s bopæl, som var tættere på klagerens bopæl end filialens lokaler. Der var tale om rent professionelle møder.

Klageren klagede til banken i marts 2013, da H ikke ønskede at vedstå den bortkomne erklæring, og da klageren derfor havde udsigt til at skulle betale H’s gamle gæld uden at modtage afdrag på sit tilgodehavende hos H.

Klageren underskrev et nyt gældsbrev og forliget af 9. april 2013. Klageren har erkendt at skylde banken 65.000 kr. Klageren overholdt ikke betingelserne i det frivillige forlig af 9. april 2013, hvorfor forliget er bortfaldet.

Banken kan således ikke anerkende, at klageren skal løses fra sin gældsforpligtelse.

Ankenævnets bemærkninger

I maj 2011 kautionerede klageren for sin daværende ægtefælle, H’s, lån i Vestfyns Bank (nu Fynske Bank). H søgte i samme periode gældssanering. Klageren og H underskrev endvidere en erklæring, der efter det oplyste indebar, at H forpligtede sig til at friholde klageren for ethvert tab i forbindelse med klagerens kaution.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klageren som følge af indfrielsen af kautionsforpligtelsen ved optagelsen af lånet i januar 2012 eller ved underskrivelse af det frivillige forlig den 9. april 2013 er afskåret fra at gøre sine indsigelser vedrørende stiftelsen af kautionsforpligtelsen gældende.

Det følger af bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 22, at et pengeinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Der foreligger ikke oplysninger om klagerens formueforhold på kautionstidspunktet. Klagerens virksomhed gik på et ikke nærmere oplyst tidspunkt forud for indgåelse af kautionsaftalen konkurs, og konkursboet var under behandling i foråret 2011, hvor klageren påtog sig kautionsforpligtelsen. Ankenævnet lægger derfor til grund, at klageren ikke havde formue af betydning. Ud fra de fremlagte lønsedler lægges det til grund, at klageren i 2011 havde en indkomst på ca. 325.000 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, kautionsforpligtelsen, der ultimo december 2011 udgjorde 128.275,31 kr., stod i misforhold til klagerens økonomi.

Klageren har anført, at han ikke fik gennemgået en pjece om kaution, og at R oplyste, at kautionen ville være uden risiko for ham som følge af den af H underskrevne erklæring. Banken har bestridt dette og anført, at klageren fik gennemgået Finansrådets pjece om kaution i overensstemmelse med bankens forretningsgang, jf. også bankens standardkautionsdokument. Klageren var via H’s tidligere kaution for klagerens gæld bekendt med konsekvenserne af en aktualiseret kaution. Det var gælden herfra, der indgik i gældssaneringen. Klageren kunne derfor ikke være uvidende om konsekvenserne af kautionen og var endvidere klar over, at der var tale om kaution for gammel gæld.

Ankenævnet finder det herefter godtgjort, at klageren fik den fornødne rådgivning vedrørende kautionsforpligtelsen. Det forhold, at kautionsdokumentet er bortkommet efter indfrielsen af kautionsforpligtelsen tillægges således ikke betydning. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen som ugyldig i medfør af aftalelovens § 36.

Ankenævnet bemærker, at såfremt klageren har et regreskrav mod H i anledning af indfrielse af kautionsforpligtelsen, vil dette kunne gøres gældende, uanset at parternes erklæring vedrørende tilbagebetaling af gælden er bortkommet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.