Forlængelse af bindingsperiode ikke sket inden kontohavers fyldte 14. år.
| Sagsnummer: | 80/1997 |
| Dato: | 07-05-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - bindingsperiode
|
| Ledetekst: | Forlængelse af bindingsperiode ikke sket inden kontohavers fyldte 14. år. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 20. oktober 1982 oprettede klagerens daværende ægtefælle en børneopsparingskonto i indklagedes Køge afdeling for klagerens og ægtefællens søn, der er født den 2. juli 1982. Ifølge kontrakten for kontoen var ægtefællen indskyder, og bindingsperioden var fastsat til sønnens fyldte 14. år den 2. juli 1996.
I 1992 blev klageren skilt, og parterne aftalte at dele forældremyndigheden sønnen. Klageren har oplyst, at hun har foretaget indskuddene på børneopsparingskontoen.
Indklagede har fremlagt kopi af skrivelse af 11. maj 1996 til klagerens tidligere ægtefælle. I skrivelsen orienteres om muligheden for at forlænge børneopsparingskontoens bindingsperiode til kontohaverens fyldte 21. år, ligesom det er anført, at indskyderen ved bindingsperiodens udløb mister muligheden for at foretage yderligere indskud. Endelig oplyses det, at en forlængelse af bindingsperioden skal være på mindst 7 år og skal ske senest den 25. juni 1996.
Klageren har under sagen fremlagt erklæring fra ægtefællen, ifølge hvilken denne ikke har modtaget indklagedes skrivelse af 11. maj 1996.
Primo juli 1996 ændrede indklagede kontobetegnelsen for børneopsparingskontoen til juniorkonto.
I januar 1997 blev klageren bekendt med, at børneopsparingskontoen var omdannet til en juniorkonto. Klageren rejste over for indklagede krav om, at kontoen blev genoprettet som børneopsparingskonto, hvilket indklagede afslog.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genoprette børneopsparingskontoen med en bindingsperiode til kontohaverens 21. år.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har begået en fejl, idet hun som medindehaver af forældremyndigheden og den, hos hvem kontohaveren bor, ikke er blevet spurgt vedrørende kontoens forlængelse. Hertil kommer, at det alene er hende, der har foretaget opsparingen på kontoen. Hendes tidligere ægtefælle har i skrivelse af 21. marts 1997 bekræftet hendes fremstilling af sagen, herunder at han ikke har modtaget indklagedes skrivelse af 11. maj 1996.
Indklagede har anført, at indskyderen på kontoen er klagerens tidligere ægtefælle. Denne har ikke inden for de gældende frister anmodet om en forlængelse af kontoen, og indklagede kan således ikke genoprette kontoen som en børneopsparingskonto. Hertil kommer, at klageren ikke er kontraktspart vedrørende den i 1982 indgåede børneopsparingskontrakt.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge § 4, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om børneopsparings- og selvpensioneringskonti skal bindingsperiodens længde aftales ved kontoens oprettelse. Det er endvidere bestemt, at "forlængelse af perioden kan dog aftales inden udløbet af den oprindeligt fastsatte periode, såfremt der fra tidspunktet for den senere aftale og indtil det ændrede udbetalingstidspunkt bliver en periode på mindst 7 år, og bindingen ikke udstrækkes ud over det år, hvori kontohaveren fylder 21 år."
Da der ikke inden den 2. juli 1996, hvor bindingsperioden på klagerens søns børneopsparingskonto udløb, var aftalt en forlængelse af bindingsperioden, kan klagerens påstand ikke tages til følge.
Ankenævnet lægger efter indklagedes oplysninger til grund, at indklagede sendte klagerens tidligere ægtefælle, der var indskyder på kontoen, en skrivelse af 11. maj 1996 med oplysning om mulighed for at indgå aftale om forlængelse af kontoen.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede er erstatningsansvarlig som følge af, at indskyderen ikke har modtaget skrivelsen. Det kan heller ikke pådrage indklagede ansvar, at indklagede ikke underrettede klageren om muligheden for forlængelse af børneopsparingskontoens bindingsperiode.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.