Nedsættelse.
| Sagsnummer: | 563/1991 |
| Dato: | 24-04-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Nedsættelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagernes datter i august 1985 købte en ejerlejlighed samt en hyrevogn, ydede indklagede datteren en kassekredit med en trækningsret på 20.000 kr., et billån på 130.000 kr. og et lån på 75.000 kr. Til sikkerhed for lånene håndpantsatte debitor ejerpantebreve med pant i ejerlejligheden og hyrevognen, og klager A afgav selvskyldnerkautionserklæring for lånene og håndpantsatte et ejerpantebrev på 130.000 kr. med pant i fast ejendom.
I august 1985 tiltrådte klager A, at ydelsen på lån oprindelig stort 75.000 og lån oprindelig stort 130.000 bortfaldt pr. 30. august 1985. Den 12. september 1986 tiltrådte klager A endvidere, at ydelserne pr. 30. august, 30. september, 30. oktober 1986 bortfaldt på billånet.
Ved kreditkontrakt 21. november 1986 forhøjedes kassekreditten med 15.000 kr. til 35.000 kr., hvilket klager A tiltrådte som selvskyldnerkautionist og håndpantsætter.
Ved gældsbrev af 27. april 1987 ydede indklagede datteren et lån på 101.382,99 kr. Til sikkerhed underskrev klager A som selvskyldnerkautionist og håndpantsætter. Ved erklæringer af 22. september 1987 tiltrådte klager A, at ydelserne vedrørende billånet på 130.000 kr., og lånet på 75.000 kr. pr. 30. august 1987 bortfaldt, og ved påtegning af lånedokument oprindeligt stort 101.382,99 kr. tiltrådte klager A, at ydelse bortfaldt pr. 30. august 1987.
I forbindelse med at debitor i marts 1988 købte en ny hyrevogn forhøjedes billånet med 180.500 kr. til 251.745,94 kr. Til sikkerhed herfor håndpantsatte klager A ejerpantebrevet på 130.000 kr., samt 4 øvrige pantebreve med en samlet restgæld på 150.000 kr., ligesom han tiltrådte som selvskyldnerkautionist.
Ved lånedokument af 30. maj 1988 forhøjedes datterens kassekredit til 150.000 kr. Til sikkerhed herfor afgav klager A skyldnerkautionserklæring.
I januar 1989 besluttede debitor på grund af manglende indtjening at afhænde hyrevognen og sælge sin ejerlejlighed. Efter at provenuet heraf var afskrevet på engagementet, udgjorde dette ca. 217.000 kr.
Ved lånedokument af 14. april 1989 ydede indklagede datteren en kredit på 60.000 kr. Til sikkerhed håndpantsatte debitor sit depot hos indklagede, ligesom klager A afgav selvskyldnerkautionserklæring og håndpantsatte sit depot hos indklagede.
Ved lånedokument af 4. maj 1990 blev restengagementet omlagt til et fast lån på 217.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.500 kr. over ti år. Til sikkerhed for lånet pantsatte klager B et skadesløsbrev på 200.000 kr., ligesom hun afgav selvskyldnerkautionserklæring. Derudover håndpantsatte klager A de pantebreve, der tidligere havde været håndpantsat, hvorefter klager A's kautionsforpligtelse blev frigivet.
Da den aftalte afvikling ikke kunne overholdes, etableredes den 28. august 1990 ny låneaftale, ifølge hvilken lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.900 kr., hvilket blev tiltrådt af begge klagere. Den 25. april 1991 nedsattes ydelse til 2.400 kr. pr. måned, hvilket blev tiltrådt af klagerne.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive restgælden med ca. 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede uden datterens eller deres accept automatisk gav henstand med de 5 første ydelser, efter at lånene var ydet i 1985. Indklagede har endvidere adskillige gange forhøjet engagementet, således at klagerne ikke længere havde overblik over, hvor meget de kautionerede for. Indklagede har i foråret 1989 ydet en forhøjelse af kassekreditten, og provenuet heraf er afskrevet på gammel gæld uden, at klagerne er blevet oplyst herom. Klagerne finder endvidere generelt at være blevet orienteret for lidt om den risiko, der var forbundet med at stille sikkerhed og afgive selvskyldnerkautionserklæring. Indklagede bør nedskrive restgælden med 50.000 kr., således at datteren har mulighed for at afvikle lånet i løbet af 10 år. Klagerne har endvidere fremlagt en regning ifølge en lejekontrakt på 814,97 kr. i datterens navn, som indklagede har betalt over klagernes konto i indklagede.
Indklagede har anført, at man i efteråret 1985 tilbød sine udlånskunder henstand med 3 måneders ydelser, hvilken henstand ligger inden for bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede har imødekommet familiens interesser ved at bevilge en lempelig afvikling af restengagementet og har efterfølgende reduceret rentesatsen, således at datteren havde mulighed for at afvikle lånet for derved at forhindre, at den af familien til indklagede pantsatte ejendom skulle sælges. Såfremt indklagede fejlagtigt har betalt en regning lydende på datterens navn over forældrenes konto, er indklagede indforstået med at berigtige fejlen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst forhold, som kan medføre, at indklagede er forpligtet til at nedskrive restgælden på klagernes datters lån eller til at nedsætte klagernes pantsætnings- og kautionsforpligtelser.
For så vidt angår den nævnte regning består der efter det foreliggende ingen tvist mellem parterne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.