Afgørelse

Spørgsmål om findeløn ved fund af bortkomne kort.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om findeløn i forbindelse med klagerens fund af bortkomne betalingskort.

Sagens omstændigheder.

Den 6. juni 2001 indgav klageren en klage til Ankenævnet rettet mod pengeinstitutterne indklagede 1 og indklagede 2. Klagen omfattede endvidere indklagede 3, der på vegne samtlige pengeinstitutter forestår den tekniske gennemførelse af betalingstransaktioner foretaget ved hjælp af dankort, Eurocard samt en række andre internationale betalingskort.

Af klagerens sagsfremstilling fremgår, at han siden 1987 har fundet en række betalingskort. I de første år fremsendte han dem til indklagede 3 m.fl. og modtog i dusør mellem 300-500 kr. pr. stk. plus portoudgifter. Omkring 1998 ophørte praksis med udbetaling af findeløn imidlertid.

Klageren har fremlagt kopi af to postopkrævnings/postanvisninger vedrørende forsendelser fremsendt til henholdsvis indklagede 1 og indklagede 3.

Parternes påstande.

Ifølge klageskemaet er klagerens påstand:

"Klare regler og praksis for dusører og findeløn, samt sikre kontant-steder. Tab 4x55,00 kr. i porto + dusører + anerkendelse."

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de indklagede er ophørt med at udbetale dusør eller findeløn i forbindelse med, at han har fremsendt fundne betalingskort.

Han er bekendt med, at forretningsdrivende, der har betalingsterminaler, modtager dusør ved fremsendelse af spærrede kort.

Han anser de indklagedes praksis for at være i strid med gældende regler om findeløn.

Han finder, at de indklagede bør yde findeløn, idet det er i deres interesse, at bortkomne kort bliver inddraget, således at de ikke kan misbruges.

De indklagede har anført, at klagerens påstande om, at sektoren skal indføre klare regler for dusør og findeløn, at der sikres kontaktsteder til indlevering af fundne kort samt anerkendelse for sit arbejde ikke vedrører formueretlige tvister og således falder uden for Ankenævnets kompetence.

For så vidt angår klagerens påstand om refusion af portoudgifter har de indklagede anført, at det forhold, at en person, der ikke er betalingsmodtager, indsender et fundet kort, ikke medfører, at pågældende har krav på en dusør.

Spørgsmålet reguleres af lov om hittegods. Det fremgår heraf, at hittegods snarest muligt skal afleveres til politiet, medmindre finderen ved, hvem ejeren er og straks tilbagelevere det til denne.

Spørgsmålet om dusør er ligeledes reguleret af lov om hittegods. Ifølge denne er det politimesteren, der fastsætter en dusør under hensyntagen til hittegodsets art og værdi samt øvrige omstændigheder. Det bemærkes endvidere, at et kort ikke i sig selv repræsenterer en værdi.

Det er korrekt, at der udbetales dusør til forretninger, der inddrager spærrede kort. Dette følger af en aftale mellem kortudsteder og betalingsmodtager og er med til at sikre, at betalingsmodtager kontrollerer, om et kort er spærret.

Indklagede 3 har særligt anført, at man for så vidt angår de af denne indklagede udstedte eller administrerede betalingskort, dvs. Eurocard, MasterCard og udenlandske visakort har praksis for at der kan udbetales en findeløn på op til 300 kr. for fundne kort.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens påstand om, at der skal være klare regler og praksis for dusør og findeløn, sikres kontantsteder samt at de indklagede skal vise anerkendelse for hans virke, angår ikke formueretlige tvister og falder således uden for Ankenævnets kompetence. Ankenævnet kan derfor ikke behandle disse påstande.

For så vidt angår klagerens krav om betaling af portoudlæg samt dusør i anledning af hans fremsendelse af fundne betalingskort til de indklagede finder Ankenævnet ikke grundlag for at godtgøre klageren herfor. Det bemærkes herved, at de fundne kort ikke i sig selv repræsenterer en økonomisk værdi.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagerens påstande vedrørende en række ikke-økonomiske krav.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.