Afgørelse

Indfrielsesgebyrer.

Klageren havde et lån til det indklagede realkreditinstitut. Det for lånet udstedte pantebrev var oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular B, som i punkt 1 indeholder en bestemmelse om, at debitor er underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter. Ifølge instituttets vedtægter fastsætter bestyrelsen blandt andet gebyrer. Disse udgjorde ifølge instituttets prisblad pr. 1. maj 2001 200 kr. for indfrielsestilbud og 500 kr. for indfrielsesekspedition. Klageren opsagde i juni 2001 realkreditlånet til indfrielse. I opsigelsesformularen var der vedrørende gebyrer henvist til instituttets prisblad. Instituttet fremsendte i juli 2001 en bekræftelse på opsigelsen, som var gebyrbelagt med 200 kr. Klageren anmodede den 5. juli 2001 forgæves instituttet om at frafalde kravet om betaling af gebyrer for henholdsvis bekræftelsen og indfrielsen. Klageren protesterede efterfølgende gentagne gange over gebyret, som han fandt uhjemlet og uvarslet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale gebyrerne på i alt 700 kr. med tillæg af renter. Instituttet påstod frifindelse.

Til brug for Nævnet udarbejdede Sekretariatet et notat, herunder med gennemgang af de relevante aftaleregulerende bestemmelser samt oplysninger om de indfrielsesgebyrer, der opkræves af de øvrige institutter. Oplysningerne viste, at gebyrerne var på stort set samme niveau som de af det indklagede institut opkrævede.

Flertallet fandt, at der var den fornødne hjemmel i aftalegrundlaget til at kræve indfrielsesgebyrer, at det efter udviklingen inden for den finansielle sektor i retning af brugerbetaling for ekstraydelser og brug af særlige ordninger ikke er urimeligt eller upåregneligt, at et realkreditinstitut kræver gebyrer for det særlige arbejde, der er forbundet med at udfærdige en indfrielsesopgørelse og gennemføre en afvikling af en kreditaftale som et realkreditlån, og at der ikke var grundlag for at fastslå, at et gebyr på 200 kr. for en indfrielsesopgørelse og på 500 kr. for en indfrielsesekspedition var åbenbart urimeligt. Flertallet stemte derfor for at tage instituttets frifindelsespåstand til følge. Mindretallet fandt ikke, at der i aftalegrundlaget var den tilstrækkelige klare hjemmel til opkrævning af de omhandlede gebyrer, eller at der var tale om ydelser, som klageren kunne forvente ville blive gebyrbelagt. Mindretallet stemte derfor for at tage klagerens påstand til følge. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.