Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9809113/1998 |
| Dato: | 27-10-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Bent Olufsen (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 13, stk. 1), Leif Mogensen og Lene Staunsager |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1990 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 312.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån på tvangsauktionen opgjort til i alt 622.190 kr., som fordeltes med 546.455 kr. i kolonne 2 og 75.735 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1 juli 1990 ejendommen for en nominel pris på 574.000 kr., som blandt andet blev berigtiget ved den nye ejers overtagelse af nogle af de indestående lån. I januar 1995 gjorde instituttet en personlig fordring på 173.090 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 10 pct. i fem år. I august 1998 opgjorde instituttet det samlede tilgodehavende inklusive rente til 278.618 kr. Instituttet tilbød samtidig klageren en forligsordning, hvorefter hun skulle betale 100.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at den 5-årige forældelsesregel i 1908-loven gjaldt i det omfang en del af indklagedes krav måtte bestå af renter og bidrag. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at instituttet havde krav på et beløb af den krævede størrelse, og at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt ikke, at instituttet gennem det fremlagte materiale havde dokumenteret, at instituttet forlods havde anvendt tvangsauktionsbudet og videresalgsoverskuddet til forlods dækning af restancer. Hertil krævedes ifølge flertallet fremlæggelse af egentlige regnskabsbilag eller bogføringsmateriale, der klart og utvetydigt viste, at indgen del af det opkrævede beløb bestod af renter og bidrag. Mindretallet fandt, at der - i tilfælde af, at bevisbyrden for anvendelsen af det indkomne provenu kunne pålægges instituttet - ikke generelt kunne stilles store krav til bevisets styrke. Mindretallet fandt, at instituttet havde godtgjort, at budet forlods var blevet anvendt til dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 10 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 8. november 1999 Nævnet, at instituttet ikke ønskede at være bundet af kendelsen.
Retssag ej anlagt (klageren er afgået ved døden).