Afgørelse

Valg af låntype.

Klageren underskrev i september 1994 en købsaftale, hvoraf det fremgik, at der skulle optages et 30-årigt kontantlån hos det indklagede realkreditinstitut. Af købsaftalen var betinget af godkendelse fra klagerens advokat. Instituttet afgav den 8. september 1994 tilbud på det i købsaftalen anslåede ejerskiftelån. Af tilbudet fremgik det, at lånet var beregnet på grundlag af salg af 7 pct. obligationer til kurs 78,35, at lånets rente og terminsydelse ville blive endeligt fastsat på grundlag af kursen på udbetalingstidspunktet, og at udbetaling kunne finde sted med en anden obligationsrente og -serie end den i tilbudet anførte. Sælgeren indgik den 20. september 1994 en kurskontrakt med sit pengeinstitut om afvikling af lånet den 30. november 1994 til kurs 77,60 for 7 pct. obligationer. Lånet blev udbetalt i overensstemmelse med kurskontrakten. Instituttet bevilligede i december 1994 gældsovertagelse til klageren og hendes samlever. Klageren rettede i foråret 1998 henvendelse til instituttet, idet hun ved telefonisk forespørgsel om låneomlægning havde fået oplyst, at en omlægning af lånet kun ville resultere i en endnu større obligationsrestgæld. Klageren anførte, at ingen havde advaret hende mod risikoen ved den låntype, hun havde fået. Klageren bad instituttet svare på, hvordan instituttet havde tænkt sig at afhjælpe klagerens daværende økonomiske situation med en kraftig forøget restgæld. Instituttet fremsendte den 21. april 1998 en redegørelse til klageren vedrørende forløbet af ejerskiftebelåningen. Instituttet afviste at have handlet ansvarspådragende i forbindelse med valget af renteprocent og lånetype, idet instituttet ikke havde medvirket ved rådgivning i forbindelse med klagerens køb og finansiering af ejendommen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende en erstatning i størrelsesordenen 150.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Under hensyntagen til betingelserne i købsaftalen, oplysningerne i lånetilbudet om, at udbetaling kunne finde sted med en anden obligationsrente og -serie end den i tilbudet anførte, og til den indgåede kurskontrakt mellem sælgeren og dennes pengeinstitut havde det efter Nævnets opfattelse ikke påhvilet instituttet at tage selvstændigt initiativ med henblik på rådgivning af klageren om fordele og ulemper ved optagelse af det omhandlede kontantlån. Instituttet havde været berettiget til at tilbyde et kontantlån baseret på den obligationstype, der på det pågældende tidspunkt var almindelig og måtte antages at være stemmende med de fleste låntageres interesser. Nævnet frifandt derfor instituttet.