Rådgivning vedrørende finansiering af køb af varebil, der af forhandler var tilbudt finansieret gennem leasing.
| Sagsnummer: | 127/2002 |
| Dato: | 20-08-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende finansiering af køb af varebil, der af forhandler var tilbudt finansieret gennem leasing. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i forbindelse med finansiering af klagerens køb af en varebil.
Sagens omstændigheder.
Klageren købte den 2. august 2001 en brugt Toyota. Salgsprisen var inkl. moms 143.750 kr.
Til brug for delvis betaling af købesummen ydede indklagede klageren et lån på 127.574,39 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.200 kr., første gang 1. oktober 2001.
Klageren har anført, at der var tale om køb af en varebil på gule plader. Sælgeren tilbød finansiering via leasing med en månedlig ydelse på 2.237,50 kr. inkl. moms i 60 måneder. Han rettede henvendelse til indklagede, som foreslog det etablerede billån.
Den 18. december 2001 solgte klageren varebilen til den oprindelige sælger. Klageren har anført, at salgsprisen var 85.000 kr. Indklagede har oplyst, at man modtog 30.400 kr., idet klageren samtidig fik en brugt Escort i bytte.
Parternes påstande.
Klageren har den 2. april 2002 indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren har anført, at han "vil opnå at få udbetalt forskellen på de to lån samt udbetaling af den moms jeg har mistet ved benyttelse af [indklagedes] lån".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han blev overtalt af indklagede, der anførte, at deres lån var billigere end finansiering via leasing.
Efterfølgende modtog han information omkring reglerne ved køb af bil på gule plader, hvor det er muligt at undgå at betale moms.
Han finder, at indklagedes rådgivning var mangelfuld, hvilket har medført, at han har mistet momsbeløbet på 28.750 kr.
Indklagede har anført, at klageren i 2001 oprettede et CVR-nummer med henblik på opstart af egen virksomhed med salg og reparation af edb-udstyr i Åbenrå.
I sommeren 2001 flyttede klageren til Odense for at studere og oplyste, at han ophørte med sit arbejde med salg og reparation af edb-udstyr, indtil han var færdiguddannet.
Den 3. august 2001 kontaktede klageren indklagede med anmodning om et lån på 28.750 kr. til udbetalingen i forbindelse med købet af varebilen. Han oplyste samtidig, at han påtænkte at indgå en leasingaftale med forhandleren.
Indklagede drøftede mulighederne for et billån med klageren og gennemgik klagerens økonomi. Klageren blev tilbudt billånet på 127.574,59 kr., ligesom udbetalingen blev tilbudt finansieret via klagerens kassekredit. Klageren accepterede dette og oplyste, at han ville kontakte en revisor, som han tidligere havde anvendt. Spørgsmålet om momsfritagelse ved bilkøbet blev ikke drøftet.
Indklagede har ikke afgivet urigtige eller fejlagtige oplysninger over for klageren eller overtalt denne til at vælge billånet som det billigste. Klageren modtog et tilbud fra indklagede og et andet tilbud fra bilforhandleren. Den endelige beslutning om finansieringsform var udtryk for klagerens eget frie valg.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at indklagede skal betale klageren eventuelle merudgifter på billånet sammenholdt med finansiering via leasing af den omhandlede bil. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for, at indklagede kan tilpligtes at godtgøre klageren eventuelt mistet momsbeløb.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.