Meddelelse om misligholdelse. Forholdet til pant stillet af debitor.
| Sagsnummer: | 504/1996 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Meddelelse om misligholdelse. Forholdet til pant stillet af debitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren drev gennem en kortere periode erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab sammen med en kompagnon A. Indklagede ydede anpartsselskabet et lån til finansiering af virksomhedens driftsmidler. Klageren og A påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.
Ultimo 1994 ønskede klageren at udtræde af virksomheden, mens A ønskede at videreføre denne som personligt ejet virksomhed.
Ved gældsbrev underskrevet af A den 28. februar 1995 og af klageren som selvskyldnerkautionist den 26. april 1995 blev anpartsselskabets lån med en restgæld på ca. 223.000 kr. indfriet med et lån til A på 234.999 kr. Ud over kautionen fra klageren fik indklagede sikkerhed i et løsøreejerpantebrev på 250.000 kr. i driftsmidlerne, som nu tilhørte A. Et andet pengeinstitut fik sekundær panteret i løsøreejerpantebrevet. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 12.000 kr., første gang den 28. februar 1995. Løbetiden var under forudsætning om uændret rente angivet til 23 måneder, således at sidste ydelse, beregnet til 3.279,35 kr., forfaldt den 31. december 1996. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt bl.a.:
"Såfremt håndpant er stillet af debitor, hæfter pantet sekundært for, hvad debitor i øvrigt er eller måtte blive [indklagede] skyldig.
.....
Underskrevne kautionist erklærer sig indforstået med, at ovennævnte pant tjener forlods til sikkerhed for, hvad debitor af en hvilken som helst grund måtte være eller blive [indklagede] skyldig, hvorfor kautionisten ingen forventning har om regres mod pantet.
.....
Jeg er bekendt med og har modtaget [indklagedes] "Almindelige forretningsbetingelser" og "Lånebetingelser for gældsbreve og kassekreditkontrakter", som jeg accepterer som en del af gældsbrevets vilkår."
Af indklagedes lånebetingelser for gældsbreve og kassekreditkontrakter fremgår bl.a.:
"11. Sparekassen kan give debitor henstand uden samtykke fra kautionister eller pantsættere."
Ifølge kontoudskrifter for lånet foretog A følgende indbetalinger:
1. maj 1995 | kr. 17.196,13 | (ekstraordinært afdrag) |
Ved cirkulæreskrivelse af 26. november 1996 meddelte det beskikkede tilsyn indklagede, at A havde anmeldt betalingsstandsning pr. 21. november 1996.
Ved skrivelse af 11. december 1996 orienterede indklagede klageren om betalingsstandsningen. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Vi skal meddele Dem, at Deres kautionsforpligtelse for lånet er gældende uanset dette.
Medmindre der findes en løsning for fortsat drift af virksomheden, eller det pantsatte aktiv sælges til en pris, der dækker lånets restgæld, vil De som selvskyldnerkautionist blive afkrævet det evt. skyldige beløb."
Skrivelsen var vedlagt indklagedes anmeldelse af sin fordring over for det beskikkede tilsyn. Af anmeldelsen fremgår, at indklagedes tilgodehavende hos A pr. betalingsstandsningsdagen den 21. november 1996 udgjorde restgælden på lånet på 112.593,71 kr.
Ved telefax af 20. december 1996 til indklagede protesterede klageren over størrelsen af restgælden på lånet, som han på grundlag af gældsbrevet havde forventet var indfriet ved udgangen af december 1996.
Ved klageskema af 26. december 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han efter forgæves forsøg på forhandlinger med A og indklagede så sig nødsaget til at påtage sig kaution for lånet. Gældsbrevet blev underskrevet i hans eget pengeinstitut, efter at han nogle dage forinden pr. telefax havde modtaget et eksemplar til gennemsyn. Indklagedes lånebetingelser for gældsbreve medfulgte ikke, hvorfor han ikke var bekendt med, at indklagede kunne give debitor henstand uden kautionistens samtykke. Afsnittet i gældsbrevet om lånebetingelserne opfattede han som en reference til gældsbrevets snørklede ordlyd. Indklagede burde have givet ham meddelelse om, at lånet ikke blev afviklet som forudsat. Ved at undlade dette har indklagede fortabt sin ret til at gøre kautionen gældende i december 1996, hvor han berettiget kunne forvente, at lånet var indfriet og kautionen dermed bortfaldet. Han bør i hvert fald ikke hæfte for den yderligere rentebyrde, der er en følge af, at lånet ikke blev afviklet som forudsat. Indklagede bør alene kunne holde sig til pantet, hvis værdi på grund af den sekundære pantsætning må antages at overstige lånets restgæld. Han har via ansatte i virksomheden konstateret, at denne havde en rimelig stor omsætning, herunder et tilgodehavende for et enkelt stykke arbejde på ca. 250.000 kr. i december måned 1996. Det er hans opfattelse, at indklagede har medvirket til, at indtjeningen er blevet anvendt til dækning af andre gældsposter frem for det kautionssikrede lån.
Indklagede har anført, at man ikke har bevilget henstand, og at debitor løbende har været rykket for betaling af ydelser på lånet. I december 1996, hvor klageren fik underretning om misligholdelsen, var 6 måneders fristen i bank- og sparekasselovens § 41 overskredet for så vidt angår to ydelser à 12.000 kr. På grund af A's økonomiske situation er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at klagerens regreskrav mod A er blevet forringet som følge af fristoverskridelsen. Indklagede er indstillet på at afvente betalingsstandsningens udvikling og et eventuelt salg af driftsmidlerne. Såfremt klageren er uenig i denne fremgangsmåde, har klageren mulighed for at indfri kautionen og selv søge regres mod A. Til trods for negativ indtjening i 1996 har A foretaget betydelige betalinger på lånet frem til betalingsstandsningstidspunktet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerens muligheder for at gennemføre et regreskrav over for A er blevet forringet ved indklagedes manglende overholdelse af fristen i bank- og sparekasselovens § 41.
Ankenævnet finder heller ikke, at klageren har godtgjort andre omstændigheder, der kan begrunde kautionens bortfald eller en nedsættelse af hæftelsen. Herved bemærkes, at klageren har mulighed for at indfri kautionen og derved indtræde i indklagedes rettigheder i henhold til løsøreejerpantebrevet i driftsmidlerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.