Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Salg af ejendom.

Sagsnummer: 292/1991
Dato: 21-10-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Gert Bo Gram
Klageemne: Rådgivning - omsætning/opførelse af fast ejendom
Ledetekst: Salg af ejendom.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved slutseddel af 21. april 1988 solgte klageren sin hidtidige ejendom. Ved slutseddel af 2. maj 1988 og med overtagelsesdato den 10. maj 1988 købte klageren en ny ejendom.

Handelen vedrørende salget af klagerens hidtidige ejendom blev senere ophævet af køber ifølge indklagede som følge af, at ejendommen ikke lovligt kunne anvendes til beboelse.

I forbindelse med købet og salget samt modernisering af klagerens nye ejendom voksede klagerens gæld til indklagede til mere end 2 mio. kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive sit tilgodehavende mod klageren til O kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han på indklagedes opfordring solgte sin ejendom for at købe en mindre. Efter købers ophævelse af salget vedrørende klagerens tidligere ejendom, måtte han sælge ejendommen til en væsentligt lavere pris, således at hans engagement ikke, som beregnet af indklagede, blev O kr. Salget var betinget af indklagedes godkendelse, som blev givet, og klageren mener derfor, at indklagede har givet forkert rådgivning ved ikke at indhente tilstrækkelige oplysninger angående køberen samt ved at låne klageren penge til køb og ombygning af den nye ejendom, inden salget af den tidligere ejendom var gennemført endeligt.

Indklagede har anført, at samtlige dispositioner i sagen er foretaget af klageren uden krav fra indklagedes side. Det er således også klageren, der har truffet beslutning om at købe, forinden salget af den tidligere ejendom var faldet endelig på plads. Med hensyn til at indhente soliditetsoplysning vedrørende køberen, er dette uden betydning, idet handelen ikke blev hævet på grund af købers økonomiske forhold, men på grund af mangler ved ejendommen. Spørgsmalet om indhentelse af soliditetsoplysning blev dog rent faktisk foreslået af indklagedes afdeling, men da oplysning ikke kunne indhentes hurtigt nok efter klagerens opfattelse, bad klageren om, at der ikke foretoges yderligere, idet han ønskede handelen indgået straks.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter de i sagen foreliggende oplysninger findes det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med køb og salg af klagerens tidligere og nye ejendom har pådraget sig erstatningsansvar overfor klageren.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.