Meddelelse om misligholdelse.
| Sagsnummer: | 328 /1993 |
| Dato: | 20-12-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
|
| Ledetekst: | Meddelelse om misligholdelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 23. januar 1985 underskrev klageren håndpantsætningserklæring, hvorefter han håndpantsatte et ejerpantebrev på 175.000 kr. med pant i sin ejendom til sikkerhed for et lån på 180.000 kr., som hans søster skulle optage enten hos Bikuben eller hos indklagede. Klagerens underskrift blev afgivet på en af Bikuben udfærdiget håndpantsætningserklæring, hvoraf fremgik, at Bikuben i tilfælde af, at lånet blev oprettet hos indklagede, var bemyndiget til at videretransportere rettighederne i henhold til håndpantsætningen til indklagede, således at klagerens håndpantsætning af ejerpantebrevet skulle betragtes som givet i direkte håndpant til indklagede, dog maksimalt for 175.000 kr. Klageren underskrev samme dag et ejerpantebrev på nominelt 175.000 kr.
Klageren har oplyst, at han i 1985 arbejdede i Egypten og boede på Taiwan. Han arbejdede en måned ad gangen, fløj herefter til Danmark og var her i tre dage, hvorpå han fløj videre til Taiwan, hvor han havde fri i en måned. Under et ophold i Danmark i januar 1985 underskrev han i lufthavnen, hvor hans søster kom til stede med papirerne vedrørende lånet. Han havde ikke tid til at gennemlæse lånedokumenterne.
Ved udlånskontrakt underskrevet af klagerens søster den 28. januar 1985 ydede indklagede denne et lån på 185.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.300 kr., første gang den 28. februar 1985. Endvidere fremgik, at lånet skulle tages op til behandling den 1. marts 1988. Indklagede har oplyst, at klageren den 22. juli 1985 underskrev en kopi af lånedokumentet som håndpantsætter. Klagerens underskrift er vitterlighedspåtegnet af klagerens bror. Klageren havde ikke mulighed for at underskrive lånedokumentet i indklagedes åbningstid, hvilket er baggrunden for, at han underskrev en fotokopi af dokumentet. Klageren har oplyst, at han ikke var i Danmark den 22. juli 1985.
Ved anbefalet skrivelse af 24. maj 1988 til klageren meddelte indklagede, at man samme dag havde opsagt søsterens lån til omgående indfrielse. Lånets restgæld var pr. 31. marts 1988 140.135,74 kr.
Indklagede har oplyst, at lånet blev overgivet til inkasso i juni måned 1988. Gennem indklagedes advokat etableredes derpå en afdragsordning, hvor søsteren betalte 4.500 kr. månedligt på sit samlede engagement. Indklagede accepterede ordningen forudsat, at beløbet blev fordelt med 1.300 kr. på lånet sikret ved pant af klageren, medens det resterende beløb skulle indgå på søsterens øvrige engagement, som da udgjorde ca. 139.000 kr. Ved en fejl fra indklagedes side blev klageren ikke orienteret om denne afviklingsordning. I august måned 1991 ophørte søsteren med at betale på lånet, hvorefter klageren påny blev opfordret til at indfri gælden.
Ved skrivelse af 6. april 1993 til klageren fra indklagedes advokat tog denne indklagedes fordring til inkasso. Indklagedes krav opgjordes med tillæg af renter fra 1. juli 1992 og inkassoomkostninger til i alt 203.306,60 kr.
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede betalte klageren den 24. juni 1993 under protest de 175.000 kr. til indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale klageren de 175.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke burde have lånt klagerens søster pengene, idet søsteren og dennes ægtefælle ikke havde kunnet klare det hidtidige engagement med Bikuben. Indklagede burde på et tidligere tidspunkt have henvendt sig til klageren. Han husker ikke, at han modtog den anbefalede skrivelse i maj 1988, men hvis han har modtaget den, har han sikkert henvendt sig til sin søster, som formentlig har påstået, at alt var i orden. I maj 1988 kunne klageren have indfriet sin forpligtelse ved betaling af ca. 140.000 kr. Underskriften på udlånsdokumentet af 22. juli 1985 kan ikke passe, idet han først var i Danmark den 1. august 1985. Den i juni 1988 etablerede afdragsordning med 1.300 kr. månedligt var end ikke tilstrækkelig til betaling af lånets renter.
Indklagede har anført, at klagerens søster ultimo 1984 rettede henvendelse til indklagede i forbindelse med søsterens overtagelse af den af hendes ægtefælle hidtil drevne virksomhed. Baggrunden herfor var, at ægtefællen var kommet i økonomiske vanskeligheder. Klageren har underskrevet håndpantsætningserklæringen samt ejerpantebrevet. Klageren har endvidere underskrevet udlånskontrakten bl.a. som følge af, at håndpantsætningserklæringen angav lånets størrelse til 180.000 kr. mod 185.000 kr. Klagerens underskrift på udlånskontrakten skete på en kopi, da man ikke ønskede at udlåne det originale dokument. Indklagede kan ikke indestå for, at vitterlighedspåtegningerne er sket i forbindelse med klagerens underskrift, ligesom indklagede ikke kan indestå for dateringernes rigtighed. Klagerens underskrift på de fremlagte dokumenter fremstår som værende fuldstændig identisk med hinanden. Klageren reagerende ikke overfor indklagedes anbefalede skrivelse fra maj 1988, men synes at have slået sig til tåls med oplysninger fra sin søster om engagementets afvikling. Havde klageren rettet henvendelse til indklagede, ville han være blevet orienteret om indgåelsen af den nye afdragsordning. Klageren måtte i situationen regne med en vis ydelsesnedsættelse, hvis debitor igen skulle blive i stand til at afvikle på lånet. Indklagede har beregnet, at havde man fordelt de indbetalte ydelser med halvdelen til det sikrede lån, ville indklagedes tilgodehavende vedrørende dette alligevel overstige ejerpantebrevets hovedstol på 175.000 kr., og klageren har derfor ikke lidt nogen skade ved den faktiske fordeling.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, som kan føre til, at klagerens håndpantsætning af ejerpantebrevet på 175.000 kr. til sikkerhed for søsterens lån hos indklagede ikke er bindende for klageren. Det må lægges til grund, at klageren i maj 1988 modtog meddelelse om, at lånet var forfaldent til indfrielse på grund af misligholdelse, og han må selv bære risikoen for, at han ikke reagerede i denne anledning, således at gælden efterfølgende er steget. Der er ikke anledning til at tage stilling til, om indklagede i forbindelse med den afdragsaftale, der blev indgået med klagerens søster, burde have fordelt dennes indbetalinger ligeligt på de to lån, idet det efter det oplyste må lægges til grund, at gælden ifølge det pantsikrede lån ville have oversteget 175.000 kr., selv om dette var sket.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.