Indsigelse mod anvendelse af provenu ved ejendomssalg i 2014 til nedbringelse af ægtefælles gæld, der var sikret ved ejerpantebrev
| Sagsnummer: | 316/2016 |
| Dato: | 31-03-2017 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod anvendelse af provenu ved ejendomssalg i 2014 til nedbringelse af ægtefælles gæld, der var sikret ved ejerpantebrev |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod anvendelse af provenu ved ejendomssalg i 2014 til nedbringelse af ægtefælles gæld, der var sikret ved ejerpantebrev.
Sagens omstændigheder
Klagerens daværende ægtefælle, M, var kunde i Spar Nord Bank, hvor han bl.a. havde et privatlån. Klageren havde endvidere en budgetkonto i banken.
Den 1. januar 2012 købte klageren halvdelen af M’s ejendom, E1, for 1.675.000 kr. I forbindelse med overdragelsen respekterede klageren hæftelserne på E1, herunder et ejerpantebrev på 1.600.000 kr., der var underpantsat til banken til sikkerhed for M’s gæld i henhold til privatlånet.
I marts 2014 solgte parret E1 for 15.000.000 kr. Køberne af E1 skulle overtage ejerpantebrevet på 1.600.000 kr. Klageren og M købte samtidig en ny ejendom, E2.
I april og september 2014 deponerede køberne af E1 i alt 14.908.340 kr. af købesummen på en fælles deponeringskonto i banken tilhørende klageren og M.
Ved en e-mail af 22. april 2014 til M meddelte banken, at der efter en forhøjelse af M’s privatlån med 2.500.000 kr. manglede 12.000 kr. i budgettet om måneden, og at ”Det hjælper selvfølgelig når denne forhøjelse bliver indfriet igen ved salg af [E1]”. I e-mail til banken af 23. april 2014 anførte M:
”Vi sælger for 15 mio. så er der en gæld på ca. 9,7 incl. diverse så der er omkring 5,3 mio. tilbage. Så indbetales der ca. 2,75 til Spar Nord og ca. 1,0 mio. til [klageren] og udbetaling af nyt hus ca. 1.350.000,- og dette giver ca. 200.000,- i overskud. Hvis der mod forventning mangler penge den 1.10 så tages fra [klagerens] mio. eller vi indbetaler hvad som mangler. …”
Den 10. oktober 2014 sendte banken ved e-mail til M en oversigt over, hvordan provenuet efter salget af E1 ville blive anvendt ”Ifølge aftale med [M]”. Det fremgik, at der bl.a. skulle betales et til afdrag på 2.750.000 kr. på M’s privatlån, og at der skulle overføres 1.000.000 kr. til klageren. I e-mail af 15. oktober 2014 til M bekræftede banken, at der som aftalt var overført 2.750.000 kr. til afdrag på M’s privatlån, hvorefter restgælden på lånet udgjorde 4.580.000 kr.
I sagen er fremlagt en kontoudskrift af 20. oktober 2014 vedrørende deponeringskontoen. Udskriften var adresseret til M alene, på E2’s adresse. Af udskriften fremgik, at der var udbetalt et nettobeløb til ”sælger” på 1.052.321,91 kr. (1.040.248,33 kr. + 12.073,58 kr.), og at det resterende provenu var anvendt til indfrielse af realkreditlån i E1, udbetaling på 1.431.303,82 kr. til E2, afdrag på 2.750.000 kr. på privatlånet samt gebyrer og refusionssaldo mv., i alt 15.926,42 kr. Efter det oplyste blev der den 15. oktober 2014 overført 1.000.000 kr. af provenuet til klageren.
I klagerens årsopgørelse fra banken af 31. december 2014 var deponeringskontoen anført som udgået og med M som medkontohaver.
I februar 2016 blev et selskab, der var ejet af M, erklæret konkurs.
Klageren og M blev skilt ved skilsmissebegæring af 31. marts 2016.
I en e-mail af 6. juni 2016 anmodede klagerens advokat banken om dokumentation for fordeling af provenuet i forbindelse med salget af E1. I en e-mail af 23. august 2016 rejste klagerens advokat indsigelse mod, at en del af provenuet var anvendt til afdrag på M’s privatlån. Advokaten anførte, at dette ikke var aftalt med klageren. I e-mail af 26. september 2016 anførte banken:
”Det var en mundtlig aftale, som ikke blev skrevet ned, så vidt vi ved. Vi må gå ud fra, at det var en aftale mellem [klageren] og [M], som blev meddelt Spar Nord Bank.”
Parternes påstande
Den 7. oktober 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale kr. 901.161 med tillæg af rente i henhold til rentelovens § 6 fra den 16. oktober 2014 til betaling sker. Banken skal endvidere anerkende, at den har handlet i strid med god bankskik.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse. Banken har endvidere nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår klagerens påstand om, at banken skal anerkende, at den har handlet i strid med god skik.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at overføre 2.750.000 kr. af provenuet til nedbringelse af M’s lån.
Hun har hverken overfor banken eller M givet mundtligt eller skriftligt samtykke til, at hendes del af provenuet blev anvendt til nedbringelse af M’s private særlån. Der foreligger ingen dokumentation for, at hun meddelte samtykke til overførslen, eller at hun blev informeret om overførslen af banken.
Banken har under klagesagen erkendt, at der ikke forelå samtykke fra hende, jf. bankens bemærkning om, at det var ”bankens opfattelse, at klagers ægtefælle kunne repræsentere begge ægtefæller”. Det fremgår endvidere af bankens e-mail af 26. september 2016, at banken enten handlede efter instruks fra M alene eller handlede uden samtykke fra hverken hende eller M.
Banken har handlet i strid med god bankskik ved uden gyldigt hjemmelsgrundlag at overføre fælles midler til indfrielse af M’s private lån.
Banken har anført, at hun i 2014 må have accepteret de foretagne dispositioner over provenuet. Det står hende ikke klart, hvad banken bygger denne antagelse på. Banken orienterede hende på intet tidspunkt om, hvordan den havde forholdt sig med salgsprovenuet. Den fremlagte korrespondance vedrørende fordeling af det deponerede beløb var alene mellem M og banken. I e-mail af 10. oktober 2014 opstillede banken fordelingen af provenuet ”Ifølge aftale med M”. Hun blev først i forbindelse med skilsmissen bekendt med de i sagen fremlagte bilag om fordeling af salgsprovenuet.
Banken var på tidspunktet for overførslen klar over M’s økonomiske problemer, hvilket fremgår af bankens e-mail af 22. april 2014 til M. Banken forsøgte tilsyneladende at dække sig ind på bekostning af hende.
Banken har ikke redegjort for, hvorfor den overførte 2.750.000 kr. af de fælles midler, når ejerpantebrevet alene var på 1.600.000 kr. M’s gæld blev ikke indfriet ved overførslen, idet restgælden efter overførslen udgjorde 4.580.000 kr.
Hun har krav på at modtage halvdelen af det overskydende provenu efter indfrielse af realkreditgælden, med fradrag af gebyrer, refusionssaldo og tillæg af renter, svarende til 1.901.161 kr. Hun har alene modtaget 1.000.000 kr., hvorfor banken bør betale 901.161 kr. til hende.
Spar Nord Bankhar anført, at banken ikke er erstatningsansvarlig. Banken havde dialog med M om salget. Det var klart bankens opfattelse, at M kunne repræsentere begge ægtefæller.
Klageren respekterede bankens pant, der var til sikkerhed for M’s gæld, ved købet af halvdelen af E1. Klageren kunne dermed ikke have en forventning om, at dette pant ikke skulle indfries i forbindelse med salget af E1. Ved fordeling af det overskydende provenu på 3.818.248 kr. efter indfrielse af realkreditgælden, skulle bankens gæld på 1.600.000 kr. tillige indfries, hvorefter det resterende provenu på 2.218.248 kr. skulle fordeles ligeligt mellem klageren og M. Efter fradrag af gebyrer, refusionssaldo og tillagte renter blev der udbetalt 1.000.000 kr. til klageren. Der blev udover indbetalingen på 2.750.000 kr. på M’s lån ikke udbetalt noget provenu til M.
Klageren rettede ikke henvendelse til banken i forbindelse med salget af ejendommen, ud over en e-mail med oplysninger om hendes konto nummer i andet pengeinstitut. Klageren måtte allerede i oktober 2014 have været bekendt med størrelsen af provenuet og må have accepteret de foretagne dispositioner over provenuet. Klageren burde umiddelbart efter modtagelsen af beløbet på 1.000.000 kr. have rettet henvendelse til banken, hvis hun var uenig i fordelingen af provenuet. Klageren fremsatte først i juni 2016 efter parrets skilsmisse indsigelse mod fordelingen af provenuet.
Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab. Hvis klageren mener at have krav på en yderligere del af provenuet, må hun rette henvendelse til M.
Ankenævnets bemærkninger
I 2012 købte klageren halvdelen af sin daværende ægtefælle M’s ejendom, E1. Klageren respekterede hæftelserne på E1, herunder et ejerpantebrev på 1.600.000 kr., der var underpantsat til Spar Nord Bank til sikkerhed for M’s gæld i henhold til et privatlån.
I marts 2014 solgte parret E1 og købte en ny ejendom, E2. Realkreditlånene i E1 blev indfriet i oktober 2014, og provenuet fra salget af E1 udgjorde herefter ca. 3,8 mio. kr. Restgælden på privatlånet udgjorde ca. 7,3 mio. kr. i oktober 2014. I e-mailkorrespondance med M aftalte banken, at der af restprovenuet skulle bruges 1.431.303,82 kr. til udbetaling på E2, 2.750.000 kr. til afdrag på privatlånet, og at 1.000.000 kr. skulle overføres til klageren. Banken har ikke dokumenteret, at den indhentede klagerens samtykke hertil.
Banken har oplyst, at klageren i en e-mail til banken meddelte oplysninger om sit konto nummer i andet pengeinstitut, hvortil beløbet til hende i forbindelse med salget skulle overføres. Beløbet blev overført til klageren den 15. oktober 2014. I klagerens årsopgørelse fra banken af 31. december 2014 var deponeringskontoen anført som udgået.
Parret blev skilt i marts 2016. I juni 2016 rejste klageren indsigelse mod afdraget på 2.750.000 kr. på privatlånet.
Klageren og M var overfor køberne af E1 forpligtet til at overdrage E1 og ejerpantebrevet frigjort for bankens underpant i ejerpantebrevet. Banken var berettiget til at kræve, at provenuet ved salget af E1 blev anvendt til indfrielse af privatlånet inden bankens frigivelse af ejerpantebrevet. På baggrund heraf finder Ankenævnet ikke, at klageren har dokumenteret, at banken i forbindelse med afregning af provenuet har begået fejl eller forsømmelser, der har medført et tab for hende.
Ankenævnet finder endvidere, at klageren har udvist passivitet. Klageren var bekendt med, at hun ville modtage en del af provenuet på den af hende overfor banken oplyste konto i andet pengeinstitut. Ankenævnet finder, at klageren i forbindelse modtagelsen af de 1.000.000 kr. havde anledning til at rejse evt. indsigelser overfor banken vedrørende afregning af provenuet. Ankenævnet finder, at klageren som følge af sin passivitet er afskåret fra at gøre et evt. krav gældende mod banken vedrørende betaling af afdraget.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Det ligger udenfor Ankenævnets kompetence at påse overholdelse af regelsæt som for eksempel bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.