Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod lukning af valutaswapforretning medio marts 2010

Sagsnummer: 472/2010
Dato: 01-05-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne: Rente - øvrige spørgsmål
Valuta - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod lukning af valutaswapforretning medio marts 2010
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod bankens lukning af en valutaswapforretning, hvorved klageren realiserede et tab.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Sydbank.

Banken har oplyst, at klageren havde en kreditforpligtelse i GBP (britiske pund). Efter råd fra sin revisor omlagde klageren kreditten til CHF (schweizer franc), hvor renten på det tidspunkt var lavere, ved at indgå en valutaswapforretning i CHF/GBP. I den forbindelse indgik klageren to valutaswapaftaler i henholdsvis CHF/GBP og CHF/DKK.

Den 28. februar 2008 sendte banken en bekræftelse af de to valutaswapaftaler, som klageren underskrev den 5. marts 2008. Af bekræftelserne fremgår:

"…



Handelsdato
27-02-2008

Start dato
31-03-2008

Slut dato
31-03-2011

2. Betingelser [for klageren]

De betaler

Variabel rente

Hovedstol

CHF 875.000,00

Valutakurs

463,4700

Rentebeløb

Reference rente beregnet af hovedstol

Variabel rente i % p.a. for 1. periode

0,000000

Rentetillæg

0,2600

Reference rente

CHF LIBOR 3M

Renteberegningsmetode

FAK/360

Renteperiodens længde

3m*

Første periode

31-03-2008 – 30-06-2008

Rentefastsættelse

2 bankdage før næste periode

Deres afregningskonto

-295



3. Betingelser [for banken]



Vi betaler

Variabel rente

Hovedstol

DKK 4.055.362,50

Valutakurs

463,4700

Rentebeløb

Referencerente beregnet af hovedstol

Variabel rente i % p.a. for 1. periode

0,000000

Rentetillæg

0,0000

Reference rente

DKK CIBOR 3M

Renteberegningsmetode

Renteperiodens længde

FAK/360

3m*

Første periode

31-03-2008 - 30-06-2008

Rentefastsættelse

2 bankdage før næste periode



Deres afregningskonto -295

*) Udløber renteperioden på en dag, hvor banken ikke har åben, forlænges perioden til første følgende bankdag.

…"

"…



Handelsdato
27-02-2008

Start dato
31-03-2008

Slut dato
31-03-2011

2. Betingelser [for klageren]

De betaler

Variabel rente

Hovedstol

CHF 849.400,00

Valutakurs

212,3500

Rentebeløb

Reference rente beregnet af hovedstol

Variabel rente i % p.a. for 1. periode

0,000000

Rentetillæg

0,0000

Reference rente

CHF LIBOR 3M

Renteberegningsmetode

FAK/360

Renteperiodens længde

3m*

Første periode

31-03-2008 – 30-06-2008

Rentefastsættelse

2 bankdage før næste periode

Deres afregningskonto

-295



3. Betingelser [for banken]



Vi betaler

Fast rente

Hovedstol

GBP 400.000,00

Valutakurs

212,3500

Rentebeløb

Fast rente beregnet af hovedstolen

Fast rente i % p.a.

4,940000

Rentetillæg

0,0000

Renteberegningsmetode

FAK/360

Renteperiodens længde

3m*

Første periode

31-03-2008 - 30-06-2008



Deres afregningskonto -295

*) Udløber renteperioden på en dag, hvor banken ikke har åben, forlænges perioden til første følgende bankdag.

…"

Den 30. december 2008 indgik klageren en rammeaftale med banken om handel med finansielle forretninger med et vægtet forretningsomfang på 400.000 kr. Af aftalen fremgår:

"…

Stop loss

Banken kan i særlige situationer kræve kontante indbetalinger fra kunden eller kræve anden sikkerhed stillet. Følger kunden ikke bankens krav, er banken berettiget til – helt eller delvist – at lukke forretningerne (stop loss). Vilkårene for denne lukning fremgår af vedlagte bilag "Bestemmelser om forretningernes gennemførelse", hvortil der henvises.

Øvrige vilkår/bilag

Nedennævnte bilag er udleveret til kunden og er at betragte som en del af aftalen.

· Bestemmelser om forretningernes gennemførelse

Aftalen og bilagene er gennemgået med kunden, eller kunden erklærer sig ved sin underskrift bekendt med indholdet heri.

Underskrift

Såfremt kunden er et selskab, erklærer undertegnede at være tegningsberettiget for kunden, samt at indgåelse af forretninger under aftalen er i overensstemmelse med formålsbestemmelsen i selskabets vedtægter.

Aftalen har virkning for fremtidige og allerede indgåede forretninger mellem parterne

Af "Bestemmelser om forretningernes gennemførelse", som er en del af rammeaftalen, fremgår:

Krav om sikkerhed/bankens disponeringsret (stop loss)

Banken er til enhver tid berettiget til – med et varsel, som er afstemt efter markedsforholdene – at kræve kontant indbetaling eller anden sikkerhed på anfordring, således at bankens nettosikkerhed – dvs. sikkerhed efter reduktion med ikke inddækkede realiserede tab og urealiserede tab – efter bankens skøn udgør op til 110% af det vægtede forretningsomfang.

Hvis kunden ikke opfylder bankens krav om kontant indbetaling eller anden sikkerhedsstillelse, er banken uden forudgående henvendelse til kunden berettiget, men ikke forpligtet, til at afvikle enkelte eller samtlige forretninger bedst muligt efter bankens skøn.

Kunden afholder alle omkostninger, der måtte være forbundet hermed.

Banken vil til enhver tid forsøge at afgive skriftligt varsel til kunden – pr. brev eller pr. telefax – undtagelsesvist kan varslet afgives telefonisk. Bankens ret til hel eller delvis afvikling gælder også i tilfælde, hvor det for banken har været umuligt – uanset årsag – at afgive varslet til kunden. Banken er forpligtet til snarest muligt derefter at give kunden meddelelse om bankens dispositioner.

…"

Den 1. marts 2010 sendte klageren en e-mail til banken:

"…

Jeg kan se at GBP har tabt noget styrke på åbningskursen hvilket naturligvis[] ikke er hvad jeg har behov for.

I weekenden har jeg set på mine muligheder for, at finde likviditet og det er ikke muligt før ultimo denne måned da jeg har kvartalsindtægter som du ved.

I forbindelse med [] krisens højdepunkt tvang i mig ud i en terminsforretning da jeg ikke kunne gøre andet fordi i ville lukke swappen og det kostede mig næsten kr. 300.000 at komme ud af den igen. Det havde ikke været nødvendigt hvis i ikke var gået i panik og af samme årsag bliver det jo ikke lettere for mig, at finde likviditet i udsvingene på swappen.

Jeg håber derfor at i lige udviser lidt tålmodighed og ikke griber til panik igen.

Jeg formoder at i er enige i at CHF ikke kan blive i nuværende niveau og enhver analyse viser også en forventning til en styrket GBP i de kommende 6 måneder.

Må jeg høre dine synspunkter heroverfor.

…"

Ved brev af 1. marts 2010 meddelte banken klageren:

"…

Valutaswap

I fortsættelse af telefonsamtale skal vi blot bekræfte, at vi accepterer et samlet tab på swappen på i alt kr. 850.000,00 frem til den 31. marts 2010.

Vi har lagt afgørende vægt på, at der senest denne dato er overført yderligere kr. 100.000,00 til sikringskontoen. Er dette ikke tilfældet vil forretningen blive lukket ned, hvis det samlede tab udgør mere end kr. 757.000,00 pr. 31. marts 2010.

Såfremt tabet i perioden frem til 31. marts 2010 overstiger kr. 850.000,00 vil forretningen blive lukket ned uden yderligere varsel.

…"

Ved e-mail af 8. marts 2010 meddelte banken klageren:

"…

Forhåbentlig kan forretningen udvikle sig positivt i marts måned, alternativt har du "vundet" lidt ekstra tid til at fremskaffe ekstra likviditet, hvis behovet opstår.

Senest pr. 31.03.2010 imødeses indbetaling til dækning af eventuelt tab, der overstiger tkr. 757.

Til orientering udgjorde tabet ved opgørelsen 07.03.2010 tkr. 857.

Betingelserne i brev af 01.03.2010 er fortsat gældende.

Der er renteafregning på swapforretningen den 31.03.2010. Renteudlodningen udgør ca. tkr. 39, som swappen tilsvarende forværres med.

…"

Den 7. marts 2010 indbetalte klageren 30.000 kr. på sikringskontoen.

Den 12. marts 2010 indbetalte klageren 32.500 kr. på sikringskontoen.

Banken har oplyst, at man den 15. marts 2010 kl. 14.00 forgæves forsøgte at kontakte klageren telefonisk og indtalte en besked på telefonsvareren. Samtidig adviserede banken klageren via mail om, at nedlukning ville ske, hvis klageren ikke indbetalte på sikringskontoen.

Af bankens e-mail af 15. marts 2010 kl. 14.01 fremgår:

"…

Du bedes venligst kontakte mig med det samme, da swappen reelt skal lukkes ned nu.

…"

Den 15. marts 2010 kl. 16:59 lukkede banken valutaswappen ned.

Ved differenceafregningsnota af 15. marts 2010 afregnede banken DKK/CHF valutaswapforretningen med et tab for klageren på ca. 931.800 kr.

Den 17. marts 2010 sendte banken følgende e-mail til klageren:

" …

Jeg formoder du har fået afregningerne over swappen.

Der er bogført tab kr. 931.848,45 under swappen og der indestod kr. 400.590,59 på sikringskontoen. Der er således en gæld/skyld på kr. 531.257,86 på konto (-295).

…"

Ved brev af 20. maj 2010 gjorde klagerens advokat indsigelse mod forløbet og lukningen.

Ved brev af 24. juni 2010 afviste banken at imødekomme klageren.

Parternes påstande

Klageren har den 1. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Sydbank skal betale erstatning for det tab klageren har lidt.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at lukke valutaswappen ned.

Den 1. marts 2010 meddelte banken ham, at valutaswapforretningen ville blive lukket, så snart tabet oversteg 850.000 kr. Da banken efterfølgende opgjorde tabet til 857.000 kr., skete ingen uvarslet og øjeblikkelig lukning, som banken ellers havde oplyst.

Den 8. marts 2010 oplyste banken, at han havde frist til den 31. marts 2010. Samtidig tilkendegav banken håb om, at valutaswapforretningen udviklede sig positivt i marts måned, og at han "… har [ ] "vundet" lidt ekstra tid til at fremskaffe ekstra likviditet, hvis behovet opstår."

Den 15. marts 2010 lukkede banken valutaswappen med kun ca. tre timers varsel – hvilket reelt var uvarslet – med stort økonomisk tab til følge for ham.

Banken burde have rådgivet ham og givet ham et passende varsel. Banken har overtrådt lov om finansiel virksomhed samt bekendtgørelse om god bankskik.

Banken afgav et løfte om, at valutaswapforretningen ikke blev lukket før den 31. marts 2010. Banken valgte imidlertid at lukke valutaswappen den 15. marts 2010. Han fik derfor ikke mulighed for at stille yderligere sikkerhed, således at valutaswapforretningen kunne have været fortsat og indfriet på et mere gunstigt tidspunkt.

Banken handlede ansvarspådragende.

Opgørelse af erstatningskrav over for banken afventer Ankenævnets stillingtagen.

Sydbank har anført, at klageren indgik en rammeaftale og valutaswapforretning på et fuldt oplyst grundlag, herunder vilkår for lukning af valutaswappen.

Bankens betingelser vedrørende sikkerhed og disponeringsret fremgår klart af rammeaftalen med bilag.

Klageren er professionel investor qua et investeringsselskab, hvor han er eneanpartshaver. Han burde derfor kende konsekvenserne, hvis han ikke indbetalte tilstrækkeligt på sikringskontoen. Af årsrapport, der er fremlagt under sagen, fremgår, at klageren driver et investeringsholdingselskab som et ApS. Det fremgår af virksomhedsbeskrivelsen, at "Selskabets formål er udbud af investeringsobjekter, rådgivning, handel, finansiering, investering og anden dermed beslægtet virksomhed, herunder konsulentvirksomhed."

Kategoriseringen af klageren som "detailkunde" er ikke ensbetydende med, at klageren er uden investeringserfaring. Klageren har stor erfaring med værdipapirinvestering.

Banken havde tidligere lukket en af klagerens valutaswapforretninger. Klageren var heller ikke dengang tilfreds med nedlukningen af valutaswappen pga. manglende inddækning af tab. Banken informerede derfor klageren indgående om vilkårene. Klageren burde derfor være bekendt med rammeaftalen, herunder vilkårene for stop loss og proceduren for nedlukning.

I perioden op til nedlukningen førte banken daglige telefonsamtaler med klageren om markedsudviklingen, da der var store udsving i CHF-valutakursen. Klageren var velinformeret om, at han skulle indbetale, når markedsværdien var negativ. Banken opfordrede klageren flere gange til at indbetale på sikringskontoen for at imødegå tab. Banken påpegede flere gange risikoen for, at man ville lukke swappen.

Banken var nødt til at lukke forretningen for at begrænse tabet. Klageren blev informeret grundigt om nedlukning af forretningen, der blev varslet i god tid.

Bankens e-mail af 8. marts 2010 var ikke en tilsikring om, at engagementet ikke ville blive lukket ned før den 31. marts 2010.

Klageren ses ikke at have opgjort sit tab.

Ankenævnets bemærkninger

Den 30. december 2008 indgik klageren en rammeaftale, hvoraf fremgår, at Sydbank er berettiget til at lukke engagementer helt eller delvist (stop loss). Endvidere følger det af bankens "Bestemmelser om forretningernes gennemførelse", som er en del af rammeaftalen, at banken kan kræve indbetaling med et varsel, der er afstemt efter markedsforholdene. Bankens ret til hel eller delvis afvikling gælder også, hvor det for banken har været umuligt – uanset årsag – at afgive varslet til kunden.

Af bankens brev af 1. marts 2010 til klageren fremgår, at banken kunne acceptere et tab på 850.000 kr. frem til den 31. marts 2010. Samtidig betingede banken sig, at klageren senest den 31. marts 2010 indbetalte yderligere 100.000 kr. på sikringskontoen. Hvis tabet i perioden frem til 31. marts 2010 blev større end 850.000 kr., ville valutaswapforretningen blive lukket uden yderligere varsel.

Efter det oplyste indbetalte klageren den 7. marts 2010 30.000 kr. og efterfølgende 32.500 kr. til sikringskontoen.

Ved e-mail af 8. marts 2010 anmodede banken klageren om blandt andet indbetaling til dækning af tab, der oversteg 757.000 kr. og oplyste, at tabet udgjorde 857.000 kr. pr. den 7. marts 2010. I øvrigt henviste banken til sit brev af 1. marts 2010.

Ankenævnet lægger til grund, at der i perioden omkring lukningen af valutaswappen den 15. marts 2010 var store udsving i CHF-kursen. Endvidere lægges til grund, at bankens medarbejder den 15. marts 2010 ca. kl. 14.00 forgæves forsøgte at kontakte klageren telefonisk og via e-mail, da valutaswappen på dette tidspunkt viste et tab på ca. 931.800 kr.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at lukke valutaswapforretningen med et kort varsel på baggrund af et volatilt marked med store kursudsving i CHF-valuta og med henvisning til bankens brev af 1. marts 2010. Det bemærkes, at banken havde forbeholdt sig lukning hvis tabet oversteg 850.000 kr., og at tabet, selv efter klagerens indbetalinger af i alt 62.500 kr., var væsentlig højere.

Ankenævnet finder herefter ikke, at bankens lukning af valutaswapaftalen var i strid med parternes aftale. Bankens e-mail af 8. marts 2010 kan ikke føre til andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.