Rentens størrelse i en situation, hvor oplysninger i henhold til kreditaftaleloven ikke var afgivet.
| Sagsnummer: | 198 /2003 |
| Dato: | 04-11-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - kreditoplysninger
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Rentens størrelse i en situation, hvor oplysninger i henhold til kreditaftaleloven ikke var afgivet. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
I forbindelse med sin fars død fik klageren, der var enearving, udbetalt et beløb af indklagede, der var faderens pengeinstitut. Klagen vedrører forrentningen af dette beløb.
Sagens omstændigheder.
Den 21. januar 2002 døde klagerens far. Klageren var enearving.
Klageren har oplyst, at der af skifteretten blev udpeget en bobestyrer, og at hun opnåede skifterettens tilladelse til at anvende sin fars bil. Kort tid efter afleverede hun med bobestyrerens og skifterettens tilladelse som led i en byttehandel om en anden bil sin fars bil til en forhandler, og mod yderligere betaling af 56.000 kr. Beløbet på 56.000 kr. blev finansieret af indklagede, hvor hendes far var kunde. Hun er selv kunde i et andet pengeinstitut. Ved udbetalingen af de 56.000 kr. var hun i den vildfarelse, at der var tale om en acontoudlodning af arv.
Indklagede har anført, at klageren primo februar 2002 rettede henvendelse med ønske om finansiering af bilkøbet. Under hensyn til, at klageren skulle arve sin far, blev lånet etableret som et midlertidigt overtræk.
Indklagede har fremlagt en til klageren adresseret skrivelse af 5. februar 2002, hvoraf fremgår, at klageren blev bevilget et midlertidigt overtræk på 60.000 kr., som forfaldt 5. maj 2002. Af skrivelsen fremgår:
"For den del af overtrækket, som De måtte udnytte beregnes Deres sædvanlige udlånsrente + et tillæg på 2,0000%-point."
Klageren bestrider at have modtaget skrivelsen.
Medio januar 2003 modtog klageren kontoudskrift fra indklagede, hvoraf fremgår, at klageren skyldte indklagede 56.000 kr. med tillæg af renter pr. 20. december 2002 i alt 62.520,71 kr.
Efter modtagelsen af kontoudskriften kontaktede klageren straks indklagede telefonisk. Den 20. januar 2003 overførte klageren 56.000 kr. til indklagede.
I april 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede med henblik på at opnå en afklaring på, om indklagede krævede fuld rentebetaling. Indklagede tilbød en nedsættelse af renten, som klageren afviste.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. maj 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende alene at være berettiget til rente i en periode på tre måneder fra lånets etablering, og at renten ikke kan overstige 7 %.
Indklagede har under sagens forberedelse anerkendt, at renten på lånet alene kan beregnes med diskontoen plus 5 %. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun anmodede indklagede om at få udbetalt 56.000 kr. Hun befandt sig i den vildfarelse, at hun som enearving kunne få udbetalt et beløb af arven fra indklagede, idet der var rigelig dækning i hendes fars formue.
Indklagede anmodede hende om forskellige dokumenter om hendes økonomi, hvorefter pengene blev overført til hendes konto i et andet pengeinstitut.
Hun gik ud fra, at beløbet på 56.000 kr. blev modregnet i forbindelse med, at indklagede overførte hendes fars formue til bobestyreren.
Efter at hun i januar 2003 havde modtaget kontoudtog fra indklagede, kontaktede hun straks indklagede telefonisk og protesterede mod renten, der var 10 ½ %. Hun ville have kunnet låne pengene i sit eget pengeinstitut til 6 %. Indklagede burde endvidere have rådgivet hende og sendt en kontrakt om lånets rente og afvikling. Var dette sket, havde hun indfriet lånet straks, da vilkårene var uacceptable.
Først under klagesagens behandling er hun blevet bekendt med skrivelsen af 5. februar 2002. Hun er overrasket over, at der eksisterer et sådant bilag og undrer sig over, at indklagedes rådgiver ikke nævnte bilaget ved hendes henvendelse i januar 2003, hvor hun klagede over manglende dokumenter.
Indklagede burde i hvert fald have kontaktet hende efter tre måneder i maj 2002. Var dette sket, var fejlen blevet opdaget.
Indklagede har anført, at indklagede ved klagerens henvendelse i februar 2002 ikke blev bekendt med, at klageren befandt sig i en misforståelse om, at hun kunne få udbetalt beløb fra arven.
Da en ejendom i boet ikke blev solgt så hurtigt som forventet, blev det nødvendigt at forlænge lånet ud over de tre måneder.
Ved en fejl har man ikke givet kreditoplysninger efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, og renten på lånet beregnes derfor med diskontoen plus 5 % i lånets løbetid, jf. lovens § 23, stk. 1. Lånets rente i henhold hertil udgør fra 5. februar 2002 til indfrielsen 21. januar 2003 i alt 4.405,35 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved klagerens henvendelse i februar 2002 til indklagede om udbetalingen af beløbet på 56.000 kr. befandt klageren sig som erkendt i en vildfarelse om, at hun fra indklagede kunne få udbetalt et acontobeløb fra arven efter sin far. Klageren er nærmest til at bære risikoen for denne vildfarelse, og det udbetalte beløb må derfor anses for et lån til klageren. Ved lånets etablering blev der, som erkendt af indklagede, ikke afgivet oplysninger i overensstemmelse med kreditaftaleloven, og indklagede er derfor alene berettiget til en rente af lånet i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 23, stk. 1. Indklagede har beregnet denne rente i lånets løbetid fra 5. februar 2002 til indfrielsen den 21. januar 2003 til i alt 4.405,35 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at nedsætte dette beløb.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.