Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagsnummer: 871/2010
Dato: 03-11-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl og Georg Wenning.
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 2007 kunde i Jyske Bank, hvor hun dels havde midler investeret via en formueplejeaftale med banken samt i bankens puljer for pensionsmidler og dels havde mulighed for via netbank selv at handle værdipapirer i sit kapitalpensionsdepot.

Klageren har anført, at hun i marts 2007 fik en ny rådgiver R1, som blev oplyst om, at hun lider af sclerose, hvorfor hun let bliver træt og mister koncentrationen.

I april 2007 var klageren til møde i banken. Af bankens brev af 11. april 2007 med overskriften "Din investeringsplan" til klageren fremgår:

"Du har nu fået tegnet din personlige investeringsprofil ud fra dine forventninger, ønsker og mål.

Din profil er dynamisk og vi anbefaler Jyske Invest aktiv.

Investering i specialiserede Jyske Invest foreninger er en fordel for dig, der ønsker at involvere dig, samtidig med at det skal være nemt.

Vi vedlægger resumé af vores samtale, faktablad om profil og strategi og forslag til investering.

…"

Af et resumé fra mødet fremgår, at klageren for investeringen af pensionsmidler mellem 200.000-1.000.000 kr. havde en investeringshorisont på over 10 år, og at hun ønskede at involvere sig lidt i den løbende pleje af investeringen. Under overskriften "Holdning til investering" fremgår, at hun ønskede et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at hun kunne acceptere et negativt afkast på 20 % på et enkelt år, at hun ville beholde investeringen, hvis værdien et enkelt år faldt mere end hun kunne acceptere, og at hun var lidt afhængig af de penge, hun ønskede at investere. Betegnelsen "Moderat" står angivet under "Delkonklusion". Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:

"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens faktablad vedrørende den "dynamiske" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 54 % i etablerede aktiemarkeder, 6 % i nye aktiemarkeder, 30 % i danske obligationer og 10 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:

"Deklaration

-

Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. Til den dynamiske profil anbefaler vi en nogenlunde ligelig fordeling mellem aktier og obligationer for at sprede risikoen.

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

Banken gav klageren et forslag til investering af ca. 500.000 kr.

Primo oktober 2007 sendte banken en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til klageren. Af brochuren, der er fremlagt under sagen, fremgår blandt andet, at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko - du bliver med andre ord bedre sikret mod tab."

Banken har oplyst, at klageren i oktober 2007 var til møde i banken med det formål at få foretaget en gennemgang af alle sine investeringer. På mødet præsenterede bankens rådgivere R1 og R2 klageren for et forslag til investering af ca. 550.000 kr. herunder ca. 5 % af midlerne svarende til ca. 28.000 kr. i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Klageren har anført, at hun pga. sygdom var træt og blev "lokket" til investering, hvilket banken bestrider.

Den 26. oktober 2007 investerede klageren 59.976 kr. i 588 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102.

Klageren har anført, at hun flere gange i efteråret 2008 talte med R1 om realisering af tab ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, hvilket banken bestrider.

Ved brev af 18. december 2010 til banken udtrykte klageren utilfredshed med bankens rådgivning i forbindelse med investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer og orienterede banken om, at hun vil klage til Pengeinstitutankenævnet.

Banken har anført, at klageren via log-in på sin netbank, hvoraf kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer fremgik, blev bekendt med investeringens risiko. Banken har under sagens forberedelse fremlagt en oversigt over klagerens netbank-aktiviteter.

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Finanstilsynet har en i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."

Parternes påstande.

Klageren har den 28. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte hendes tab ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at hun har oplyst bankens rådgivere om hendes sygdom, som let gør hende træt, så hun mister overblikket. Hendes tidligere rådgivere har altid handlet ud fra dette.

R1 blev også orienteret om hendes sygdom ved deres første møde. De holdt i foråret 2007 flere møder sammen.

På et møde i oktober 2007 blev investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer drøftet. Under mødet oplyste hun R1 om, at hun var træt og ikke længere kunne gennemskue situationen. R1 sagde, at hun ville hente en mandlig kollega R2, som også var indenfor investeringsområdet og måske var "bedre til at forklare" de forelagte muligheder.

Hun sad nu overfor to rådgivere, som forsøgte at forklare, at de mente, at det ville være godt at sælge ud af nogle af hendes gamle investeringer og så investere i nogle, som de fandt mere fornuftige.

Mødet endte med, at hun accepterede dét, som de foreslog uden dog at forstå ret meget. Hun sad dog med følelsen af, at når begge rådgivere mente dét var det rigtige, så måtte de vide bedst - det var jo deres arbejde.

Hun blev meget frustreret, da puljeafkastet den 30. december 2008 var -120.729,09 kr.

I løbet af efteråret var hun dog blevet ringet op af R1, som ville høre, om hun ville realisere det daværende tab.

Da hun ikke kunne overskue, hvad der var klogest og da R1 fortalte, at hun ikke måtte rådgive om evt. salg, lod hun bare stå til.

Hun sidder med en fornemmelse af at være blevet "lokket" ud i det, fordi hun trods alt flere gange havde oplyst R1 om, at hun var træt og havde mistet overblikket. R1 burde have afsluttet mødet og aftalt et nyt mødetidspunkt. I stedet valgte R1 at hente en rådgiver mere, som så "fortsatte" mødet, indtil hun gik med til deres forslag.

Jyske Bank har blandt andet anført, at klageren forinden købet har modtaget skriftligt materiale om produktet, hvori hun har kunnet finde oplysninger om produktets sammensætning og risici.

Klageren har selv truffet beslutningen om at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Investeringen har alene udgjort en mindre del af klagerens portefølje.

Klageren må selv bære risikoen for tab.

Klageren var i hvert fald efter den 12. maj 2008, subsidiært den 27. juni, i forbindelse med at hun loggede på sider i sin netbank, bekendt med, at købene af værdipapirerne var forbundet med en risiko.

Klageren burde efter den 12. maj 2008, subsidiært den 27. juni, have afhændet sine papirer, hvis klageren efter dette tidspunkt ikke ønskede at opretholde sin investering med risiko for at lide tab.

Klageren har ved ikke at have solgt papirerne ikke overholdt sin forpligtigelse til at begrænse sit tab.

Klageren har - hvis hun måtte få medhold i sin påstand – efter den 12. maj 2008, subsidiært den 27. juni, kunnet spekulere i kursudviklingen for Jyske Banks regning og risiko, idet investeringen herefter de facto har været uden risiko for klageren, hvilket vil være helt urimeligt.

Klagerens eventuelle erstatningskrav skal begrænses til kursfaldet frem til den 12. maj 2008, subsidiært den 27. juni, hvor klageren blev bekendt med, at der var en kursrisiko ved investeringen. Herefter påhvilede risikoen for yderligere kursfald klageren.

Vedrørende tabsbegrænsningpligt henleder banken Ankenævnets opmærksomhed på afgørelsen i sag nr. 551/2009.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:

"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.

Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.

Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse værdipapirer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.

Ankenævnet finder det i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at klageren har modtaget fyldestgørende information forud for investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab som klageren har lidt som følge af investeringen.

Den omstændighed, at klageren har logget ind på sider i sin netbank og derved har haft mulighed for at konstatere et betydeligt fald i kursen på hedgeforeningsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, udgør ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerens erstatningskrav skal nedsættes ud fra synspunktet om overtagelse af kursrisikoen eller tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligten.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 588 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs (eller alternativt erstatte hendes tab ved investeringen, hvis investeringsbeviserne måtte være solgt.)

Klagegebyret tilbagebetales klageren.