Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kontraheringspligt. Hjemtagelse af ejerskiftelån på garanti.

Sagsnummer: 102/1998
Dato: 16-06-1998
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Kontraheringspligt. Hjemtagelse af ejerskiftelån på garanti.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag omhandler, hvorvidt indklagede er forpligtet til at ekspedere hjemtagelsen af et ejerskiftelån for klageren.

Sagens omstændigheder.

I henholdsvis januar og marts 1998 afslog indklagede en anmodning fra klageren og dennes advokat om hjemtagelse af et ejerskiftelån på 180.000 kr. i et sommerhus, som klageren havde købt.

Klageren har oplyst, at han er kunde hos indklagede, hvor han har en lønkonto uden kredit, en opsparingskonto og 6 indekskontrakter. Han er førtidspensionist og har ingen gæld. Ved købet af sommerhuset til 300.000 kr. betalte han 120.000 kr. kontant. Restkøbesummen skulle finansieres ved et Nykreditlån på 180.000 kr., som indklagede blev anmodet om at hjemtage på garanti. Indklagede skulle endvidere forestå indfrielsen af en panthaver med ca. 9.000 kr. Han har tilbudt indklagede at deponere 9.000 kr. til indfrielsen, selv om indklagede havde sikkerhed for beløbet samt omkostninger i provenuet af Nykreditlånet. Gælden i ejendommen er væsentlig mindre end den offentlige vurdering. På grund af den manglende gennemførelse af handlen blev en terminsydelse overgivet til inkasso. Inkassosagen, der efterfølgende er trukket tilbage, har påført ham unødige omkostninger.

Parternes påstande.

Den 16. marts 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ekspedere ejerskiftesagen og at godtgøre ham de inkassoomkostninger, han er blevet påført ved den manglende ekspedition.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede bør være forpligtet til at ekspedere ejerskiftesagen, idet indklagede ikke herved påtager sig en kreditrisiko. Indklagede bør i hvert fald være forpligtet til at begrunde sit afslag.

Indklagede har anført, at man efter en konkret vurdering ikke ønskede at forestå klagerens ejerskiftesag, herunder stille garanti over for Nykredit med henblik på hjemtagelse af ejerskiftelånet. Dette blev straks meddelt klageren og dennes advokat, ligesom modtagne dokumenter vedrørende sagen straks blev returneret. Indklagede har ikke kontraheringspligt og kan således ikke pålægges at ekspedere ejerskiftesagen, herunder stille en garanti på klagerens vegne, hvilket ville pålægge indklagede en kreditrisiko. Indklagede er ikke forpligtet til at begrunde afslaget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder at måtte give indklagede medhold i, at indklagede ikke var forpligtet til at påtage sig den omhandlede opgave, som indebar hjemtagelse af et realkreditlån mod indklagedes garanti og indfrielse af et eksisterende lån.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.