Håndpant, personskadeerstatning.
| Sagsnummer: | 55/1991 |
| Dato: | 02-07-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pant - stiftelse
|
| Ledetekst: | Håndpant, personskadeerstatning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I begyndelsen af 1989 fik klageren udbetalt en personskadeerstatning. Efter anmodning fra klageren indsatte indklagedes Holstebro afdeling beløbet på en separat konto, idet klageren ønskede beløbet sikret mod kreditorforfølgning.
Ved håndpantsætningerklæring af 16. februar 1989 håndpantsatte klageren det på kontoen indestående beløb 104.898,- kr. til sikkerhed for enhver forpligtelse, som hun da havde eller senere måtte få overfor indklagede.
Den 28. marts 1990 ændredes kontoen til en anden kontotype, som forrentedes med en højere rentesats.
Den 29. marts 1990 underskrev klageren nyt sikkerhedsstillelsesdokument til afløsning af dokumentet af 16. februar 1989, hvorved klageren håndpantsatte det til enhver tid indestående beløb på den nye konto til indklagede, til sikkerhed for enhver forpligtelse, som klageren da havde eller senere måtte få over for indklagede.
Den 22. august 1990 hævedes 63.000,- kr. på kontoen til delvis indfrielse af klagerens gæld til indklagede. Den 8. november 1990 tilbageførtes beløbet til kontoen på klagerens foranledning, og der oprettedes i stedet et lån på 63.000,- kr.
Efter at klageren i efteråret 1990 og begyndelsen af 1991 har brevvekslet med indklagede vedr. spørgsmålet om, hvorvidt det på den pantsatte konto indestående beløb er til klagerens frie rådighed, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er berettiget til at hæve indeståendet på den pantsatte konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det på kontoen indestående beløb hidrører fra en personskadeerstatning, hvorfor beløbet er til hendes fri rådighed. Som følge af, at det indsatte beløb er en erstatningssum kan pantsætningen ikke være juridisk bindende for hende, og indklagede bør derfor anerkende, at hun er berettiget til at hæve beløb på kontoen til dækning af løbende udgifter.
Indklagede har anført, at retsplejelovens § 513, stk. 1, der hindrer kreditorforfølgning mod personskadeerstatning indsat på en særskilt konto i et pengeinstitut, ikke er til hinder for en pantsætning af en sådan konto. Pantsætningen er således juridisk bindende for klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at klageren har indsat personskadeerstatningen på en særskilt konto i et pengeinstitut, jvf. retsplejelovens § 513, stk. 1, er ikke til hinder for, at klageren gyldigt kan håndpantsætte det indsatte beløb. Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan føre til, at den foretagne håndpantsætning er uforbindende for klageren, og denne kan derfor kun hæve på kontoen med indklagedes samtykke.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.