Løbetidsforlængelse som følge af rentestigning. Spørgsmål om hæftelse for overtræk opstået ved betaling af pantebrevsydelse umiddelbart inden tvangsauktion.
| Sagsnummer: | 391 /1996 |
| Dato: | 24-02-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Reinholdt, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
Betalingsformidling - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Løbetidsforlængelse som følge af rentestigning. Spørgsmål om hæftelse for overtræk opstået ved betaling af pantebrevsydelse umiddelbart inden tvangsauktion. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbreve underskrevet af klageren den 19. december 1986 ydede et pengeinstitut, der i 1989 blev overtaget af indklagede, klageren to lån på henholdsvis 20.000 kr. og 30.000 kr. Rentesatsen var for begge lån p.t. 12,250%, og lånene skulle afvikles med månedlige ydelser på henholdsvis 290 kr. og 435 kr. Lånet på 20.000 kr. blev ydet mod sikkerhed i et ejerpantebrev i klagerens ejendom, mens lånet på 30.000 kr. blev ydet mod kaution. Provenuet af lånene blev anvendt til betaling af pantebrevsrestancer på kreditforeningslån i klagerens faste ejendom.
Klagerens ejendom blev solgt på tvangsauktion i 1987. Kort tid før tvangsauktionen betalte indklagede ved træk på klagerens løbende konto en pantebrevsydelse på ca. 6.000 kr. på et privat pantebrev i ejendommen. Betalingen medførte et tilsvarende overtræk på klagerens løbende konto. Indklagede anmodede klageren om inddækning af overtrækket, hvilket klageren afviste. Klageren anførte, at det var indklagedes fejl, at ydelsen var blevet betalt, idet klageren mente, at der var givet besked om ikke at betale pantebrevsydelsen.
Ved indklagedes overtagelse af det kontoførende pengeinstitut i 1989 blev klagerens løbende konto ændret til en totalkonto og lånene til almindelige privatlån, hvilket svarede til de oprindelige kontotyper.
Til og med november 1995 indbetalte klageren de månedlige ydelser på lånene på totalkontoen, hvorfra ydelserne blev overført til de pågældende lån. Totalkontoen blev ikke i øvrigt benyttet af klageren. Fra og med december 1995 ophørte klageren med at indbetale ydelserne på lånene.
Den 28. februar 1996 tilbageførte indklagede ydelserne på lånene for perioden september 1995 til februar 1996 til totalkontoen.
Ved skrivelser af 29. februar 1996 rykkede indklagede klageren for inddækning af overtrækket på totalkreditkontoen på 27.005,71 kr., og restancerne på lånene på henholdsvis 2.810 kr. og 1.940 kr. Indklagede debiterede de tre konti hver 200 kr. i rykkergebyr.
Ved skrivelse af 18. marts 1996 opsagde indklagede det samlede engagement. Restgælden på de to lån blev pr. 1. marts 1996 opgjort til henholdsvis 15.987,36 kr. og 24.011,47 kr.
Via sin advokat gjorde klageren indsigelse overfor overtrækket på totalkontoen og størrelsen af restgælden på lånene.
Ved klageskema af 12. oktober 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for overtrækket på totalkontoen, og at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden på lånene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at overtrækket på totalkontoen svarer til betalingen af pantebrevsydelsen på 6.000 kr. med tillæg af renter. Indklagede var ikke bemyndiget til at foretage betalingen og debitere beløbet på hans konto, hvorpå der ikke var dækning. Indklagede var bekendt med den forestående tvangsauktion, som var årsag til, at pantebrevsydelsen ikke skulle betales. Han protesterede mod gennemførelsen af betalingen og det deraf følgende overtræk, og han har ikke efterfølgende anerkendt at hæfte for beløbet. Det bestrides, at han har opnået en berigelse ved betalingen af ydelsen. Pantebrevskreditor har ikke rejst krav over for ham efter tvangsauktionen. Indklagede har ikke opfyldt sin pligt til rådgivning for så vidt angår de to låns afvikling. Ved etableringen blev løbetiden beregnet til 10 år. Han lagde vægt på lånets løbetid og ikke rentens størrelse. I 1995 konstaterede han, at lånene efter ca. 8 års løbetid kun i ringe omfang var nedbragt. Det viste sig, at renten i perioder havde været på 15-22%, hvilket var årsag til, at løbetiden reelt var blevet fordoblet. Indklagede burde i forbindelse med hans løbende henvendelser vedrørende lånene have gjort ham opmærksom herpå. Indklagede var ikke berettiget til at tilbageføre betalte ydelser på lånene.
Indklagede har anført, at klageren adskillige gange blev rykket for en afvikling af overtrækket, der voksede med de kvartårlige rentetilskrivninger. Det blev fremhævet over for klageren, at der blev beregnet en høj rente for overtræk. Det er ikke muligt at fremfinde dokumentation for betalingen af pantebrevsydelsen, idet materiale af den art bliver makuleret efter fem år. Det er således uvist, om betalingen skete via check, giroindbetaling, PI-indbetalingskort eller via PBS. Indklagede havde ikke en selvstændig interesse i at foretage betalingen, og det afvises, at klageren udtrykkeligt skulle have gjort indklagede opmærksom på, at pantebrevsydelsen ikke skulle betales. Overtrækket blev ikke søgt tvangsinddrevet, idet man forventede, at klageren ville påbegynde en afvikling af totalkontoen, efter afviklingen af lånene. Klagerens gæld til pantebrevskreditor blev nedbragt med de betalte beløb, og klageren vil derfor opnå en ugrundet berigelse, såfremt det antages, at klageren ikke hæfter for betalingen. For så vidt angår de to lån, har indklagede anført, at løbetiden på ca. 10 år blev beregnet på grundlag af den ved lånenes etablering gældende rentesats på 12,25% p.a. Renten blev efterfølgende reguleret i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige rentesatser på lån af den pågældende art. På grund af en stigning i renteniveauet blev lånets løbetid forlænget. Indklagede var ikke forpligtet til at påse, at løbetiden blev overholdt. Tilbageførslen af de 6 måneders ydelse fra lånene til totalkontoen skete ud fra en betragtning om, at når der allerede var overtræk på totalkontoen, ville klageren ikke lide tab ved, at ydelserne blev tilbageført.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er erkendt af indklagede, at klageren protesterede over betalingen af pantebrevsydelsen, hvorved der opstod et tilsvarende overtræk på hans konto, og at klageren i den forbindelse gjorde gældende, at betalingen skyldtes indklagedes fejl, idet han havde givet besked om, at pantebrevsydelsen ikke skulle betales. Klageren har efterfølgende afvist indklagedes anmodninger om inddækning af overtrækket med henvisning til samme indsigelse.
Ankenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre indsigelse, og at det bør påhvile indklagede at dokumentere, at betalingen fandt sted i henhold til aftale med klageren, uanset at der er forløbet mere end 5 år efter, at betalingen fandt sted. Da indklagede ikke har kunnet løfte denne bevisbyrde, finder Ankenævnet, at indklagede bør nedbringe overtrækket på klagerens totalkonto med et beløb svarende til pantebrevsydelsen på ca. 6000 kr. med påløbne renter.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt indklagede herefter kan gøre et berigelseskrav gældende mod klageren.
For så vidt angår de to lån finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede har tilsikret klageren en løbetid på 10 år. Klageren måtte på grund af det stigende renteniveau påregne, at lånenes løbetid ved uændret ydelse ville blive forlænget. Ankenævnet lægger til grund, at lånene i overensstemmelse med det af indklagede anførte er blevet forrentede med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente for lån af den pågældende art.
Klageren indbetalte ydelserne på lånene til og med november 1995. Ankenævnet finder ikke, at indklagede den 28. februar 1996 i forhold til klageren var berettiget til at tilbageføre ydelser vedrørende tiden forud for, at indbetalingerne på totalkontoen ophørte med henvisning til overtrækket på totalkontoen, hvorfor indklagede bør tilbageføre disse til lånene.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedbringe overtrækket på klagerens totalkonto med et beløb svarende til pantebrevsydelsen på 6.000 kr. med påløbne renter og tilbageføre ydelserne for september, oktober og november 1995 til klagerens lån med valør den 28. februar 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.