Indsigelse mod hævninger og opgørelse af mellemværende i forbindelse med samlivsophævelse. Kontoudskrifter.
| Sagsnummer: | 583/2009 |
| Dato: | 30-06-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod hævninger og opgørelse af mellemværende i forbindelse med samlivsophævelse. Kontoudskrifter. |
| Indklagede: | Middelfart Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod nogle hævninger og opgørelsen af sit engagement med Middelfart Sparekasse i forbindelse med, at klageren og dennes samlever ophævede samlivet samt spørgsmål vedrørende udlevering af kontoudskrifter.
Sagens omstændigheder.
I begyndelsen af 2008 opførte klageren og dennes daværende samlever, S, en fast ejendom for 2,6 mio. kr., hvoraf S finansierede 1 mio. kr. De resterende 1,6 mio. kr. blev finansieret ved et fælles Totalkreditlån optaget via Middelfart Sparekasse, hvor klageren og S var kunder. Klageren og S havde endvidere bl.a. en fælles lønkonto (konto nr. -898) og en fælles budgetkonto (konto nr. -842).
Den 4. marts 2008 underskrev klageren et gældsbrev til S. Ifølge det eksemplar af gældsbrevet, der er fremlagt under sagen, var der tale om et anfordringslån på 1.175.000 kr., som var udbetalt den 22. januar 2008. Ifølge klageren var der tale om et lån på 440.000 kr. med baggrund i, at S havde indfriet gældsposter for ham på dette beløb. Til støtte herfor har klageren fremlagt nogle håndskrevne notater og opgørelser.
Til brug for opførelsen af ejendommen oprettede sparekassen på et ikke nærmere oplyst tidspunkt en byggekonto med S som enekontohaver.
I oktober 2008 ophævede klageren og S samlivet.
Den 21. oktober 2008 hævede S 20.000 kr. på budgetkontoen (-842).
Den 22. oktober 2008 blev der afholdt et møde mellem klageren, S og sparekassen om samlivsophævelsen. Klageren fik i den forbindelse udbetalt halvdelen af indeståendet på lønkontoen, som herefter fortsatte med S som enekontohaver (-898).
Den 22. og 24. oktober 2008 blev der overført henholdsvis 20.000 kr. og 10.000 kr. fra budgetkontoen (-842) til S’ lønkonto (-898). Restindeståendet på budgetkontoen var herefter 3.570,51 kr.
Den 1. december 2008 blev der overført 8.000 kr. fra S’ lønkonto (-898) til budgetkontoen (-842).
Den 3. december 2008 blev der overført 18.000 kr. fra budgetkonto (-842) til S’ lønkonto (-898). På budgetkontoen (-842) var der herefter et indestående på 43,58 kr.
Ifølge en lægeerklæring af 8. december 2008 var klageren fra den 5. december 2008 sygemeldt på grund af voldsom psykisk belastning i forbindelse med samlivsophævelsen. Ifølge klageren blev han chikaneret personligt og økonomisk.
Af klagerens kontooversigt for 2008 fremgår bl.a., at klageren kun med S’ accept kunne hæve på budgetkontoen (-842).
Ved skøde af 10. januar 2009 blev klagerens andel af den fælles faste ejendom overdraget til S. I den forbindelse blev der aflyst et udlæg på 1.207.442 kr., der på grundlag af gældsbrevet af 4. marts 2008 var blevet tinglyst på klagerens andel af ejendommen.
Ifølge et fremlagt ikke underskrevet eksemplar af en bodelingsoverenskomst mellem klageren og S, skulle anfordringslånet ved aflysningen fra tingbogen betragtes som fuldt indfriet.
Den 9. juni 2009 indgav klageren en klage over Middelfart Sparekasse.
Sparekassen har under sagen fremlagt en kontoudskrift for budgetkontoen (-842) for perioden 20. februar 2007-10. juni 2009.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Middelfart Sparekasse skal betale erstatning.
Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at sparekassen i forbindelse med samlivsophævelsen alene varetog S’ interesser, hvorved han blev påført økonomisk tab og et stærkt psykisk pres.
Han indgik bodelingsoverenskomst med S på et forkert og mangelfuldt grundlag, idet sparekassen tilbageholdt oplysninger om byggekontoen og budgetkontoen. Han henvendte sig til sparekassen med henblik på at få kontoudtog for kontiene, hvilket sparekassen afslog.
Det var uberettiget, at byggekontoen blev oprettet med S som enekontohaver, idet kontoen vedrørte realkreditlånet, som de begge hæftede for. Det var forkert og urimeligt, at han som meddebitor blev afskåret fra at følge med i, hvad de lånte midler blev brugt til.
Efter samlivsophævelsen hævede S i alt 50.000 kr. på budgetkontoen. På mødet med sparekassen i anledning af samlivsophævelsen blev han ikke informeret om, at S reelt havde tømt budgetkontoen.
I begyndelsen af december 2008 accepterede sparekassen, at S kort efter en overførsel på 8.000 kr. til budgetkontoen fik tilbageført 18.000 kr.
Sparekassen og S indgik uden hans viden en aftale om at afskære ham fra at benytte budgetkontoen, jf. årsopgørelsen, hvor det fremgår, at han kun kunne disponere ifølge aftale med S.
Sparekassens handlemåde medførte, at han kom bagud med børnepenge og andre udgifter, ligesom han blev udsat for et stort psykisk pres.
Han anslår sit tab til ca. 150.000 kr.
Middelfart Sparekasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab, og at der således ikke er tale om en formueretlig tvist.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at man ikke har nægtet klageren adgang til kontooplysninger, der tilkommer klageren, og at der ikke er grundlag for at gøre sparekassen ansvarlig for et eventuelt tab.
Under mødet om samlivsophævelsen blev det aftalt at dele indeståendet på lønkontoen, hvilket skete med det samme. Budgetkontoen skulle fortsat bruges til betaling af fællesudgifter på ejendommen. Klageren betalte imidlertid kun sin andel af fællesudgifterne i november 2008, hvilket var baggrunden for, at S den 3. december 2008 overførte hovedparten af indeståendet på budgetkontoen til sin lønkonto, hvorfra de faste betalinger herefter blev ekspederet.
Da byggekontoen blev oprettet i S’ navn, kan sparekassen på grund af sin tavshedspligt ikke udlevere kontoudtog på denne konto uden kontohavers samtykke.
Sparekassen er uden ansvar for eventuelle fejl eller mangler i bodelingsoverenskomsten. Et eventuelt opgør i den forbindelse er et anliggende mellem klageren og S, eventuelt deres respektive advokater.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet finder, at sagen ikke bør afvises, da klagerens krav angår en formueretlig tvist.
Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at Middelfart Sparekasse i forbindelse med opdelingen af klagerens og dennes samlevers engagement i slutningen af 2008 har foretaget uberettigede dispositioner i forhold til klageren, herunder i forhold til spørgsmål om kontooplysninger.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.